Finalisterne i Akademikerprisen 2023
Akademikerprisen er en erhvervspris, hvor vi hylder de små og mellemstore virksomheder (SMV), som med ansættelsen af akademikere har skabt resultater. Prisen blev uddelt første gang i 2015.
Hvilke virksomheder kan du indstille til prisen
Prisen går til en SMV, hvis anvendelse af akademisk arbejdskraft kan inspirere andre SMV'ere til at hyre akademikere. Det kan enten være den første akademiker, virksomheden har ansat, eller det kan være en anden type akademiker, der har bragt noget nyt til virksomheden.
Virksomheden/akademikeren skal leve op til følgende:
- Det skal være en virksomhed, der med ansættelse af en akademiker har skabt resultater. Det kunne fx være at skabe vækst, styrke samarbejdet mellem fagligheder eller nytænke eller strømline processer.
- Akademikeren skal ved indstillingstidspunktet have være ansat minimum et år
- Antallet af medarbejdere i virksomheden skal være mindre end 250
Sådan indstiller du en virksomhed
Der er nu lukket for indstillingerne til Akademikerprisen 2023. Har du spørgsmål om indstilling af en virksomhed, skriv til akademikerprisen@aka.dk.
Akademikere skaber vækst
Baggrunden for prisen er den gevinst, der er for SMV'ere i at ansætte akademikere. I 2017 gennemførte vi en analyse, der tydeligt viser, at ansættelse af en højtuddannet skaber flere arbejdspladser, mere vækst og større chance for, at virksomheden overlever. Konklusionerne er klare:
- Akademikere skaber 4,5 ekstra ansatte. En virksomhed, der ansætter sin første akademiker, vil efter tre år have i gennemsnit 4,5 flere ansatte end virksomheder, der ikke ansætter en akademiker. De nye job går i stort omfang til faglærte og ufaglærte.
- Værditilvæksten er 38 procent højere. På tre år vokser værdien af virksomheden altså med 38 procent sammenlignet med virksomheder, der ikke ansætter en akademiker.
- Overlevelseschancen er 2,2 procent større.
Erhvervsfolk udvælger finalister
Prisen uddeles i efteråret, og det er en jury, der består af folk fra erhvervslivet i hele Danmark, dvs. små og store virksomheder, erhvervsråd og universiteterne, der i hver region udvælger en finalist blandt de nominerede.
Vindervirksomheden bliver udpeget af Akademikernes A-kasses hovedbestyrelse, og prisen overrækkes til et arrangement i november. Udover omtale i forbindelse med prisuddelingen, modtager vinderen af Akademikerprisen 50.000 kr. til medarbejderudvikling.
Akademikerprisen 2023
Regionsfinalister - Nordjylland
Bornerups - Thisted
Da Naya Halskov Larsen i 2017 kom ind i konsulentvirksomheden Bornerups, blev hun ansat som projektleder for større projekter inden for IT-branchen. Det lå ellers ikke lige for med hendes baggrund som kandidat i uddannelsesvidenskab, men siden ansættelsen har Naya stået i spidsen for implementeringen af ERP-systemer for 80+ kunder, og her har hendes uddannelsesmæssige baggrund blandt andet bidraget til, at hun kan hjælpe kunderne trygt igennem den ofte meget store forandringsproces.
Elektrikeren i Strandby - Strandby (VINDER)
Elektrikeren i Strandby havde mange års erfaring med montering og installation af varmepumper og solcelleanlæg, da de i starten af 2022 ansatte Lærke Kristensen for at hæve niveauet af markedsføringen af deres helt store passion, grøn energi. Med sin kandidatgrad i historie i bagagen kunne Lærke på kort tid omsætte komplekse emner til effektiv markedsføring. I dag er hun kommunikations- og marketingansvarlig og hendes evne til at oversætte regler har haft stor indflydelse på at gøre dem mere forståelige for virksomhedens kunder og bidraget til en mere effektiv sagsbehandlingstid.
