”I et rum med kvindelige iværksættere, oplever jeg, at der også bliver talt om de svære ting og ikke kun om, hvor godt det går”

Det, der startede som et studieprojekt, er blevet til den fremadstormende virksomhed Manigrip, der kombinerer lækkert design med hjælpemidler til gigtramte. Den ene stifter, Henrikke Kylén Pedersen, glæder sig over at sparre med andre kvindelige iværksættere og forventer en lys og travl fremtid for firmaet.

 

 

Af Louise Graa Christensen Foto Per Bille

 

”Design noget, der kan hjælpe mennesker med kroniske lidelser.” Nogenlunde sådan lød det, da de studerende på faget Interaktionsdesign på Aarhus Universitet fik stillet en opgave tilbage i 2016. Den gruppe, som Henrikke Kylén Pedersen var en del af, gik til opgaven, som var det enhver anden opgave på studiet. Og at netop den ide, der dukkede op på papiret, senere hen skulle løfte sig fra det og materialisere sig i form af en frugtbar forretning, havde ingen af dem forestillet sig på det tidspunkt.

For 29-årige Henrikke Kylén Pedersen, der i dag er direktør og co-founder i virksomheden Manigrip, er tiden suset af sted lige siden dengang, og i dag står hun med et unikt produkt, der er stor interesse for.

“Jeg føler mig meget heldig og taknemmelig over, at det hele er lykkedes så godt. Det skyldes, at vi har arbejdet hårdt, men også at vi har fået hjælp fra dygtige sparringspartnere og investorer,” siger hun.

 

Et ønske om lækre produkter

Tilbage på studiet begyndte gruppen med at google sig frem til de mest udbredte kroniske lidelser i Danmark. Her lå gigt højt på listen, og de tog derfor kontakt til Gigtforeningen for at høre om, hvad de gigtramte efterspurgte. Gruppen fik et møde i stand, og til mødet deltog en ergoterapeut og to kvinder med gigt. Det stod hurtigt klart, at kvinderne havde problemer med de hjælpemidler, de var dybt afhængige af.

“Vi vidste ikke ret meget om, hvordan gigt påvirker livet hos de ramte, og det var faktisk nogle af de input, vi fik til det møde, der kickstartede det hele. Efterfølgende samlede vi mange flere indsigter, og vi fandt hurtigt ud af, at mange af de gigtramte ikke ønsker at se sig selv som syge, men som mennesker med udfordringer. Og det satte de store, klumpede hjælpemidler, som fandtes, ofte en stopper for,” fortæller Henrikke Kylén Pedersen.

“Det stod hurtigt klart, at der var et stærkt ønske om nogle lækrere produkter, som fungerede smartere og passede ind i et moderne hjem. De her mennesker vil ikke føle sig stigmatiserede, og de efterspurgte også noget, der var mere multifunktionelt. Efter mødet blev vi sendt tilbage til tegnebrættet, og vi skylder dem stor tak for at give os ideen.”

 

Multifunktionelt og stilrent hjælpemiddel

På tegnebrættet opstod Wini – en ny type hjælpemiddel, der fungerer som en grebsforstørrer til mennesker med nedsat håndfunktion ved at give et bedre greb om mange forskellige hverdagsredskaber. Wini er i øvrigt opkaldt efter en af de kvinder, som var med til det første møde.

“Vi ville gerne lave noget, som gav de gigtramte bedre mulighed for at passe hjælpemidlerne ind i deres hverdag og ændre mindst muligt i deres hjem og liv, for en diagnose er en stor omvæltning i sig selv. Konceptet er et stilrent greb, som kan bruges til alt fra hæklenåle til bestik, fordi det er fleksibelt. Når du trykker på en knap, lukker det sig om den genstand, du vil bruge, uanset tykkelse. Det betyder, at du ikke skal have en masse forskellige hjælpemidler liggende, og du kan nemt kan tage grebet med dig,” forklarer Henrikke Kylén Pedersen.

 

En iværksætter i maven

Overgangen fra studie- til iværksætterliv blev glidende for Henrikke Kylén Pedersen og hendes makker, og derfor gjorde hun sig ikke en masse tanker om, hvorvidt hun turde gå i den retning, da gruppens underviser opfordrede dem til at gå videre med deres ide.

“Vi fik en plads sammen med andre studerende og iværksættere på universitetet og skulle pludselig forholde os til en helt masse nyt. Vi er humanister, og pludselig skulle vi lære om forretningsplaner, markedsvalidering og budgetter. Det var en stejl læringskurve, men sådan er det at være iværksætter: Man skal hele tiden lære nyt,” siger Henrikke Kylén Pedersen.

