23. okt. 2023

”Vi anede ikke, at vi havde brug for en middelalder-historiker”

Odense-virksomheden SelfBack arbejder med IT-løsninger i app-form. Sammen med nogle af verdens førende forskere på området, har virksomheden blandt andet udviklet app’en SelfBack, som skal hjælpe mennesker med lændesmerter. 

Målet er, at app’en skal bredes ud til hele verden, og den opgave kræver kompetent og dedikeret arbejdskraft. Det vidste CEO og Founder i SelfBack, Søren Kleberg godt. Hvad han ikke regnede med, var, at arbejdskraften ville komme i form af en nyuddannet cand.mag. i historie med speciale i kong Christian den 2.s kobbermønter. 

Tekst Rie Helmer 
Foto Henrik Hertz

Forskellen på at studere moderne historie og middelalderhistorie er antallet af kilder. Sådan forklarer Mathias Hansen det. Han er uddannet cand.mag. i middelalderhistorie fra Syddansk Universitet i Odense. 

I dag bærer han titlen ”Research & Grant Specialist” i den fynske IT -virksomhed SelfBack. 

Hvad den jobtitel dækker over, vender vi tilbage til. Først skal vi have en forklaring på, hvorfor antallet af historiske kilder er relevant for jobbet i en start-up IT -virksomhed. 

Sagen er den, uddyber Mathias Hansen, at indenfor moderne historie er der så mange kilder at tage af, at man kan finde viden om næsten alt. Kunsten her består i at navigere i dem. Men indenfor middelalderhistorie er der så få kilder, at her må man leve med, at der er ting, man ikke ved. At man selv skal forsøge at fylde hullerne ud ved sandsynliggørelse. 

”Man skal forbinde de få kilder, der er, til en slags kludetæppe, men med huller i”, forklarer han. Og fortsætter:

”Det skal man kunne se som en spændende udfordring. På den måde ligner det at studere middelalderhistorie arbejdet i en start-up. Her kan man heller ikke vide alt. For ingen har gået vejen før. Man skal selv skal finde svarene”, konstaterer han tilfreds. 

Der er perspektiver i de kringlede udfordringer

For Mathias Hansen er det netop de kringlede udfordringer, der for alvor tænder op under arbejdsiveren. Giv ham en lodret læringskurve – så er han klar. 

”Ja, jeg gider ikke noget, der er ukompliceret”, griner han. 
”Det er vigtigt for mit engagement, at tingene ikke er halvhjertede. Og at der er potentiale til stede”. 

Det var der hos IT -virksomheden SelfBack, som arbejder med IT-løsninger i app-form, især med fokus på appen SelfBack. Den er et evidensbaseret supplement til et normalt behandlingsforløb for patienter med ondt i lænden. Blandt andet baseret på kunstig intelligens. 

”Da jeg fik at vide, at der er 600 millioner mennesker med ondt i ryggen på verdensplan, tænkte jeg, at dem er der da perspektiver i at hjælpe!”, siger Mathias Hansen. 

Derfor var han også efter eget udsagn intet mindre end lykkelig for at få tilbudt en praktikperiode i virksomheden. Både fordi potentialet i at vækste virksomheden var så enormt, og fordi han så muligheden for selv at vokse med opgaven. 

Men hvordan får en middelalder-historiker overhovedet ansættelse som specialist indenfor research og fundraising i en IT-virksomhed, der arbejder med digitalisering og kunstig intelligens? 

Tag skyklapperne af og find det utraditionelle

Svaret er, at CEO og Founder i SelfBack, Søren Kleberg for et års tid siden tilmeldte SelfBack til et lokalt fynsk event, ”Lead the Talent”, som har til formål at matche nyuddannede med virksomheder med behov for arbejdskraft. 

Fremgangsmåden er, at virksomhederne kommer med en strategisk case. De ledige talenter skal så i samarbejde i grupper á fem komme med et bud på en løsning af opgaven.   

”Det var perfekt for os at kunne lægge et spørgsmål ud, vi ikke selv kendte svaret på”, siger Søren Kleberg. 

”Det betød nemlig, at vi ikke kom til at begrænse os til en bestemt type af medarbejder. Man kan så nemt blive fanget i en traditionel opfattelse af, at den medarbejder man leder efter, skal være ingeniør eller matematiker, for det er de fleste andre i den her type virksomhed. Men hvis vi havde haft den slags skyklapper på, havde vi måske aldrig opdaget Mathias’ kvalifikationer”. 

Opgaven til de unge talenter lød på at lave en oversigt over de lande i Europa, der var mest klar til SelfBacks nye sundhedsteknologi. Og så skulle de lave en markedsstrategi. 

Som gruppens eneste humanist, påpegede Mathias Hansen, at en forudsætning for succes var, at befolkningen i de pågældende lande rent faktisk kunne finde ud af at bruge en app på deres telefon. 

”Sådan er jeg vant til at tænke. Og med det udgangspunkt, identificerede vi tre lande, der havde potentiale. Det er også de lande, vi arbejder videre med i dag, så det viser, at det var et stærkt produkt, vi leverede”, siger Mathias Hansen. 

Tallene taler deres eget tydelige sprog

Efter de tre måneder, hvor Søren Kleberg løbende kunne se talenterne over skulderen, mens de var i praktik i virksomheden, fik Mathias Hansen et tilbud om fastansættelse. Han svarede nemlig ”rigtig, rigtig godt”, siger Søren Kleberg, på de spørgsmål, de unge talenter også fik hver især undervejs i praktikken. 