Inelco Grinders - Pandrup
I 2021 blev Sofie Klitgaard Zachariassen ansat som kommunikations- og bæredygtighedsmedarbejder i Inelco Grinders, der leverer industriudstyr til svejseindustrien. Siden ansættelsen har hun demonstreret en evne til at skifte mellem strategisk tænkning og praktisk implementering. bl.a. som ansvarlig for projektet Grøn Cirkulær Omstilling. Hendes kandidatuddannelse i udvikling og internationale forhold har hun også anvendt til markedsføringen af virksomheden og hendes sproglige kundskaber har muliggjort en effektiv kommunikation med internationale kunder og samarbejdspartnere og har været en vigtig faktor for virksomhedens ekspansion på det internationale marked.
Regionsfinalister - Midtjylland
Vento Energy Support - Ringkøbing
I 2021 blev cand. negot. Lene Skyggelund ansat som Head of Administration & IT i Vento Energy Support. Virksomheden leverer specialister og teknikere til installations- og serviceopgaver i vindmølleindustrien. Siden ansættelsen har Lene optimeret og struktureret processer inden for digitalisering, forretningsudvikling, HR og bæredygtighed. Hendes arbejde med at fremtidssikre virksomheden og understøtte den fortsatte vækst har bidraget til, at Vento i dag står stærkt i et marked præget af ekstrem høj konkurrence og svære vilkår for underleverandører.
Klean Group - Aarhus
En ph.d. i digital transformation har sammen med et naturligt drive for samspil gjort, at Frederik Jeppesen er i stand til at sætte sig ind i komplekse forretningsudfordringer og skabe enkle, effektive løsninger hos digitalbureauet Klean Group og deres kunder. I sin rolle som Head of Strategy har han skabt markante økonomiske resultater. Han har været med til at skabe en helt ny kontraktform og han står bag virksomhedens platform PaperLounge, hvor juniorforskere fra Aarhus Universitet kan komme i dialog med erhvervslivet om deres forskningsresultater.
BF12 - Bording (REGIONSVINDER)
Siden 1974 har BF12 fremstillet træbaserede komponenter til møbel-, køkken- og byggeindustrien. Ansættelsen af Catharina Lopdrup i begyndelsen af 2022 har betydet, at virksomhedens fokus på bæredygtighed er blevet systematiseret og dokumenteret. Med en kandidatuddannelse i bæredygtighed i bagagen har hun lykkedes med at integrere bæredygtighed i virksomheden. Det er sket i et tæt samarbejde med kollegaerne, og med indsigt i arbejdsvaner og rutiner, har hun fået vendt skepsis til, at alle er med. Hendes tilgang til arbejdet med ESG har blandt andet resulteret i inklusion af 22% udsatte medarbejdere i virksomhedsdriften.
Regionsfinalister - Syddanmark
Ztove - Odense
Ztove er en iværksættervirksomhed, som udvikler præcis temperaturkontrol i kogegrej ved hjælp af induktionsteknologi. For at få styr på produktstrategien ansatte Ztove i 2022 Jeppe Bredahl Rasmussen, som projektmedarbejder. Jeppe har en ph.d. i Product Configuration System og var hurtig til at sætte sig ind i produktets muligheder og så også muligheden for at søge soft-funding. Med sin evne til at formidle værdierne og skaffe succesfulde projektbevillinger voksede Ztove med flere ansatte. I dag er Jeppe produktchef og har overtaget ansvaret for produktstrategi, forsyningskæde, udviklingsprojekter og er en helt uundværlig drivkraft i Ztove.
SelfBack - Odense (REGIONSVINDER)
Virksomheden SelfBack har udviklet en app til afhjælpning af lænderygsmerter. I 2022 ansatte de kandidat i historie, Mathias R.N. Hansen som specialist inden for research og fundraising, Her fik Mathias hurtig succes med sin evne til at omsætte enorme mængder af komplekst materiale til letforståelig kommunikation og handling. Siden ansættelsen har SelfBack formået at sende 45+ fondsansøgninger med en succesrate på over 30%. Det har blandt andet betydet, at virksomheden har vundet finansieringen til og muligheden for at lave verdens første effektbaserede afregningsmodel for en digital sundhedsapp i samarbejde med en dansk kommune.
