Gå videre til hovedindhold

Gået i stå med opgaveskrivningen? Her er hjælpen

Deadline begynder at nærme sig, men du har kun skrevet metodeafsnittet, og tanken om endnu en bunke teori virker uoverskuelig. Heldigvis er det helt normalt at miste motivationen undervejs i arbejdet med en større opgave, siger en karrierekonsulent, der her giver sine bedste råd til, hvordan du som studerende kan bevare eller genfinde skrivegejsten.

Lav forpligtende aftaler om at mødes med andre for at skrive sammen, lyder et af rådene fra eksperten.

29. maj 2026

Af Heidi B. Nielsen

"Det er okay ikke at være motiveret hele tiden. Sådan er det for alle. Det går op og ned."

Sådan lyder det fra karrierekonsulent i Ingeniørforeningen (IDA), Emilie Lindquist, der har særligt ansvar for karriererådgivning til studerende og nyuddannede.

Hun møder mange studerende, som kæmper med at bevare motivationen i forbindelse med udformningen af en større opgave.

"Vi har sommetider holdt en workshop, der hedder 'studievaner der virker', fordi vi ved, at de studerende oplever at være tidspressede og ikke altid er lige gode til at strukturere deres dag. Det betyder, at det kan være svært at finde motivationen, når man ikke føler, man er særlig produktiv," siger Emilie Lindquist.

Kend dig selv

Hun mener dog, at der er en række strategier, som de studerende kan tage i brug, når de føler sig demotiverede.  

Det bedste er, hvis man selv kan påvirke opgaveformen eller selv være med til at vælge emne, fordi det kan være med til at højne motivationen.

Emilie Lindquist, karrierekonsulent i Ingeniørforeningen (IDA)

For det første handler det om at have styr på formålet med den opgave, man skal skrive.

"Man kan ikke gå i gang, før man ved, hvad det er, opgaven skal besvare. Og hvis ikke man ved det, så er det en god idé at spørge en vejleder eller nogle medstuderende, så der ikke går for lang tid med at komme i gang," siger karrierekonsulenten og tilføjer:

"Det bedste er, hvis man selv kan påvirke opgaveformen eller være med til at vælge emne, fordi det kan være med til at højne motivationen."

For det andet er det en god ide at kende sig selv, det vil sige, vide hvor og hvornår, man arbejder bedst. Det kan være, at man skriver bedst om morgenen, eller at man bedst kan koncentrere sig, hvis man er omgivet af andre mennesker på et bibliotek frem for derhjemme.

"Så sikrer man, at man ikke bliver demotiveret, fordi man sidder et sted, der gør det svært at holde fokus, eller studerer, når man er træt," siger Emilie Lindquist.

I den forbindelse kan det også være godt at indlægge pauser i opgaveskrivningen, så man ikke kommer til at lave for mange overspringshandlinger undervejs. Pausen kan man bruge til at gå en tur eller strække kroppen, så man får tankerne væk fra opgaven.

"Det er virkelig en måde at give sig selv noget mere overskud, så man ikke er opgaveskrivende konstant, især på de tidspunkter, hvor motivationen er dalende," siger hun.

Læs også: Eksamenslæsning: Sådan bevarer du bedst muligt koncentrationen 

Et langsigtet perspektiv

Ifølge karrierekonsulenten virker det også godt at sætte sig selv nogle delmål, så man ikke tager munden for fuld med en stor opgave.

"Så målet ikke er, at opgaven skal skrives færdig, men at man husker at klappe sig selv på skulderen, når man får skrevet et metodeafsnit færdigt, læst nogle artikler eller planlagt sin uge. Det kan hjælpe til at holde motivationen oppe på længere sigt, at man fokuserer på processen frem for resultatet," siger hun.

En anden måde at holde sig selv i gang på er ved at forpligte sig til at mødes med andre studerende. 

Det være en god idé at træde et skridt tilbage og minde sig selv om, hvorfor man valgte uddannelsen, og hvad man glæder sig til senere i forløbet.

