10. nov. 2023

Elektrikeren i Strandby vinder Akademikerprisen 2023

Elektrikeren i Strandby har ansat historiker Lærke Kristensen, og det har de ikke fortrudt. Samtidig viser virksomheden vejen ved at bevise, at akademisk arbejdskraft kan skabe værdi for en virksomhed på alle parametre. For ”Lærke-effekten” kan ses flere steder i firmaet, også på bundlinjen.

Vinderen af årets akademikerpris er fundet, og det er virksomheden Elektrikeren i Strandby, der er løbet af med sejren. Med ansættelsen af Lærke Kristensen som kommunikations- og marketingansvarlig har firmaet fået hjælp til at hæve niveauet af markedsføringen af deres helt store passion, grøn energi. Med sin kandidatgrad i historie i bagagen har Lærke Kristensen nemlig på kort tid omsat komplekse emner til effektiv markedsføring.

Det er en stolt og glad direktør, der tager imod prisen:

- At vinde Akademikerprisen betyder, at vi får mere selvtillid i firmaet, og det viser med al tydelighed, at vi har taget den rigtige beslutning. Samtidig håber vi, at vi kan inspirere andre håndværksfirmaer til at ansætte en akademiker, for det bliver mere og mere komplekst ude i firmaerne, så jeg kan kun sige ”go for it”, siger Tom Jensen.

”Lærke-effekten kan ses på bundlinjen”

En historiker med erfaring fra museumsverden er måske ikke det oplagte match med varmepumper og solceller. Men arbejdet med kommunikation og markedsføring, koblet med Lærke Kristensens indsats inden for digitalisering og effektivisering, kan ses på bundlinjen. Hun har bidraget til, at firmaet har øget omsætningen fra 14 til 26 millioner på blot et år. Det er det, de i Elektrikeren kalder ”Lærke-effekten”.

Og Lærke Kristensen selv glæder sig også over, at prisen er gået til hendes arbejdsplads:

- Det betyder utroligt meget at modtage prisen, fordi vi måske også kan være med til at inspirere andre virksomheder til at ansætte akademikere. Jeg håber også, at det kan inspirere akademikere som mig til at forsøge at kaste sig ud i noget nyt og finde ud af, at vores kompetencer faktisk kan bruges til meget mere end i de konventionelle job, som vi kender til, siger hun.

Hun ser åbenlyse fordele i at arbejde i en mindre virksomhed i en utraditionel branche:

- Man kan virkelig udvikle sig, få et stort ansvar hurtigt og være med til at definere sin egen rolle. Det, og alle de andre fordele, jeg ser ved at være akademiker i en ukonventionel branche, vil jeg rigtig gerne pointere over for andre akademikere.

Det er bestyrelsen for Akademikernes A-kasse, der har valgt vinderen af Akademikerprisen.