SafeRoad - Odense
Vivi Jensen blev en del af SafeRoad, da de skulle udvikle en plan for lanceringen af en mobil støjskærm. På papiret kunne det virke usandsynligt, at én med en uddannelse i interkulturel pædagogik ville passe ind i en virksomhed, der beskæftiger sig med skilte og afspærringer. Men med Vivis pædagogiske baggrund har virksomheden kunnet skabe efterspørgsel frem for direkte salg. De begyndte at fokusere på, hvem der ville have gavn af deres produkter, i stedet for hvem, der skulle betale for dem. I stedet for kun at tale med bygherrer, rettede virksomheden opmærksomhed mod kommunale afdelinger, der skulle godkende støjende arbejde, byrådsudvalg, der fastsatte regler for egen og andres arbejde, samt boligforeninger og borgergrupper, der aktivt arbejder imod støj i deres område.
Regionsfinalister - Østdanmark
Partneren - Søborg (REGIONSVINDER)
Erhvervsrengøring er en branche med lav differentiering i produkter og services, så derfor valgte Partneren at positionere sig på deres fokus på digitalisering, miljø og bæredygtighed. Som et led i den udvikling ansatte de i 2022 Pernille Kassow, der har en kandidatgrad i naturforvaltning. Med sin viden og erfaring inden for området har Pernille bidraget til, at Partneren er kendt blandt eksisterende kunder og omverdenen for deres ambitiøse niveau inden for den bæredygtige agenda.
Byens Byggerådgivning - Frederiksberg
I starten af 2022 kom kandidat i Business & Communication Josephine Cramon med på holdet i den rådgivende ingeniørvirksomhed Byens Byggerådgivning. Resultatet af hendes strategiske tilgang til marketing har både skabt øget trafik på hjemmesiden, øget interaktionsniveau på sociale medier, flere henvendelser vedrørende rekruttering og øget klarhed, når det kommer til virksomhedens værdier og services. Hendes indsats har skabt tillid og troværdighed over for kunderne og allerede efter det første halve år fik Josephine et større ansvar i virksomheden, hvor hun også arbejder med virksomhedsudvikling i tæt samarbejde med ledelsen.
Capture One - Frederiksberg
I de to år cand. merc. Hakeem Osman har arbejdet i softwarevirksomheden Capture One har han transformeret virksomhedens program for studerende og gjort det til en af hjørnestenene i forretningen. Samtidig har han tredoblet indtjeningen fra deres universitetsindsatser. Hakeem er ikke den første akademiker i Capture One, men værdien i at supplere virksomhedens primært teknisk funderede stab med en kommercielt tænkende faglighed har Hakeem kun understreget.
Akademikerprisen 2022
Det blev Byggevirksomheden BM Byggeindustri, der vandt Akademikerprisen 2022. Læs mere her.
Regionsfinalister - Nordjylland
BM Byggeindustri - Hobro (REGIONSVINDER)
BM Byggeindustri er specialiseret i træbaseret modulbyggeri, og har ansat en uddannet filosof, Thomas Sørensen, som bæredygtighedsansvarlig. Thomas er blevet en vigtig brik i virksomhedens omstilling til bæredygtigt byggeri, og håndterer bæredygtigheds-certificering og de daglige arbejdsprocesser vedrørende systematisering og håndtering af byggesagerne. I arbejdet har han trukket på sin uddannelse og undervisningserfaring for at sikre forståelse og indsigt i overgangen til bæredygtigt byggeri hos såvel medarbejderne i produktionshallerne som montagefolkene på byggepladserne.
