Gå videre til hovedindhold

Karakterer på SoMe - er det en god idé at dele?

Feedet på sociale medier kan være præget af opslag om 10- og 12-taller her i eksamenstiden. Men er det egentlig en god idé at dele sine karakterer, og hvad siger det om dig? Det afhænger af, hvad du vil fortælle og hvorfor, siger ekspert.

Inden du poster om din karakter, så afklar med dig selv, hvorfor du gør det, lyder det blandt andet fra Lene Tanggaard, professor i pædagogisk psykologi ved Aalborg Universitet.

4. maj 2026

Af Heidi Nielsen

Har du også oplevet, at dit feed på sociale medier er fyldt med opslag om gode karakterer efter en eksamensperiode? Måske du endda selv har haft lyst til at dele, da du fik en topkarakter? For det viser vel, at du har gjort det godt og har brugt tid på at gøre dig umage?

Det er dog ikke nødvendigvis altid en god idé at vise sine karakterer frem på sociale medier, siger Lene Tanggaard, professor i pædagogisk psykologi ved Aalborg Universitet.

"Karakterer siger egentlig ikke andet end, at du har nået fagets mål og standard. Det interessante er ikke tallet, men hvad du har lært og den proces, du har været igennem. Hvis du ikke har noget at give folk, så lad være," siger Lene Tanggaard og tilføjer:

"Jeg synes ikke, at en opdatering om et 12-tal giver så meget. Det interessante er, om der er en opbyggelig pointe. Man kan jo spørge sig selv, om man ville stille sig op på torvet og fortælle det der," siger hun.

Derfor råder hun i stedet til, at man deler et opslag om den viden, man opnåede i sin opgave. Eller en historie om, at man dumpede sin eksamen, men kom stærkt igen.

"Hvis det, du deler, skal være noget, andre kan få glæde af, så skal det være meningsfuldt." siger professoren og påpeger, at det også ofte er den slags opslag, der bliver delt og liket på LinkedIn.

Pral og selvhævdelse?

Lene Tanggaard nævner et nyligt eksempel, hun har set på sociale medier. Opslaget handler ikke om karakterer, men alligevel illustrerer det, hvordan man kan dele autentisk indhold, som andre gider at læse:

"Der var en ung mand, som fortalte, at han havde læst statskundskab, men i stedet var begyndt at læse til pædagog. Det var ikke, fordi han havde noget imod politik og administration, men fordi han havde fundet ud af, at glade børn i højere grad motiverede ham," siger hun.

Den største ulempe ved at dele på sociale medier er nok, at det kan blive opfattet som selvhævdelse eller pral.

Lene Tanggaard, professor i pædagogisk psykologi ved Aalborg Universitet

Professoren erkender dog, at karakterer er noget, en kommende arbejdsgiver skæver til.

"Den største ulempe ved at dele på sociale medier er nok, at det kan blive opfattet som selvhævdelse eller pral. Men der, hvor det kan give mening at dele sine karakterer, er hvis man skriver det i sit CV eller i en ansøgning, fordi det i visse brancher er en valuta," siger Lene Tanggaard og tilføjer:

"Der er stor forskel på at dele en statusopdatering om karakterer på sociale medier og på at fortælle noget i CV’et, fordi det er en oplysning til arbejdsgivere. I den sammenhæng giver det mening, at det bare er et tal, man oplyser om," siger hun.  

Professoren erkender på den anden side, at der er noget jantelov forbundet med at dele ud af sine præstationer:

"Det er, som om vi i Danmark ikke har noget imod at dele det, når det handler om gode sportspræstationer, eller når en forfatter får en litteraturpris. Men når det kommer til karakterer i skolen, så er det anderledes. Vi kunne måske godt blive bedre til at hylde dem, der klarer sig godt i skolen," medgiver hun.

Kultur præget af præstation

For nylig offentliggjorde regeringen, at der fra august 2031 kommer en ny karakterskala på de videregående uddannelser. Den kommende karakterskala vil ifølge Lene Tanggaard udligne nogle af de store spring mellem karaktererne og gøre vurderingerne mere nuancerede. Men den ændrer ikke ved, at karakterer stadig fylder meget i offentligheden.

Vi har skabt et system, der gør de unge meget karakterfokuserede. Måske derfor har de også et stærkere behov for at dele for at opnå anerkendelse.