Emilie Lindquist, karrierekonsulent i Ingeniørforeningen (IDA)

Det vil sige, at man får lavet nogle aftaler med sin studiegruppe eller andre studerende, der skriver alene. 

"Motivation kommer ikke altid af sig selv. Men hvis man har en forpligtelse eller et klart mål, kan man stadig få gjort det, der skal til," siger hun.

Emilie Lindquist fortæller, at ens motivation også kan hænge sammen med, hvilket semester man er på. Nogle fag er nemlig knyttet til bestemte semestre, og hvis man ikke synes, de er særligt spændende, kan motivationen hurtigt dale.

I de situationer kan det hjælpe at anlægge et mere langsigtet perspektiv og fokusere på det overordnede mål med uddannelsen.

"Det være en god idé at træde et skridt tilbage og minde sig selv om, hvorfor man valgte uddannelsen, og hvad man glæder sig til senere i forløbet. På den måde bliver fokus, at man skal igennem en bestemt opgave eller et fag for at nå sit mål," siger hun og tilføjer:  

"Så kan det også hjælpe at huske på, at man ikke nødvendigvis skal arbejde med det bagefter, selv om arbejdslivet selvfølgelig også vil byde på opgaver, man ikke synes er så spændende."

Karriekonsulent i Ingeniørforeningen (IDA) Emilie Lindquists gode råd til at bevare motivationen  

Få styr på formålet  

Hav styr på formålet med opgaven, før du går i gang. På den måde undgår du at sidde fast uden at komme videre og dermed få lyst til at opgive.  

Lad lysten drive værket  

Vælg et emne eller en opgaveform, du finder interessant, hvis du har mulighed for det. Det kan sikre din motivation - også på den lange bane.  

Vælg de rette rammer

Find ud af, hvor og hvornår du arbejder bedst, så du undgår overspringshandlinger. Det kan være, du er typen, der arbejder bedst hjemme eller på biblioteket. Det kan sikre, at du fastholder fokus og dermed din motivation. 

Lav delmål

Del den store opgave op i mindre delmål undervejs. Så undgår du, at opgaveskrivningen virker uoverskuelig, og at motivationen derfor daler.

Mød ligesidede  

Motivation smitter. Når du laver aftaler med andre studerende, forpligter du dig til at komme i gang, og det bliver nemmere at holde fast.

 

Akademikerliv for dig, der er studerende

Gået i stå med opgaveskrivningen? Her er hjælpen

Karakterer på SoMe - er det en god idé at dele?

Katrine fik studiestress: 'Det hele bundede i en følelse af ikke at være god nok'

AI kan lyde sikker – selv når den gætter: Sådan undgår du fælderne som studerende

Nytårsforsæt til dit studieliv: Sådan får du dem til at holde

Arbejdsgivere: Sådan udvælger vi vores studentermedhjælpere

Hvordan ved man, om man har valgt det rigtige studie?

Drop kravet om perfektion fra dag et på studiet - her er rådene, der gør en forskel

Mit bedste trick mod overspringshandlinger kræver hverken hård disciplin eller stramme skemaer

Iværksætteri på SU: Det kræver det at starte egen virksomhed

Fra studie til startup - når iværksætterdrømmen ikke kan vente

Hjerneforsker: Drop studiebøgerne i din sommerferie – din hjerne har brug for det

Sådan undgår du, at gruppearbejdet går i hårdknude

Eksamenslæsning: Sådan bevarer du bedst muligt koncentrationen

Fordele og ulemper: Sådan kan livet som studerende med børn se ud

Tre studerende: Derfor har vi valgt at få børn, mens vi studerer

Har du overvejet at droppe ud af dit studie? Så er du ikke alene

CV for studerende og nyuddannede: Sæt spot på dine kompetencer

Studerende: ”Kære arbejdsgiver: Hvordan skal vi få erfaring, hvis I ikke vil give os den?”

Hjælp, snyd eller bjørnetjeneste: Må mor og AI sætte komma i dine opgaver?