WeCare - Aalborg
Sofie Bilgrau blev ansat i WeCare som nyuddannet kriminolog med en bachelor i Politik og Administration. I dag er hun leder i virksomheden, der hjælper unge og familier i udsatte positioner. Sofie har igennem de sidste 3 år bidraget til virksomhedens vækst med procesoptimering, projekthåndtering, med viden om dataindsamling og udvikling af helt nye forretningsområder.
Dataproces - Nibe
En kandidat i idræt var måske ikke en oplagt ansættelse i et IT- og konsulenthus. Ikke desto mindre avancerede Peter Sandberg Nielsen hurtigt efter ansættelsen i Dataproces, og blev i april 2020 forfremmet til projektleder for forretningsområdet MARC Fleksløn. I dag har næsten 40% af landets kommuner købt MARC Fleksløn, og samtidig er det dét produkt i virksomheden, der har størst kundetilfredshed. Peters tilgang har medvirket til meget stor vækst og Dataproces blev i 2020 også introduceret på vækstbørsen Nasdaq First North.
Regionsfinalister - Midtjylland
Papp Danmark - Aarhus
Papp er en app, som gør parkering nemt ved hjælp af live-data fra p-pladser, så du let kan se, hvor der er ledige pladser. For at sikre den bedst mulige brugeroplevelse hyrede virksomheden en antropolog Martine Winther, som har hjulpet dem med at forstå, hvordan produktet bliver modtaget og anvendt af brugerne. Sammen med de tekniske udviklere er Martine med til at udvikle de løsninger, som matcher kundernes udfordringer.
Klosterbryggeriet - Skanderborg (REGIONSVINDER)
Klosterbryggeriet er et familieejet øl- og mostbryggeri, der i 2020 ansatte cand.mag. i filosofi Henrik Flensborg. Siden da har han hjulpet bryggeriet igennem en gennemgribende kommunikativ digitalisering, så der blandt andet ikke længere er brug for fysiske kundebesøg. Derudover var han med til at tilpasse virksomhedens aktiviteter til de corona-nedlukninger, som ramte bryghuset hårdt.
Viftrup Jespersen - Videbæk
Viftrup Jespersen er en vestjysk el- og entreprenørvirksomhed, der oprettede en stilling som HR Manager til en nyuddannet kandidat i uddannelsesvidenskab. Emma Løvschall Kristensen har siden da været en drivende kraft i forhold til at få skabt systematik for virksomhedens elektrikerlærlinge, så der nu ligger en skræddersyet plan for deres forløb. Hun har derudover overtaget flere andre ansvarsområder – herunder at stå for trivselsundersøgelser, planlægning af virksomhedspraktik og rekruttering.
Regionsfinalister - Syddanmark
Psykologerne på Torvet - Odense
Med klinikker på både Fyn og Sjælland havde Psykologerne på Torvet brug for hjælp til digitalisering og effektivisering af fx bookingprocesser, såvel som udvikling af organisationens kultur på tværs af lokationerne. I 2021 ansatte de derfor cand.mag. Kamilla Bennedsen, der har gjort det muligt at vækste virksomheden fra 6 til 15 medarbejdere. Kamillas faglighed har desuden bidraget til udvikling af virksomhedens digitale tilstedeværelse og synlighed, hvilket er medvirkende til, at de kan tiltrække nye ansatte, trods den lave ledighed blandt psykologer.
Investering og Studiebolig - Lunderskov
Investering og Studiebolig er et investeringskoncept og et deleøkonomisk alternativ til forældrekøb. Med en faglighed indenfor virksomhedskultur, forandringsledelse og HR, fik Emilie Vorager i 2021 rollen som tovholder for driften, samt udvikling og effektivisering af processer for den daglige administration. Siden ansættelsen af Emilie og virksomhedens Brand Manager, er Investering og Studiebolig vokset fra 3 til 11 medarbejdere, hvor alle nye medarbejdere også er akademikere. Aktionærkredsen er mere end tredoblet og virksomheden har desuden lanceret to nye søsterselskaber indenfor samme investeringskoncept.