Sin jobbeskrivelse var Mathias Hansen selv med til at udforme sammen med sin CEO, og titlen ”Research & Grants Specialist” dækker over netop det, som Søren Kleberg og Mathias Hansen sammen kunne se det helt store potentiale i. 
I dag taler tallene deres eget tydelige sprog om, at de dengang så rigtigt. Siden ansættelsen af Mathias Hansen har SelfBack nemlig formået at sende 45+ fondsansøgninger afsted med en succesrate på over 30%.

”Det er et område, han har suverænt ansvar for. Så det, vi får igennem der, er 100 % hans fortjeneste”, forklarer Søren Kleberg.

”Der er mange nyuddannede, som i deres første job bliver overraskede over livets realiteter: At det først som sidst jo er bundlinjen, der tæller. Men jeg mener, det er åben og ærlig snak, at alle i en virksomhed skal bidrage. Hvis man ikke bidrager til bundlinjen, er der noget galt. Men det gør Mathias i den grad”.


Det er kun sejren, der tæller

At bidrage til bundlinjen var netop overskriften for de tre kriterier, Mathias Hansen blev præsenteret for, da han blev ansat. 

1) Han skulle tjene sin egen løn ind, 2) han skulle nå op på en fastlagt succesrate med sine fondsansøgninger og 3) projektet med at internationalisere app’en skulle lykkes. 

Nogle nyansatte kunne måske blive skræmt af den udsigt, men for Mathias Hansen var det lige omvendt. Det var blot endnu en af den slags udfordringer, der giver ham lys i øjnene. 

”Som stor FCK-fan gælder det over hele linjen for mig:  Det er kun sejren, der tæller”, griner han. 

Men ud over bidraget til bundlinjen er der naturligvis også andre parametre, en skattet medarbejder bliver værdsat ud fra. 

”Mathias er målrettet og drevet af missionen. Han er engageret og går på med krum hals. Og hans entusiasme smitter. Og så er han, vigtigst af alt, en rigtig god kammerat og kollega”, siger Søren Kleberg. 

Da han skal give et eksempel på, hvad det især er for kompetencer, en akademiker som Mathias Hansen har, som en IT-start-up-virksomhed har brug for, forklarer Søren Kleberg det således:

”En af de store opgaver hos os er, at vi har en masse data, som skal struktureres, og som man skal kunne finde rundt i igen. Mange uddannede historikere bliver bibliotekarer. Man kan sige, at hvor de arbejder med en stor mængde analoge data i form af bøger og sørger for, at man kan finde dem igen, der arbejder Mathias med noget af det samme, bare oversat til digital”. 

Historisk viden kan være afgørende for vigtige forretningsbeslutninger

Udover de rent akademiske kompetencer med at kunne overskue store mænger information og hurtigt at kunne skabe overblik og mening i en masse løse ender, drager SelfBack også direkte nytte af Mathias Hansens historiske viden. 

”Når vi for eksempel skal rekruttere belgiske samarbejdspartnere, bliver Mathias’ historiske viden pludselig helt afgørende for den forretningsbeslutning, vi skal tage”. 

Søren Kleberg

Her har Søren Kleberg et godt eksempel med de europæiske lande, som SelfBack er på vej ind i. 

”Vi arbejder blandt andet på at få foden indenfor i Belgien”, forklarer han. 

”Her tænker man måske, at det bør være nemt nok. At landet ligner Danmark rimelig meget. Men i Belgien taler man tre sprog; flamsk, fransk og tysk. Her ved Mathias præcis, hvorfor det forholder sig sådan, i hvilke byer og områder, man taler hvad, og han kan sætte det ind i en historisk kontekst, så vi alle sammen forstår det”. 

Søren Kleberg fortsætter: 
”Når vi for eksempel skal rekruttere belgiske samarbejdspartnere, bliver Mathias’ historiske viden pludselig helt afgørende for den forretningsbeslutning, vi skal tage”. 

De ”dumme spørgsmål” går begge veje

Og læringen går begge veje. 

Hvor Mathias Hansen kan bidrage med en dyb historisk viden, vidste han til gengæld ikke ret meget om computere, IT og app-udvikling, da han startede. Det har affødt en del grin af de ”dumme spørgsmål” begge veje, men kun kærligt og inkluderende, siger han. 

”Der har været fin plads til, at jeg har stillet spørgsmål. De har været meget tålmodige med mig. Og jeg synes også, det bliver værdsat, at jeg kommer med nye og anderledes perspektiver”, forklarer han. 

”Det er en erfaringsudveksling”, fortsætter Mathias Hansen. 

”Jeg ser det sådan, at man som akademiker og humanist har en masse kompetencer, som kan bruges i alle mulige forskellige sammenhænge. Man er på den måde et blankt kanvas, som en virksomheds ledelse kan male på og dermed være med til at forme. Men det kræver, at virksomheden har øje for potentialet. Man skal gide investere. Gøde og vande planten, så at sige, før man kan høste frugten”, siger Mathias Hansen. 

Diversitet giver en bredere horisont

Også forskelligheden i en medarbejdergruppe er befordrende for at skabe værdi. 

”Hos os er der næsten ikke to, der har samme uddannelses- og arbejdsmæssige baggrund”, siger Søren Kleberg. 

”Det giver os et flerstrenget instrument at spille på. Du kan få nogle andre akkorder frem så at sige. Vi går jo ind i et uopdyrket og uoplyst marked, som start-up. Så vi står ofte overfor en masse ubekendte. Her betyder diversiteten blandt os, at vi får mulighed for at se tingene med en bredere horisont og med flere perspektiver”.