10. okt. 2022

Sene skift i arbejdslivet

Aldersdiskrimination er stadigt forekommende til trods for, at vi skriver 2022. Det er en udfordring, som både de unge og de ældre kan møde ved ledighed. Ældre Sagen har udgivet en rapport om seniorerne og arbejdsmarkedet, som ser mere på, hvordan aldersdiskrimination rammer seniorerne eller de erfarne.

Vi er præget af bias

Forfatteren til rapporten Sene skift fra Ældresagen, Aske Juul Lassen, har både talt med erhvervslivet, ledige og inddrager også forskning fra Center for Sund Aldring på København Universitet.

En af pointerne i rapporten fra Ældre Sagen er, at aldersdiskrimination oftest udøves implicit og uden dårlige intentioner, men også at det alligevel har indflydelse på ansøgningsprocesserne. Vi taler måske mere om bias og biasblindhed – altså at vi ikke er bevidste om, når vi diskriminerer, og netop derfor er det vigtigt at italesætte alder, og hvordan man kommer videre, når man fx mangler et job som +55-årig.  

5 råd til dig som søger job som senior

  • Kig frem – ikke tilbage: Overvej, hvad du har lyst til. Du behøver ikke være bundet af, hvad du har gjort indtil nu.
  • Skab overblik over din situation: Tænk fx over, om du er mere frit stillet økonomisk end du tidligere har været, og om der er andre ting, du værdsætter højere end løn og titel.
  • Fokuser på dit CV: Vis, hvad der motiverer dig til jobbet og udvælg de erfaringer, der er de absolut mest relevante til jobbet. ”Less is more” når det gælder CV’et.
  • Udnyt dine kompetencer: Gør dine mange års erfaringer til en styrke – vis gerne, hvordan dine kompetencer er vigtige for jobbet.
  • Vis din motivation: Fortæl om dine planer for fremtiden gennem den måde, du taler om jobbet på.
Fra Seneskift – når seniorer skal finde nyt job. Læs hele rapporten fra Ældre Sagen her.

Hvad kan du selv gøre?

I Akademikernes A-kasse kan vi se, at hver alder har sine udfordringer – eller fordomme: Er man ung har man mindre erfaring, men vil omstille sig og lade sig forme efter virksomhedens ønsker. Er man senior, så har man meget erfaring, men kan være dårligere til at omstille sig.

Har du brug for inspiration til, hvordan du tager det næste skridt i dit arbejdsliv eller hvordan du motiverer dig selv i jobsøgningen, kan du tilmelde dig eventet Mod på nyt som senior.

Du kan også booke en samtale med en af vores karriererådgivere, hvis du har brug for rådgivning om, hvordan du oversætter dine kompetencer og målretter dit CV og din ansøgning til et nyt job, en ny branche eller en anden type job.