Maturix - Odense (REGIONSVINDER)
Maturix leverer teknologi til måling af cement og er indenfor de sidste par år gået fra at være en iværksættervirksomhed med nogle få millioner i omsætning til i dag at have en tocifret million-omsætning. For to år siden ansatte virksomhedens stiftende ingeniører Mathias Jensen, der har en kandidatgrad i filosofi. Han har siden ansættelsen stået for at udvikle og strukturere virksomhedens support, lager, værksted med mere. Han har derigennem været en vigtig bidragsyder til, at Maturix kan have den rigtige mængde varer på hylden, hvilket har været altafgørende for virksomhedens vækst.
Regionsfinalister - Østdanmark
DynElectro ApS - Viby Sjælland
DynElectro, der arbejder med grøn energi, fik i 2021 civilingeniør i fysik og brændselscellespecialist Anne Lyck Smitshuysen med ombord som partner i virksomheden. Her leder hun innovationsudviklingen med et mål om at kunne levere teknologi, der kan accelerere den grønne omstilling med 15 år. I 2021 modtog hun en pris for sit ekstraordinære bidrag til den bæredygtige udvikling – en pris der har medført en mediedækning, som har markeret DynElectro på den internationale scene og resulteret i en forøget bevågenhed i forhold til kommende strategiske partnerskaber.
Dreamplan - København
Dreamplan er en digital platform, der skaber overblik over og yder finansiel vejledning om brugernes økonomi. I forlængelse af et Lead the Talent-forløb ansatte virksomheden Jeanette Trige Skovdal, som er uddannet digital og UX designer fra Kolding Designskole. Hun har blandt andet forbedret brugerrejsen og implementeret design thinking for at skabe den bedst mulige brugeroplevelse. Jeanette har desuden været en vigtig brik i virksomhedens transformation af kerneforretningen fra B2B software til B2C software med en ny visuel identitet og tilpasning af brugeroplevelsen til det nye kundesegment.
MTB-Tours - Værløse (REGIONSVINDER)
MTB-Tours holder til i Hareskoven, som danner ramme for et af Københavns bedste mountainbike-spor. Her står de for værksted, butik, café, events og mountainbike-udlejning. En nyansat kandidat i humanfysiologi, Simon Udsen Grandjean, har tilføjet en helt ny produktlinje hos virksomheden ved navn “MTB-skolen”. Produktet, der omfatter alt fra kurser, til børne-camps, og heldagsworkshops, er et direkte resultat af det arbejde, Simon har skabt.
Akademikerprisen 2021
Det blev hjælpemiddelvirksomheden By ACRE, der vandt Akademikerprisen 2021.
Regionsfinalister - Nordjylland
Technicon A/S - Hobro
Hos Technicon i Hobro udvikler man robotter, der gør hverdagen nemmere og mere effektiv for en lang række produktionsvirksomheder. Her har ansættelsen af Thomas Kibæk Bo Heltzen, som har en kandidat i teknologibaseret forretningsudvikling, skabt en tættere dialog med kunderne og det nødvendige overblik over de komplekse udviklingsprocesser.
Gatehouse Maritime - Nørresundby
Tidligere var Gatehouse Maritime fokuseret på enkelte kunders behov, men med ansættelsen af bl.a. Jens Yde, der er cand.merc – og derfor har indgående kendskab til handel og markedet – har de fået mere nuanceret indsigt i behovene. Nu beror nye udviklinger på markedsanalyser, og det har ført til ændringer i både forretningsudviklingen og styrket marketing og salg.
Green Instruments A/S - Brønderslev (REGIONSVINDER)
I Brønderslev udvikler Green Instruments avanceret måleindustri, der kan bruges til overvågning og beskyttelse af bl.a. boreplatforme. De har et tæt samarbejde med især maskinmesteruddannelsen i Frederikshavn, som sørger for, at der hele tiden kommer nye talenter til. En af dem er Jakob Brøns, hvis grundlæggende idé allerede i hans bacheloropgave har gjort virksomheden markedsledende.
