George Langha kom til Danmark i 2010. Han skulle derfor både lære dansk og finde sig til rette i den danske studie- og arbejdskultur for at kunne finde en plads på det danske arbejdsmarked. Frivilligt arbejde blev en afgørende faktor, for at George landede det første job.
”Det er svært at være udlændinge i Danmark og ikke kunne sproget. Men der var også mange andre ting, jeg skulle have styr på, og det var først, da jeg fik erfaringer via frivilligt arbejde, at jeg bevægede mig i den rigtige retning,” fortæller han.
George arbejdede blandt andet med asylbørn. Han var frivillig aktivitetsmedarbejdere hos Røde Kors, og det var her, han langsomt begyndte at få det netværk, som kunne hjælpe ham videre i karrieren.
”Det var mit netværk, som skaffede mig mit første job. Da jeg var frivillig, søgte jeg almindelige lønnede job samtidig, og jeg blev faktisk indkaldt til samtaler. Men det er vigtigt at tænke i alternative baner – fx frivilligt arbejde og at søge uopfordret. Man bliver nødt til at kaste sig ind på arbejdsmarkedet, da det er svært at få fodfæste som nyuddannet,” forklarer han.
Tænk job allerede under studiet
George Langha ville ønske, at han havde satset endnu mere på frivilligt arbejde – og i det hele taget tænkt mere over, hvad der skulle ske efter hans uddannelse – da han stadig studerede.
”Jeg ville ønske, at jeg havde startet tidligere med frivilligt arbejde, og at jeg også under uddannelsen havde dyrket og udviklet et netværk. Det er alt for sent først at begynde på det efter studiet,” siger han.
Hans bedste råd til dig, som er på sidste år af dit studie er:
”Begynd så tidligt som muligt at tænke i job. Tænk i, hvordan dit CV kan optimeres allerede på studiet, så du ikke først begynder at overveje dine kvalifikationer og erfaringer efter specialet er afleveret,” siger han.
Og han fortsætter.
”Find mulighederne, der hvor de er. Måske er frivilligt arbejde vejen ind, men find måder at opbygge dit netværk, og sæt dig ind i de arbejdspladser, du gerne vil være en del af, så du ved, hvad de kræver, og hvad der skal til for at havne der,” slutter han.