Af Heidi Nielsen
’Hvorfor tager du ikke bare en pause?’
Spørgsmålet faldt fra Sille Juhl Prangs veninde under en gåtur.
På gåturen havde Sille Juhl Prang igen fortalt, at hun overvejede at skifte sit ellers gode job som chef for minister- og ledelsessekretariatet ud med noget andet.
Men der var - som hun selv formulerer det - ikke rigtig tid til at tænke tanken til ende, kigge jobopslag igennem eller i det hele taget finde motivationen til at søge videre.
"Jeg kan godt lide at arbejde, og jeg var virkelig glad for mit job. Så tanken om at tage en pause havde jeg slet ikke overvejet som en mulighed. Men da min veninde sagde det, plantede hun et lille frø hos mig," siger den 40-årige jurist, Sille Juhl Prang.
Det er vigtigt at kombinere samtaler med folk, der kender dig, med sparring fra nogen, der har indsigt i din branche og de karrieremuligheder, du måske ikke selv ser.
Thomas Kantsø, chefkonsulent i Karriere og aktiviteter i Djøf
Når akademikere som Sille Juhl Prang overvejer at skifte job skyldes det i langt de fleste tilfælde, at de ønsker mere i løn og at blive anerkendt (40 procent), at de har et ønske om bedre balance mellem arbejde og fritid (39 procent), eller fordi de ønsker flere input og udfordringer (39 procent). Det viser en ny undersøgelse foretaget af kommunikationsbureauet Rud Pedersen på vegne af Akademikernes A-kasse.
Sparring med en professionel
Undersøgelsen tegner et retvisende billede af, hvad chefkonsulent i Karriere og aktiviteter i Djøf, Thomas Kantsø, taler med medlemmerne om.
"De fleste mennesker trives med at have et job, hvor de bliver værdsat og føler, at de gør en forskel. Efter corona er der kommet langt bedre muligheder for at arbejde hybridt og mere fleksibelt. Det har stor betydning for trivslen, at arbejds- og privatliv kan hænge sammen. Samtidig er der nogle, der ønsker højere løn eller flere udfordringer. Hvis de ikke kan få det i deres nuværende job, kan et jobskifte være en god løsning," siger Thomas Kantsø.
Jobskiftet er noget de fleste akademikere (89 procent) drøfter med familie og venner frem for deres A-kasse, forening eller branchenetværk, viser undersøgelsen. Ifølge Thomas Kantsø er det en god idé at tale med nogen, der virkelig kender en, men det bør gå hånd i hånd med professionel rådgivning:
"Det er vigtigt at kombinere samtaler med folk, der kender dig, med sparring fra nogen, der har indsigt i din branche og de karrieremuligheder, du måske ikke selv ser. Når du kender din markedsværdi, står du stærkere, også hvis du vil gå tilbage til din nuværende arbejdsplads og forhandle løn eller ansvar," siger Thomas Kantsø og tilføjer:
"Det er viden, man ofte ikke ved, at man mangler. En professionel sparringspartner kan samtidig hjælpe med at navigere i, hvordan man skaber et godt arbejdsliv i netop din branche, hvad enten det er i medicinalindustrien eller på Slotsholmen."
Ønskede ikke at køre død i jobbet
Sille Juhl Prang havde været ansat 11 år i Miljøministeriet i forskellige stillinger. Den sidste periode, på fire et halvt år, var i minister- og ledelsessekretariatet.
"Da jeg tog jobbet, var jeg bevidst om, at der ville være lange arbejdsdage, og at man altid er på med en arbejdstelefon, der kan ringe 24/7. Mine kolleger blev også en slags soldaterkammerater, fordi vi arbejdede sammen i mange timer og i pressede situationer," siger Sille Juhl Prang.
Så da hun traf beslutningen om at stoppe i stillingen, var det ikke kun et spørgsmål om en bedre balance mellem fritid og arbejde eller nye udfordringer. I bund og grund ønskede hun et andet perspektiv på sit arbejdsliv, som hun selv formulerer det.
"Det var en del af det, at jeg gerne ville have lidt mere frihed, men det handlede også om, at jeg var nysgerrig på, hvad der mon fandtes på den anden side, og det ville jeg gerne have tid til at finde ud af," siger hun.
Det var det ikke en nem beslutning at foretage skiftet. Men det lille frø, som venindens spørgsmål have sået i hende, voksede sig større. I april 2023 meddelte hun derfor sin daværende chef, at hun havde et ønske om at stoppe senere på året.
"Jeg har tidligere været i et job, hvor jeg kørte helt død i det, og det ønskede jeg ikke at nå til igen. Så jeg ville hellere sige op, mens jeg var et godt sted. Det var vigtigt for mig at få det afsluttet på en god måde og være en smule ked af at skulle gå ud ad døren" siger Sille Juhl Prang, der forlod jobbet i august 2023 uden at have et andet job på hånden.
Få prioriteterne på plads
For Sille Prang var der ikke noget, chefen kunne gøre for at holde på hende. Men generelt er det ifølge Thomas Kantsø en god ide først at afsøge, hvad der kan lade sig gøre internt, før man søger videre, fordi der ofte er andre muligheder, hvis man for eksempel ønsker nye opgaver.
"Hvis du har drivet til at løse mere komplekse opgaver, så skal du gå efter det. Man skal ikke være bange for at bede om mere, for det er udtryk for at kunne bidrage med mere, og det er det, arbejdsgiver giver dig løn for," siger han.