Regionsfinalister - Midtjylland
Montera - Hørning
Lene Søndergaard har en kandidatgrad i virksomhedskommunikation og blev ansat som den første akademiker hos Montera i 2020. Montera havde udviklet sig fra lille tømrervirksomhed til landsdækkende montagefirma. I den forbindelse hjalp Lene med at strukturere organisationen, få styr på interne arbejdsprocesser, hvad der har resulteret i bedre overblik og højere arbejdsglæde for de ca. 50 ansatte.
MJT Container - Hadsten (REGIONSVINDER)
Med et ønske om større vækst ansatte MJT Container den nyuddannede Caroline Nielsen, der er cand.linc.merc til at styrke deres digitale tilstedeværelse og kommunikation med kunderne. Hun har bl.a. skabt synlighed på sociale medier og også sørget for kommunikationsmateriale til eksisterende kunder. I dag oplever virksomheden både en øget tilgang af kunder og mersalgsmuligheder blandt de eksisterende.
Ecograf - Brabrand
Som moderne trykkeri har Ecograf stort fokus på bæredygtighed og digitalisering. De to discipliner mødtes i ansættelsen af Natalia E.L. Madsen, der har en ph.d. i bioscience. Hun har både hjulpet med at opnå bæredygtighedscertificeringer, der gør trykkeriet mere konkurrencedygtigt i større udbud og styrket deres digitale kommunikation.
Regionsfinalister - Syddanmark
Merkur Gardiner - Odense
I hele virksomhedens levetid har gardinmontøren Merkur Gardiner primært solgt gennem netværket og anbefalinger. Men de så en mulighed for vækst i det private marked, og det førte til ansættelsen af Mette Ditmarsen, som er kandidat i virksomhedskommunikation. Hun har bl.a. skabt en ny hjemmeside og gjort dem markant mere synlige online.
Plan2Fly - Middelfart
Softwarevirksomheden Plan2Fly lader dronepiloter og kunder samles i ét samlet værktøj, der gør hele processen omkring tilladelser fra myndigheder ol. meget nemmere. Gennem to Lead the Talent-forløb ansatte direktør Ulrik Max Nielsen flere akademikere, heriblandt Melissa Søholm Tygesen, hvis baggrund dels i militæret og i international handel og markedsføring gør hende til et perfekt match som chefens højre hånd.
Kobots - Odense (REGIONSVINDER)
Med en baggrund i erhvervsjura kom Christina Grigoriou Dalsgaard først ind i virksomheden Kobots til at hjælpe med fundraising. Her beviste hun hurtigt sit værd, og i dag er hun Vice President og ansvarlig for den daglige drift i virksomheden, der udvikler robotter, som hjælper med skærearbejdet på byggepladser.
Regionsfinalister - Østdanmark
Tamigo - København
Direktør Jakob Toftgaard tog et sats, da han for ti år siden ansatte Bettina Schjerbeck, som er cand.mag. i retorik, til at stå for softwarevirksomheden Tamigos HR og rekruttering. I dag er hun Director of Operations, People & Culture og har været den drivende kraft bag en progressiv rekruttering, der sigter mod at skabe mest mulig diversitet og en åben, dialogbaseret kultur på kontoret. Og det skaber resultater både menneskeligt og økonomisk.
By ACRE - Kongens Lyngby (REGIONSVINDER)
Med ønsket om at ændre fortællingen omkring rollatorer og deres brugere har ByACRE skabt et helt anderledes hjælpemiddel til de, der har brug for lidt mere støtte. Maria Kjærsgaard, der i dag er Marketing manager og leder et lille team, har fået bekræftet mange teorier fra sit studie i erhvervsøkonomi og virksomhedskommunikation. Bl.a. det faktum at brugen af influencers naturligvis ikke er forbeholdt mode eller sport, men også i høj grad fungerer, når man sælger rollatorer.