Lene Tanggaard, professor i pædagogisk psykologi ved Aalborg Universitet

"Dengang jeg gik på universitetet, var holdningen ofte, at alt over 6 (gammel karakterskala, red.) var spildt arbejde. I dag er flere studerende bekymrede for hver enkelt karakter, og mange oplever stress og psykisk pres. Så vi har skabt et system, der gør de unge meget karakterfokuserede. Måske derfor har de også et stærkere behov for at dele for at opnå anerkendelse," siger hun.

Hun tror dog ikke, at karakterer på sociale medier er noget, vi vil se mindre af i fremtiden:

"Hvis du ikke er på, så er du ikke med. Det er den logik, mange unge oplever, også selvom vi ser en modbevægelse," siger Lene Tangaard.

Hun peger på, at de fleste arbejdsgivere i sidste ende er mere nysgerrige på, hvad du kan, end hvilket tal der står på dit eksamensbevis.

"Karakterer betyder mindre, desto længere du kommer i dit arbejdsliv. De kan spille en rolle i dit allerførste akademiske job, men derefter er det det faglige indhold, dine erfaringer og det, du faktisk har leveret, der tæller. På de niveauer, hvor jeg bedømmer ansøgere i dag, er karakterer nærmest irrelevante," siger hun.

Tre gode råd til at dele karakterer på sociale medier

Vælg dit formål

Inden du poster om din karakter, så afklar med dig selv, hvorfor du gør det. Hvis formålet kun er at vise et tal frem, så drop opslaget. Hvis du derimod har noget at sige - en pointe, en indsigt eller en oplevelse - så del det, så andre kan blive klogere eller få inspiration.

Tænk på fremtiden

Hvis du deler på LinkedIn, så tænk i kompetencer. Arbejdsgivere er langt mere optagede af, hvordan du arbejder, end af dine karakterer. Opslaget kan derfor omhandle, hvordan du håndterede en udfordring eller være tanker om, hvordan du vil bruge din viden fremadrettet. Det kan styrke din faglige profil til fremtidige studiejobs eller jobs.

Tag torv-testen

Overvej, hvordan du har det med det, hvis dine medstuderende, undervisere og fremtidige arbejdsgivere læste det. Hvis det føles som pral, så vent. Men hvis du kan mærke, at du deler noget ærligt og meningsfuldt, som du uden problemer kunne sige højt "på torvet", så er du på rette spor.

Kilde: Lene Tanggaard, professor i pædagogisk psykologi ved Aalborg Universitet 

 

Akademikerliv for dig, der er studerende

Karakterer på SoMe - er det en god idé at dele?

Katrine fik studiestress: 'Det hele bundede i en følelse af ikke at være god nok'

AI kan lyde sikker – selv når den gætter: Sådan undgår du fælderne som studerende

Nytårsforsæt til dit studieliv: Sådan får du dem til at holde

Arbejdsgivere: Sådan udvælger vi vores studentermedhjælpere

Hvordan ved man, om man har valgt det rigtige studie?

Drop kravet om perfektion fra dag et på studiet - her er rådene, der gør en forskel

Mit bedste trick mod overspringshandlinger kræver hverken hård disciplin eller stramme skemaer

Iværksætteri på SU: Det kræver det at starte egen virksomhed

Fra studie til startup - når iværksætterdrømmen ikke kan vente

Hjerneforsker: Drop studiebøgerne i din sommerferie – din hjerne har brug for det

Sådan undgår du, at gruppearbejdet går i hårdknude

Eksamenslæsning: Sådan bevarer du bedst muligt koncentrationen

Fordele og ulemper: Sådan kan livet som studerende med børn se ud

Tre studerende: Derfor har vi valgt at få børn, mens vi studerer

Har du overvejet at droppe ud af dit studie? Så er du ikke alene

CV for studerende og nyuddannede: Sæt spot på dine kompetencer

Studerende: ”Kære arbejdsgiver: Hvordan skal vi få erfaring, hvis I ikke vil give os den?”

Hjælp, snyd eller bjørnetjeneste: Må mor og AI sætte komma i dine opgaver?

Studerende: ”Jeg ser ikke frem til det arbejdsliv, der venter mig”