 

“Vi vidste ikke ret meget om, hvordan gigt påvirker livet hos de ramte, og det var faktisk nogle af de input, vi fik til det møde, der kickstartede det hele”

- Henrikke Kylén Pedersen, medstifter af Manigrip

 

Når hun kigger tilbage på sit liv, kan hun dog godt se, at hun – uden at vide det – nok altid har haft en iværksætter i maven:

"Med de valg, jeg har truffet løbende, er det naturligt, at det har ført mig herhen, men jeg har ikke tænkt over det undervejs. Jeg har jo dels truffet nogle uddannelsesvalg, der understøtter det, og dels giver det mening ud fra de ting, der motiverer mig – heriblandt at tage ansvar,” siger hun og uddyber:

“Jeg har altid møvet mig derhen, hvor ansvaret lå, og hvor man kan udvikle sig. Jeg synes, det er sindssygt fedt at skabe nyt og har både været i job og frivillige stillinger, hvor det var omdrejningspunktet.”

 

Henrikke Kylén Pedersens 3 bedste råd til dig med iværksætterdrømme:

  1. Sørg for ikke at leve dyrt, indtil firmaets økonomi er helt på plads.
  2. Sparringspartnere er guld værd, så ræk ud.
  3. Det er ikke bæredygtigt at arbejde 80 timer om ugen – sørg for at finde en balance.

 

Foto: Per Bille

 

Savner ikke et ”voksenjob”

Om Henrikke Kylén Pedersen ville trives i et ”voksenjob”, som hun kalder fast arbejde med mødetid fra 8-16, ved hun ikke, for hun har ikke prøvet det:

"Men jeg har svært ved at forestille mig, at jeg ville trives i det. Efter noget tid ville jeg sikkert bare begynde at få en masse andre ideer, der ikke passede ind,” siger hun.

At hun ikke drømmer om et 8-16-job betyder dog ikke, at hun ikke tænker over, hvor mange timer, hun lægger i firmaet.

“Både jeg og min makker er meget opmærksomme på, hvordan vi har det, og en 80 timers arbejdsuge ville være helt forfærdeligt for os. Arbejdet skal være inden for fornuftige rammer, og vi skal også holde weekend.

 

“Jeg har altid møvet mig derhen, hvor ansvaret lå, og hvor man kan udvikle sig”

- Henrikke Kylén Pedersen, medstifter af Manigrip

 

Henrikke Kylén Pedersen ejer Manigrip sammen med en af de andre studerende fra dengang, nemlig Thomas Solgaard. De andre faldt gradvist fra. Hun og Thomas Solgaard har drøftet, hvordan de vil gøre, hvis de hver især på et tidspunkt skal på barsel:

“Jeg bliver 30 næste år, så det er naturligt, at vi skal lave en aftale om, hvordan vi kan gøre det. Det skal kunne lade sig gøre at holde barsel som selvstændig, men hvis det skal lykkes, skal man finde den gyldne middelvej. Jeg synes, der er mange interessante konstellationer, for eksempel deltidsbarsel, og så er jeg virkelig glad for, at der er kommet øremærket barsel til mænd,” understreger hun.

 

Sparring med andre kvindelige investorer

Ser man på tal fra Dansk Erhverv, afspejler de en ulighed på iværksætterområdet imellem mænd og kvinder, hvor kun 27 procent af danske iværksættere er kvinder, kun 1,5 procent af den funding, der går til startups, går til rent kvindelige founderteams, og kun 7 procent af danske kvinder forventer at starte virksomhed inden for de næste tre år. Den tendens har Henrikke Kylén Pedersen heldigvis ikke mærket meget til på nært hold.

Dyk ned i tallene for kvindelige iværksættere her

“Da vi søgte investorer, var det primært mænd, men vi var heldige at få hele tre kvinder med ombord, og det er jeg megaglad for. Vi har primært begået os i unge iværksættermiljøer, og der er det mit indtryk, at der er en del kvinder, så det gør mig glad og fortrøstningsfuld. Jeg tror, det handler meget om, hvor man befinder sig, i forhold til hvor meget miljøet er præget af at være en mandeverden, men tallene kan man jo ikke ignorere,” siger hun.

For Henrikke Kylén Pedersen har det været vigtigt at have nogen at spejle sig i, og sparring med kvindelige iværksættere har været og er en vigtig del af hendes iværksættereventyr:

“Når man sætter sig i et rum med kvindelige iværksættere, oplever jeg, at der også bliver talt om de svære ting og ikke kun om, hvor godt det går. Forleden mødte jeg med en anden kvindelig iværksætter og spurgte, hvordan det gik. Så kiggede hun bare på mig og sagde: ”Det skal vi ikke lige tale om i dag”. Det, synes jeg, var enormt forfriskende og fair, for jeg kender det udmærket godt selv, selvom jeg ikke ville bytte iværksætterlivet væk.”

 

 

 

knap - Bliv medlem

 

 

Startup-tilbud

Går du selv rundt med en iværksætter i maven? Eller er du bare nysgerrig på, hvad det betyder at være selvstændig?

I vores startup-tilbud kan du finde hjælp til alt lige fra den indledende afklaringsfase, hvor du finder ud af om livet som selvstændig er noget for dig, til udviklingen af din forretning, så du kan leve af den – uanset om du er soloselvstændig konsulent eller en del af et team, der drømmer om at udvikle en app. 

Gå til siden Iværksætteri