Efsen Engineering A/S - Holte
Corona-krisen skabte en helt ny efterspørgsmål på en teknologi, som Efsen Engineering har specialiseret sig i i over 30 år, nemlig UV-lys som desinfektion. Det skabte behov for en ny kommunikation og en ny strategi, og bag den står den mere kommercielle Jakob Holm, der er cand.merc og har en lang international erfaring fra større medie- og kommunikationshuse. Han har stået bag lanceringen af nye produkter og skabt et helt nyt kundegrundlag.
Akademikerprisen 2020
På grund af konsekvenserne af covid-19 besluttede vi ikke at afholde Akademikerprisen i 2020.
Akademikerprisen 2019
Det blev hjælpemiddelvirksomheden Dansk Plejeteknik fra Høng, der vandt Akademikerprisen 2019.
Nord - regionsfinalister
VELA | Aalborg
VELA er en dansk familieejet virksomhed grundlagt i 1935. De har specialiseret sig inden for produktion af ergonomiske stole til ethvert formål. For 2 år siden ansatte de akademikeren Naja, der bl.a. arbejder på en ph.d., da virksomheden er sikre på, at det er via forskning og viden, de kan fastholde deres position i markedet.
WASHPOWER | Bedsted
WashPower udvikler og sælger automatiserede vaskerobotter til svinestalde. De har ansat Martin, en akademisk projektleder, via Landdistriktsfonden. Oprindeligt blev han ansat til produktbeskrivelser og dokumentation, men ejerene erkendte hurtigt, at Martin kunne meget mere, da han griber mulighederne og skaber overblik og struktur i virksomheden.
HOSTA INDUSTRIES | Hjallerup
Hosta Industries blev etableret i 1973 og er en førende leverandør til metalindustrien i Danmark og udlandet. For 3 år siden ansatte de Anja som HR Manager. Hun er cand. mag. i humanistisk informatik, og hun var hurtigt med til at styrke rekrutteringsindsatsten og medarbejderudviklingen på alle niveauer.
Midt - regionsfinalister
STRANDBYGAARD | Skjern
I 2018 ansatte trykkeriet Strandbygaard Janet, der har en master i teknisk miljø- og arbejdsmiljøledelse. Hendes arbejde med at udarbejde certificeringer og miljømærker har betydet en stor udvikling af virksomheden. Strandbygaard ligger nu langt foran sine konkurrenter, hvad angår bæredygtighed og hele virksomheden er blevet strømlinet i henhold til LEAN-principper.
FONDEN ØRTING | Odder
Diane, PhD i vidensamarbejde og innovationsprojekter, blev i 2016 ansat til at undersøge muligheden for at etablere et tiltrængt bosted for unge autister over 23 år. Hendes arbejde har resulteret i, at Fonden Ørting nu er ved at bygge 4 lejligheder, hvor de første unge kan flytte ind i november 2019. Derudover har projektet udviklet sig til en ambition om at ville være en socialøkonomisk virksomhed.
KÆRSGAARD | Viborg
Kærsgaards ansættelse af Lisa, en industriel designer med master i designledelse, har betydet at stål- og smedevirksomheden, udover altaner, også kan lancere et sortiment af altanmøbler. Lisas arbejde har medført flere ansættelser i produktionen, og derudover har hun tilført virksomheden en ny IT-orienteret tilgang.
Syd - regionsfinalister
LEDON | Gram/Kolding
LEDON producerer legeredskaber af høj kvalitet og med lang levetid. I 2017 flyttede LEDON en del af virksomheden til Kolding samtidig med at de ansatte Søren, der er designchef og uddannet cand. mag. Akademikernes ankomst har betydet vækst og styrket samspillet mellem de forskellige faggrupper.
