”Jeg ser studiejobbet som en bonus”

Emilie Poulsen har et studiejob, der udvikler hendes faglighed samtidig med, at arbejdspladsen giver fleksible rammer. Og netop den kombination gør, at hun ser det som en bonus.

Af Louise Graa Christensen

 

Hvor arbejder du? Hvor meget, og hvad får du i løn?

Jeg har et studiejob som studieambassadør hos FAOD (Forbundet Arkitekter og Designere, red.), hvor jeg har en kontrakt på 10 timer om måneden, men det er meget fleksibelt og kan tilrettelægges efter mine studier. Så nogle måneder er jeg der mere, og andre måneder mindre. Min løn er på 170 kroner i timen plus feriepenge. 

 
Hvad går det ud på? 

Jeg løser mange forskellige opgaver. Blandt andet arbejder jeg med grafisk design, content til instagram og events på skolen, hvor jeg informerer andre studerende om, hvad der sker hos FAOD, så det er meget alsidigt. 


Hvordan fik du jobbet? 

Det var en veninde fra studiet, der skulle i praktik og derfor måtte forlade jobbet, der spurgte, om jeg var interesseret i at overtage det. Og det var jeg så, da jeg hørte om indholdet.  

Hvorfor har du valgt at have et studiejob? 

Først og fremmest har jeg brug for lidt ekstra penge. Men derudover ville jeg gerne have noget studierelevant at skrive på CV’et – blandt andet fordi jeg snart skal finde en praktikplads. Så tænker jeg også, at det er klogt i forhold til at få et godt netværk i branchen. Indtil jeg fik dette job, arbejdede jeg i mange år i servicebranchen, men nu syntes jeg, det gav mere mening at finde noget studienært, selvom årene i servicebranchen også har givet rigtig meget på den sociale side især. Man skal ikke undervurdere den type job. 

Hvad er det, der er særligt godt ved jobbet? 

Det fungerer rigtig godt, at det er så fleksibelt. Jeg arbejder inden for nogle deadlines, men kan selv tilpasse det en travl studiehverdag, hvor der er mulighed for at rykke rundt på opgaver for eksempel i eksamensperioder. Jeg arbejder som regel hjemmefra. På min arbejdsplads ved de godt at mit studie kommer først, og at det ikke står i modsætning til at være loyal og pligtopfyldende. 
 

Hvordan bruger du din faglighed? 

Jeg ser jobbet som en bonus, fordi jeg får en fornemmelse af, hvordan det fungerer at arbejde med det grafiske felt ude i ”den virkelige verden”. Jeg får udviklet min faglighed i en mere professionel retning, for jeg skal tilpasse mit arbejde specifikke målgrupper frem for mere at arbejde med det på hobbyplan for mig selv. 
 

Er der nogle ulemper ved at have et studiejob? 

Antallet af arbejdstimer er perfekt, men selvfølgelig kan det være hårdt i eksamensperioder, fordi der ikke er så meget afveksling, når man kun har tid til først at sidde ved computeren og skrive opgaver for så at arbejde videre ved computeren med sit arbejde. Men det er bestemt ikke noget, der får mig til ikke at sætte stor pris på mit studiejob. Jeg har medstuderende, der fortæller, at de nærmest skal udfylde en rolle som færdiguddannet grafiker. På min arbejdsplads forventer de ikke mere end det, jeg er ansat til.  

 
Har du et godt råd til andre studerende, der skal søge studiejob? 
 
For mig er det vigtigt, at man husker sig selv på, at det ikke må være en stressfaktor at have et studiejob, men en bonus. Man skal se det som en ekstra erfaring og som en måde at tjene nogle ekstra tjente penge på.  

Maria, Freja og Emilie har et studiejob - her deler de deres erfaringer

    

 

Læs om dagpenge og opsigelse

 

 

knap - Bliv medlem

 

 

Jobsøgningsstrategier

Der kan være mange veje til drømmejobbet. Vi har samlet forskellige strategier for jobsøgning, så du kan finde netop den strategi, der passer dig.

Læs mere om virksomhedsforståelse, kompetenceafklaring, uopfordret kontakt, netværk og livet som iværksætter

Startup-tilbud

Går du selv rundt med en iværksætter i maven? Eller er du bare nysgerrig på, hvad det betyder at være selvstændig?

Gå til siden (Selv-)udvikling