Af Camilla Zuleger
Plan2Fly er indstillet til regionsfinalen af Akademikerprisen 2021. Akademikerprisen er en erhvervspris, hvor vi hylder de små og mellemstore virksomheder (SMV), som med ansættelsen af akademikere har skabt resultater. |
Ulrik Max Nielsen har længe arbejdet som dronepilot og generelt beskæftiget sig med alt, hvad der har med droneflyvning at gøre gennem sit firma Dansk Drone Netværk. Her stødte han igen og igen på de mange praktiske problemer, der er i forbindelse med en droneflyvning. Problemer som zoner, tilladelser, lovgivning og kontakt til relevante myndigheder. Kunne det virkelig ikke gøres på en lettere måde, tænkte han?
Som tænkt så gjort, og det var begyndelsen på virksomheden Plan2Fly – en platform, der samler kunder og dronepiloter og alt det, de har brug for at vide forud for en flyvning og optagelse, og som gør det nemt at holde kontakt med både kunder og myndigheder. I dag har platformen godt 60 tilknyttede dronepiloter.
Hobby gjorde jobbet til et perfekt match
Med grundidéen på plads var det på tide at få projektet ud over rampen. Til det formål meldte Ulrik Max Nielsen sig ad to omgange til et Lead the Talent-forløb med specifikke cases, han gerne ville have løst.
Gennem de to runder blev han matchet med i alt 11 kandidater. Syv af dem blev ansat på fuldtid i Plan2Fly, og der vil i den kommende tid formentlig komme flere til.
En af de fem er Melissa Søholm Tygesen, der har kombineret sin baggrund som værnepligtig i flyvevåbnet med en professionsbachelor i international handel og markedsføring.
“Da jeg læste Ulriks case, tænkte jeg bare ‘Yes! Der skal jeg hen,” fortæller hun.
I dag fungerer hun som Ulrik Max Nielsens højre hånd og står derudover for marketing af både Dansk Drone Netværk, Plan2Fly og det lille corona-inspirerede initiativ, Vartegn.dk, der omdanner de mange dronebilleder til puslespil af Danmarks mest kendte seværdigheder.
De faglige kvalifikationer passede perfekt til den udfordring, Ulrik havde stillet i casen, men det var faktisk i lige så høj grad Melissas hobby og tidligere erfaring, der gjorde hende til et perfekt match.
“Jeg har tidligere været værnepligtig i flyvevåbnet og er befalingsmand i hjemmeværnet. Faktisk har jeg altid haft en helt naturlig interesse for helikoptere og fly, og jeg har også min egen drone sammen med min mand,” fortæller hun og pointerer, at det var med til at sikre, at det var hende, der fik praktikpladsen og den senere fastansættelse.
Fra praktikant til partner
Indtil Lead the Talent-forløbet var Ulrik ene mand på kontoret, så det var selvfølgelig en omvæltning, da 11 praktikanter trådte ind ad døren til deres 3-måneders praktikforløb. Ikke mindst fordi de nærmest alle sammen kom direkte fra skolen. Men det var han ikke bekymret over.
“Jeg er ikke bange for at ansætte nyuddannede. For en virksomhed som min er det fedt at få nogle ind, der er helt opdaterede på den seneste udvikling. Jeg har ansat mennesker, som har kompetencer på områder, jeg ikke selv er stærk på, især konkret i forhold til udviklingen af IT-platformen,” siger Ulrik Max Nielsen.
Derfor gik han også primært efter specialister på sit felt, men ansatte til gengæld lidt flere for at få dækket hele spektret af Plan2Flys behov. De forskellige kompetencer skabte hurtigt fremdrift i den unge virksomhed.
Inden længe gik én af de nye ansigter fra at være praktikant til partner i virksomheden. Så nok var det en lille virksomhed, men der var bogstaveligt talt højt til loftet.
Tid til grundig onboarding
Melissa fortæller, at hun glæder sig til at komme på arbejde hver eneste dag. Både på grund af fællesskabet og stemningen på kontoret og på grund af den frihed og de muligheder, hun har. Muligheder, som hun ikke tror, at hun ville have fået i en større virksomhed:
“Jeg er virkelig glad for, at her er frihed under ansvar og den flade struktur. Også selvom jeg er et struktureret menneske og vant til hierarkier. Jeg føler helt klart, at det er en fordel, at det er en mindre virksomhed, for hvis man støder ind i en udfordring, er der ikke langt fra problem til løsning. Her føler man, at alle er lige meget værd,” siger hun.
Netop følelsen af frihed til at påvirke sin egen arbejdsdag lægger Ulrik Max Nielsen også vægt på som chef. Men det krævede en grundig introduktion.
“Da praktikanterne begyndte her, prioriterede jeg at få dem onboardet ordentligt. Det kan godt være, at det virker som om, man bruger al sin tid på det i starten, men du får hurtigt den tid tilbage, for de bliver meget bedre til deres arbejde,” siger han.
Når Ulrik ser tilbage i dag, kan han også se, at netop den grundige introduktion i starten har været afgørende. I dag oplever han alle ansatte som fuldstændig selvkørende, og at de har fået Plan2Fly ordentlig i gang, er der ingen tvivl om. Men det har kun været muligt, fordi han har givet plads til den enkelte ansatte, siger han og giver rådet videre til andre virksomheder:
“Det bedste resultat får man, når man giver de ansatte ansvar. Hvis du virkelig viser dem, at de er klogere end dig, så får de lov til at udfolde deres talent. Men der skal også være plads til, at de begår fejl, og det kræver også tålmodighed. Hvis man lykkes med det, så får man meget værdi igen,” slutter han.