JEROS | Ringe
Jeros har 55 års erfaring inden for udvikling, produktion og salg af pladerensere, opvaskemaskiner og kassevaskere. For nogle år siden ansatte Jeros Brian, som er uddannet HA. almen og cand. it. Gennem årene hos Jeros har Brian været med til at optimere deres processer, sætte ting i system og sikre, at virksomheden kan omstille sig, når det kræves.
AB ELECTRIC | Kolding
AB Electric blev grundlagt i 1980 og er beliggende i Kolding. Virksomheden har specialiseret deres kompetencer inden for installation, automation og energiteknik. I 2018 ansatte de Henriette, der er uddannet cand. merc. HRM, og hun har gjort en afgørende forskel i forhold til HR-processer og forandringsledelse.
Øst - regionsfinalister
JO SAFETY | Nykøbing Falster
JO Safety startede som et traditionelt trykkeri for mere end 40 år siden, og har sidenhen specialiseret sig i sikkerhedsskiltning. Ansættelsen af Søren, cand. merc. og Michelle, der har en HD i Supply Chain Management, har betydet et løft af virksomhedens standarder, sikkerhed og teknik og gjort det muligt for JO Safety også at tiltrække de store kunder.
DANSK PLEJETEKNIK | Høng
Ansættelsen af cand.linc.merc. Britt har muliggjort det næste skridt i udviklingen af Dansk Plejetekniks kerneområde - at yde service og reparere hjælpemidler til den danske hospital- og plejesektor. Britts arbejde har betydet, at virksomheden nu kan tilbyde en række efterspurgte kurser, hvor kunderne selv kan lære at vedligeholde hjælpemidlerne.
WARBURG VVS & KLOAK EKSPRES | Brøndby
Warburg VVS & Kloak Ekspres er en familieejet virksomhed, der med ansættelsen af cand. com. Alexandra har fået løftet niveauet af deres præsentationsmateriale og digitale markedsføring. Det har betydet, at de nu kan tiltrække nye kundegrupper, hvor kvaliteten i kommunikationen er afgørende for tilliden til, at Warburg VVS & Kloak Express kan løfte opgaven.
Akademikerprisen 2018
Det blev design- og fødevarevirksomheden Retap, der vandt Akademikerprisen 2018. Iværksættervirksomheden fra Agerskov i Sønderjylland har gennem ansættelsen af akademikere været i stand til at disrupte og udvikle kerneforretningen. Med miljø og bæredygtighed som fundament for virksomheden har de formået at udvide forretningen fra produktion af vandflasker til også at inkludere fødevareproduktion.
Prisuddelingen blev afholdt den 29. oktober på Nationalmuseet. De 3 andre finalister var Actas, Smemek og Kopp Sorø.
Akademikerprisen 2017
Gardin Lis fra Randers blev vinderen af Akademikerprisen 2017. Virksomheden har siden ansættelsen af en akademiker udviklet sig fra at være en lokal gardinbutik til en eksportvirksomhed i vækst. I dag er Gardin Lis en virksomhed med 36 ansatte og kunder i hele Danmark og i udlandet.
Prisfesten blev afholdt 7. november i Børsbygningen i København. De 3 andre finalister var EasyFood, Induflex og Hansen Flødeis.
Akademikerprisen 2016
Akademikerprisen 2016 gik til betonvirksomheden Hi-Con i Hjallerup. Virksomheden har på få år skiftet fokus fra at producere konstruktioner i højstyrkebeton til at levere viden om beton. Samarbejde mellem akademikere, faglærte og ufaglærte har skabt nye arbejdspladser.
Prisen blev uddelt 9. november i Industriens Hus i København. De 3 andre nominerede virksomheder var Solid Production, Vestergaard Marine Service og Coinify.
Akademikerprisen 2015
Akademikerprisen 2015 gik til Ribe Jernindustri. Virksomheden satsede på akademisk arbejdskraft, da nedgangen skulle vendes til fremgang. I dag har den akademiske arbejdskraft en nøglefunktion hos virksomheden.
Prisen blev uddelt den 11. november 2015 på Carlsberg i København.