Af Louise Graa Christensern Foto Louise Graa Christensen
Med et job som programleder for advocacy og analyse i Unicef Danmark var Kristina Helland Strandbys karriere i fuld gang. Der var masser af energi til at udvide den professionelle horisont; Måske skulle hun gå efter en plads i en bestyrelse? Finde et meningsfuldt frivilligt arbejde eller dyrke sin faglighed i forskellige netværk?
Det var det, Kristina Helland Strandbys tanker kredsede om, da hun i oktober 2022 tog hul på 40’erne. Men ugen efter sin runde fødselsdag fik hun konstateret den sjældne kræfttype galdegangskræft. Det blev opdaget i forbindelse med en helt anden undersøgelse, for hun havde ingen symptomer.
Hun gik på kort tid fra et fuldtidsjob med fokus på at forbedre børns vilkår til at være patient på fuld tid med en to do-liste, der består af hyppige hospitalsbesøg med blodprøver, kemoterapi og behandlingsplaner, der skal studeres nøje for at følge med.
Det fortæller hun, da Akademikerliv møder hende i hendes hjem. For nu er det ikke længere på kontoret, hun bruger dagtimerne, men i familiens gule hus på Frederiksberg og i den lille tilhørende have, hvor hun nyder at drikke sin kaffe og se de nyudsprungne grønne blade på buske og træer.
Vindueskigger på LinkedIn
Kristina Helland Strandby er iklædt farverigt tøj med blomster, og i køkkenet ses børnetegninger og kasser med klodser og legetøj. På bordet står en buket med friske blomster – dem får hun tilsendt mange af i øjeblikket. Vi får Nescafé, og undervejs i samtalen besvarer hun ind imellem spørgsmål fra en tømrer, der bygger et skab:
- I starten, da jeg fik diagnosen, virkede husprojekter ligegyldigt. Men vi bliver også nødt til at fokusere på andre ting end sygdom, og vi vil ikke sætte alting på pause. For hvorfor skulle vi gøre det? Nogle kommer jo igennem det, så hvorfor ikke mig? Jeg er ung i forhold til det tidspunkt, hvor man normalt får stillet diagnosen, så jeg vil ikke hæfte mig for meget ved statistikken, men tro på, at det er mig, der kommer til at ændre den, siger hun.
”Lige nu er jeg mere en vindueskigger her på LinkedIn. Med et lille stik i hjertet drømmer jeg mig væk i alle de spændende projekter, som mennesker i mit netværk deler.”
- Kristina Helland Strandby
Et stykke tid efter, at Kristina Helland Strandby fik den uventede besked om diagnosen, skrev hun et opslag på LinkedIn:
- Min faglige identitet er ufrivilligt sat på pause. Nu handler alt om mig og min krop. Min energi går til at få en ”normal” hverdag med to små børn og min mand. Det var meget langt fra mine drømme om 40’erne (…). Lige nu er jeg mere en vindueskigger her på LinkedIn. Med et lille stik i hjertet drømmer jeg mig væk i alle de spændende projekter, som mennesker i mit netværk deler. Jeg er heldigvis stadig fuld af håb og optimisme, om at jeg vender stærkt tilbage og deltager i verden omkring mig snart.
Indlægget skrev hun for at informere de forbindelser, der ikke var en del af hendes familie og nære venner, om baggrunden for, at hun ikke gav lyd fra sig. Men hun skrev det også for at sætte fokus på sorgen over at måtte sætte karrieren ufrivilligt på pause.
- Jeg synes, det er vigtigt at sætte fokus på, at det kan være en sorg på flere parametre, når man får en alvorlig sygdom. Selvfølgelig er det en kæmpe sorg, at jeg ikke kan være der for mine børn på samme måde som før, og at jeg ikke ved, om jeg er der for dem i fremtiden. Men det er også en form for faglig sorg – et tab af, hvem man er, af det man brænder for og får energi af. Jeg får energi af at bidrage med noget, og det føler jeg ikke, jeg gør lige nu,” siger hun.
”Jeg synes, det er vigtigt at sætte fokus på, at det kan være en sorg på flere parametre, når man får en alvorlig sygdom.”