Han opfordrer til, at man laver en årlig ‘hovedrengøring’, hvor man ser på, hvad man har af prioriteringer.
"Er de det samme, som de var for et år siden? Skal jeg arbejde 45 eller 30 timer om ugen? Vil jeg gerne arbejde hjemme fra et par gange om ugen?"siger Thomas Kantsø.
Pausen fra jobmarkedet brugte Sille Juhl Prang til at kortlægge, hvad der var vigtigt for hende i et nyt job.
"Det var en speciel oplevelse at gå fra et job, hvor telefonen ringede konstant, til at være derhjemme. Men jeg udnyttede det til at slappe af og gøre alle de ting, jeg ikke havde haft overskud til tidligere. Jeg rejste og havde en notesbog med undervejs, hvor jeg skrev ned, hvordan jeg ønskede, at kulturen på en ny arbejdsplads skulle se ud, og hvad min rolle skulle være. Ting, jeg ikke havde haft tid til tidligere," siger hun.
Bedre balance, ny hverdag
På spørgsmålet om, hvorfor hun ikke havde søgt professionel sparring på overvejelser omkring sit jobskifte, svarer hun:
"Jeg havde svært ved selv at svare på, hvad jeg ville. Så jeg var nødt til først at tænke lidt selv, før jeg kunne søge professionel sparring. Og i den proces brugte jeg tid med mange gode mennesker i mit private netværk, som også er karrieremindede," siger hun og uddyber:
"Særligt min far har jeg altid søgt karriereråd hos. Han har arbejdet i en fagforening, og ham har jeg altid vendt karrieredilemmaer med."
Fremhævet citat: Det vigtigste, jeg har lært, er at turde lytte til sig selv. Man behøver ikke at passe ned i en bestemt kasse eller følge en fast karrierevej. Det handler om at tage ejerskab over sit arbejdsliv. Sille Juhl Prang, miljøchef i Københavns Lufthavn
I foråret 2024 faldt hun over et jobopslag, som matchede hendes ønsker. I dag er hun miljøchef i Københavns Lufthavn, hvor hun har ansvar for en bred portefølje inden for miljø, herunder støj, vand, jord og luftkvalitet.
Skiftet fra centraladministrationen til en privat virksomhed har givet hende både nye udfordringer og en anden hverdag, og ikke mindst en bedre balance.
"Jeg arbejder færre timer, end jeg gjorde før, og jeg har fået en hverdag, hvor der også er plads til mit privatliv. Det havde jeg brug for, uden at jeg egentlig vidste det," siger Sille Juhl Prang.
For hende blev pausen afgørende for at finde retning.
"Man bliver lidt fartblind, når man er i et job med højt tempo. Det bliver pludselig normalt at komme hjem klokken 19 eller 20. Pausen gav mig mulighed for at stoppe op og finde ud af, hvad jeg egentlig ville," siger hun.
I dag er hun ikke i tvivl om, at beslutningen var den rigtige.
"Det vigtigste, jeg har lært, er at turde lytte til sig selv. Man behøver ikke at passe ned i en bestemt kasse eller følge en fast karrierevej. Det handler om at tage ejerskab over sit arbejdsliv," siger Sille Juhl Prang.
Gode råd til dig, der overvejer et jobskifte
Tag dialogen der, hvor du er
Græsset er ikke nødvendigvis grønnere et andet sted. Undersøg, om dine ønsker kan indfries i dit nuværende job. Bed konkret om de opgaver, det ansvar eller den løn, du føler, mangler. Det viser, at du ønsker at bidrage med mere i virksomheden.
Gør dine ønsker konkrete
Hvad vil du have mere af? Højere løn, flere udfordringer, eller bedre balance mellem arbejds- og privatliv? Jo tydeligere du er, desto lettere er det at handle på for dig selv og din arbejdsgiver.
Få kvalificeret sparring
Brug dit netværk, men supplér med professionel rådgivning fra nogen, der kender din branche og dine reelle muligheder. De kan hjælpe dig til at finde ud af, hvad dine kompetencer er værd, hvilket styrker din forhandlingsposition og din evne til at vurdere nye jobs.
Gør status
Tag aktivt stilling til dit arbejdsliv med jævne mellemrum. Hvis dine behov har ændret sig, skal dit job kunne følge med. Det kan for eksempel være et ønske om mere hjemmearbejde eller nye arbejdsopgaver.
Kilde: Chefkonsulent i Karriere og aktiviteter i Djøf, Thomas Kantsø
Om undersøgelsen
Analysen bygger på en spørgeskemaundersøgelse blandt Akademikernes A-kasses medlemmer.
Undersøgelsen er sendt til en tilfældigt udvalgt gruppe af a-kassens medlemmer, og der er blevet indsamlet 5.001 besvarelser. Dataindsamlingen fandt sted fra d. 21. oktober 2025 til d. 2. januar 2026. Data er efterfølgende blevet vejet på centrale demografiske parametre (køn, alder, geografi), så stikprøvens sammensætning i størst mulig grad svarer til populationens (alle medlemmer af Akademikernes A-kasse). Dermed styrkes repræsentativiteten.
Rådgivnings- og analysevirksomheden Rud Pedersen Group har gennemført analysen for Akademikernes A-kasse.




















