Af Heidi Nielsen
Netværk. Netværk. Netværk.
Er du jobsøgende, eller har du været det, er du næppe sluppet for gentagne opfordringer til at bruge dit netværk. Men den klassiske jobsøgning spiller fortsat en afgørende rolle, viser en ny undersøgelse blandt 5000 medlemmer af Akademikernes A-kasse foretaget af kommunikationsbureauet Rud Pedersen.
Mere nøjagtigt får 53 procent deres job via et traditionelt jobopslag, mens 33 procent får job via netværk.
Tallene overrasker ikke chefkonsulent og karriererådgiver i Akademikernes A-kasse, Tina Skov:
"Nogle virksomheder vil gerne ‘ryste træet’, når de slår stillinger op, forstået på den måde, at arbejdsgiverne gerne vil vide, om de har afsøgt markedet og givet muligheden til de rigtige mennesker. Det kan også være, at de mangler de rigtige mennesker i deres netværk, eller at man har en politik om, at der skal være transparens," siger hun.
For jobansøgerens vedkommende kan den traditionelle jobsøgning desuden være en mere overskuelig proces end at skulle invitere en gammel studiekammerat på kaffe eller kontakte en virksomhed uopfordret.
"For nogen er det grænseoverskridende at søge på andre måder end at skrive en klassisk jobansøgning. På den måde ved man også med sikkerhed, at man har et lod i puljen, og det er dejligt konkret," siger Tina Skov.
Forskel på virksomheders søgestrategi
På trods af at 53 procent altså har succes med at lande deres job via den traditionelle jobsøgning, er det ifølge karriererådgiveren vigtigt at have for øje, at brugen af netværk varierer på tværs af brancher, ligesom der er forskel på, hvordan små og store virksomheder rekrutterer.
"Alt hvad der handler om arkitektur og design er for eksempel meget netværksbaseret," siger Tina Skov.
Hendes pointe understøttes af Ballisagers Rekrutteringsanalyse 2025, som viser, at 58 procent af små private virksomheder bruger netværk i rekrutteringen, mod 52 procent i store, private virksomheder.
Det er ikke kun søgning på de opslåede stillinger, der får dig i job. Hvis du ikke vil være ledig for længe, skal du bruge flere kanaler og aktivt opsøge andre mennesker.
Tina Skov, karriererådgiver Akademikernes A-kasse
Samtidig peger analysen på, at når arbejdsgiverne fremhæver den bedste kandidat, de har ansat, er det ofte en person, de har mødt gennem netværk eller andre uformelle kanaler forud for ansættelsen.
Tina Skov er derfor fortaler for, at man som jobsøgende anvender en flerstrenget søgestrategi. Det betyder for eksempel, at man søger opslåede stillinger, bruger sit netværk fysisk såvel som online via for eksempel Linkedin samt søger uopfordret.
"Vi taler ofte om jobmarkedet, som om det kun er de opslåede stillinger, det handler om. Men det er kun toppen af isbjerget. Nogle annonceres via opslag, resten ligger skjult under overfladen" siger Tina Skov og tilføjer:
"Det er ikke kun søgning på de opslåede stillinger, der får dig i job. Hvis du ikke vil være ledig for længe, skal du bruge flere kanaler og aktivt opsøge andre mennesker," siger hun.
Netværk og opslag går hånd i hånd
Salling Group er en af de virksomheder, der primært søger kvalificerede akademiske ansøgere via opslåede stillinger.
Vi har næsten som princip, at så mange stillinger som muligt skal slås op. Det gælder omkring 90 procent. Ellers kan det hurtigt komme til at virke lukket og uigennemsigtigt.
Martin Prang, Head of People & Culture, Salling Group
Ifølge Martin Prang, der er Head of People & Culture hos Salling Group, der er Danmarks største dagligvarekoncern med kæder som føtex, Bilka, Netto, Salling stormagasiner og BR i Danmark, gælder det for langt størstedelen af ansættelserne:
"Vi har næsten som princip, at så mange stillinger som muligt skal slås op. Det gælder omkring 90 procent. Ellers kan det hurtigt komme til at virke lukket og uigennemsigtigt," siger han.
På spørgsmålet om, hvorfor virksomheden ikke lader netværk fylde mere i rekrutteringen, svarer han:
"Så risikerer vi at overse nogle kandidater, som faktisk kunne være rigtig gode, men som vi ikke får øje på. Det kan hurtigt blive dem, der kender nogen i organisationen, der kommer i spil. Og så kan vi ende med at ansætte nogle, der ligner dem, vi allerede har, i stedet for at få nye perspektiver ind," siger Martin Prang.
Det betyder dog ikke, at netværk er helt uden betydning:
"Den personlige relation kommer man aldrig uden om. Så som jobsøgende kan det hjælpe at tage kontakt og stille relevante spørgsmål," siger Martin Prang, der også kan fortælle, at han netop har ansat en kandidat, der henvendte sig for to år siden for første gang og som har været god til at holde sig til.
Parallelt arbejder Salling Group med at gøre de interne muligheder mere synlige. Med initiativet 'onsdagsjob' bliver ledige stillinger delt på intranettet hver onsdag for at styrke mobiliteten internt.
"Hvis medarbejderne ikke kan gennemskue, hvilke muligheder der er hos os, begynder de at kigge eksternt. Derfor prøver vi aktivt at gøre det synligt og opfordre folk til at søge på tværs af afdelinger og områder," siger Martin Prang.
Det har indtil videre vist sig at være en succes og har været med til at ændre kulturen, så flere medarbejdere ser mulighederne i at skifte spor internt.
Karriererådgiverens bedste råd til at øge dine chancer for job
Målret dit ansøgningsmateriale
Søg de opslåede stillinger, men brug tid på at tilpasse ansøgning og CV til den konkrete virksomhed. Vis tydeligt, hvorfor du passer til netop den rolle, og hvad du konkret kan byde ind med.
Brug dit netværk aktivt
Tal med folk i din branche, ræk ud til virksomheder, og stil relevante spørgsmål. Det kunne være, hvordan de arbejder, hvilke kompetencer de efterspørger, og hvilke udfordringer de står overfor. Netværk handler om dialog, indsamling af viden og relationer, ikke nødvendigvis om at bede direkte om et job.
Kombinér flere kanaler
Sæt flere aktiviteter i gang samtidig. Det vil sige, at du søger opslåede stillinger, bruger LinkedIn, holder kaffemøder og laver uopfordrede henvendelser. Det øger dine chancer for job markant.
Sæt turbo på jobsøgningen
Aktivitet avler aktivitet. Søg hyppigere og vær jobsøgende hver dag ved hjælp af flere kanaler i din jobsøgning.
Hold fokus og vær realistisk
Søg der, hvor du kan byde ind med erfaring og /eller rette uddannelse. Søger du for bredt og for langt væk fra det, du kan, rammer du uden for skiven og vil ikke opleve at komme i betragtning.
Kilde: Tina Skov, karriererådgiver i Akademikernes A-kasse
Om undersøgelsen
- Akademikernes A-kasse står bag undersøgelsen ‘Det akademiske arbejdsliv’ blandt 5.001 akademikere.
- Undersøgelsen kortlægger akademikeres trivsel, jobskifte og syn på fremtidens arbejdsliv.
- Dataindsamlingen fandt sted fra 21. oktober 2025 til 2. januar 2026.
- En tilfældigt udvalgt gruppe medlemmer deltog på tværs af fag, alder og køn.
- Rådgivnings- og analysevirksomheden Rud Pedersen Group har gennemført analysen for Akademikernes A-kasse.