- Kristina Helland Strandby
Fokus på krop og familie
Det, at Kristina Helland Strandby ikke føler, hun kan bidrage, har hendes arbejdsplads gjort sit for at skabe ro omkring. De har nemlig været fuldstændig tydelige omkring, at de ikke forventer, at hun på nogen måde ”er på”.
- Til at starte med forsøgte jeg mig med at arbejde nogle timer om ugen, men efter nogle måneder fungerede det slet ikke. Jeg har kemohjerne, så det går langsomt, og meget af mit job handler også om at reagere hurtigt i takt med pressens og vores øvrige interessenters dagsorden, så man kan ikke bare logge på indimellem” siger hun.
- Det er super frustrerede, når jeg bare gerne vil være på arbejde. Jeg synes virkelig, det er sjovt og vil så gerne være en del af organisationen, som hele tiden udvikler sig og tage del i de beslutninger, der bliver truffet. Der er en stor sorg over sygdommen, men også over det, man misser arbejdsmæssigt og fagligt.
Faktisk blev sorgen over kun at være med på sidelinjen og se alle de spændende møder og opgaver passere forbi, kun værre, når Kristina Helland Strandby mødte op på kontoret. Så selvom hun faktisk ikke har fået sat auto-reply på, har hun fuldt ud erkendt, at det ikke er på arbejdet, hun skal lægge sin sparsomme energi.
- Vores HR-chef gjorde det klart for mig, at jeg havde en helt legal grund til at fuldtidssygemelde mig, og at jeg ikke skulle frygte at miste mit job, men fokusere på min krop og min familie. Og så sagde hun nogle ord, der har betydet meget for mig: ”Du må gerne komme, men det skal være fordi, det giver dig energi”.
De ord hjalp hende til at give slip, fortæller hun. Auto-reply er stadig ikke sat på, men hun har indset, at hun ikke kan tage del i arbejdet.
Ingen mudret kommunikation
Kristina Helland Strandby er taknemmelig for, at hun samtidig med sygdommen ikke skal kæmpe med mudret kommunikation fra arbejdspladsen.
- Bare tanken om også at mærke et forventningspres fra chefen om, at man da måske godt lige kunne lave lidt, er helt forfærdelig. For der er rigeligt at kæmpe med.
Hun har dog hele tiden vidst, at hun var velkommen til at komme og få en kop kaffe når som helst, men i takt med flere kemobehandlinger er hendes krop mærket, og for eksempel er der lige for tiden ikke overskud til den træning, hun i starten havde stor glæde af at lave sammen med andre kræftramte.
De små ting kan bringe glæde
Indimellem dukker der historier op med mennesker, der fortæller om, hvordan det har givet dem en helt masse indsigter at være alvorligt syg, fordi de så sætter meget mere pris på nuet. Sådan har Kristina Helland Strandby det ikke.
- Det er selvfølgelig fint at gøre sig tanker om at være taknemmelig for det, man har, men jeg kommer ikke til at sige, at det er en gave at have fået et dødsperspektiv. Det her er heller ikke en af de pauser i arbejdslivet, som man kan nyde, for der er ingen plan, kun uvished, siger hun.
- Indtil for nyligt har jeg har været rimelig mobil, haft det godt og kunnet være der for børnene, men den sidste måned er jeg begyndt at blive angst for, hvor hårdt det mon bliver, og hvor meget, sygdommen kommer til at fylde. Men i forhold til ens arbejdsliv er det selvfølgelig sundt nok at erkende, at man ikke er uundværlig på sin arbejdsplads.
Adspurgt om, hvad der kan bringe energi og glæde, nu hvor hun ikke kan få det fra sit arbejde, svarer Kristina Helland Strandby, at det er de helt små ting.
- Det er virkelig en glæde for mig at kunne gå ud i vores lille have, når solen skinner. Så kan jeg bruge min krop lidt ved at lave en lille smule havearbejde, der kan give et hurtigt og synligt resultat. Hvis jeg endelig har en dag, hvor jeg ikke har planer i forbindelse med hospitalsbesøg og behandling, og ikke har det for skidt, er det vigtigt for mig at ses med nære venner, fortæller hun.
- Der var en dag, hvor min afdelingsleder og en kollega bankede på for at give mig en påskegave fra arbejdet. Det betød meget, for det er rart, at der er en forbindelse til min arbejdsplads. Det gør, at jeg ved, de nok indimellem føler, at de mangler mig, og den viden er god at have.
