Derfor skal du turde stille "dumme" spørgsmål på studiet

Redaktør: Louise Graa Christensen

Kroppen ryster. Hænderne bliver fugtige. Der kommer ord ud af din mund foran dine 120 medstuderende. Men ordene lyder slet ikke så kloge, som de gjorde inde i hovedet.

"Jeg har ofte oplevet, at klappen går ned, når hele opmærksomheden er rettet mod mig. ’Åh nej, nu kigger alle’, og så kan jeg slet ikke sige det, jeg havde tænkt mig at sige. Og jeg frygter det lyder dummere end det gør inde i hovedet."

Sådan fortæller 23-årige Liva Hansen, der studerer cand.merch.psyc. på første semester på CBS. Hun oplever, at den perfekthedskultur, hun mener, er til stede på studiet, gør det vanskeligt at være åben om det, hvis man for eksempel oplever, at dele af undervisningen er svær at følge med i.

"Den standard, der er for at kunne præstere, kan hurtigt få mig til at føle, at jeg er mindre værd i andres øjne," siger hun.

"Jeg har flere gange oplevet at blive kigget skævt til, hvis jeg har fortalt åbent, at jeg ikke har læst op til dagens forelæsning. Jeg føler, at jeg tit er blevet stemplet som ’doven’ eller ’useriøs’, men de ved jo ikke, hvor hårdt jeg kæmper for bare at kunne følge nogenlunde med," siger Liva Hansen.

Et kollektivt ansvar

Liva Hansen er ikke ene om at føle usikkerhed og holde tilbage med at stille spørgsmål eller vise sårbarhed som en del af studielivet. Det vurderer Pernille Steen Pedersen, der er adjunkt ved Copenhagen Business School og som forsker i skam og stress.

På en workshop med cirka 500 studerende spurgte Pernille Steen Pedersen, om de havde prøvet at undlade at svare på et spørgsmål, de kendte svaret på, fordi de frygtede, hvad andre ville tænke. Hele 86 procent af de studerende svarede ja.

Naturligvis er det ikke ualmindeligt at bekymre sig om, hvad andre tænker om en. Men den frygt som studerende sidder med i dag, overstiger langt den frygt man sad med for 20 år siden, mener Pernille Steen Pedersen.

"Min analyse er, at de studerende jeg møder, har indlejret ekstremt høje idealer, og at der er en tavshedskultur, hvor alle lader som om, de har styr på det hele og møder ind med pokerface på studiet. Mange tør ikke at stille de dumme spørgsmål af frygt for, hvad andre måtte tænke om dem."

Men netop de spørgsmål, man selv kan opfatte som dumme, er vigtige, understreger Pernille Steen Pedersen.

Problemet er, at det kan være svært at sige dem højt, fortæller Liva Hansen:

"Hvis man gør det, viser man også, at man ikke har styr på alt, og det er svært, hvis der ikke er en kultur for at være sårbar. For mig handler det om at være i et rum, hvor det er acceptabelt at være ærlig. Jeg tror ikke at problemet kan løses på individniveau ved, at nogen melder sig på banen, hvis personen ikke bliver imødekommet," siger Liva Hansen.

"Min analyse er, at de studerende jeg møder, har indlejret ekstremt høje idealer og at der er en tavshedskultur, hvor alle lader som om, de har styr på det hele, når de møder ind med pokerface på studiet. Mange tør ikke at stille de dumme spørgsmål af frygt for, hvad andre måtte tænke om dem," siger hun.
Men netop de spørgsmål, man selv kan opfatte som dumme, er vigtige, understreger hun.
"Hvis man går forrest ved at gøre det, viser man også, at man ikke har styr på alt. Det er svært, hvis der ikke er en kultur for at være sårbar."

"For mig handler det ikke så meget om at turde at ‘gå forrest’, men om at være i et rum, hvor det er acceptabelt at være ærlig. Jeg tror ikke at problemet kan løses på individniveau ved, at nogen melder sig på banen, hvis personen ikke bliver imødekommet," siger Liva Hansen.
 
Hun tilføjer, at hun mener, at vi bør tage et kollektivt ansvar for, hvordan vi stiller krav og forventninger til vores medmennesker.

Regnvejr på Roskilde

Men ét er de høje idealer, noget andet er, at studerende i dag i højere grad end tidligere, er blevet passet meget på af deres forældre. Udtrykket "curlingforældre" har i mange år været et populært skældsord, men hvis man vil se et godt billede på udviklingen, så skal man bare kigge på Roskildefestivalen, mener Pernille Steen Pedersen.

"For to år siden var det virkelig dårligt vejr på Roskilde Festival. Og jeg var bestemt ikke den eneste forælder, der holdt i kø uden for festivalpladsen med tørt tøj, gummistøvler og friske soveposer."

Mange børn er blevet mødt med, at de kan blive lige hvad de vil. Men det kan de ikke nødvendigvis, siger Pernille Steen Pedersen. Hun tilføjer, at der i sig selv ikke er noget galt i at have idealer. Tværtimod kan de få os til at gøre os umage. Men der er også en opgave for universiteterne i at skabe rammer, hvor de studerende kan udvikle deres dømmekraft og ikke stå alene med presset.

"Hvis man tror, at man kan alt, hvad man vil og er omgivet af medstuderende, der også kommer til at lade som om, at de har styr på alt, så vil det være nærliggende at slå sig selv oven i hovedet, og opleve skam og manglende selvværd, hver gang man oplever ikke at slå til," siger Pernille Steen Pedersen.

For Liva Hansen er det en genkendelig følelse. Før hun startede på CBS, havde hun været vant til høje karakterer, men første gang hun oplevede at dumpe på CBS, følte hun, at hun skulle retfærdiggøre det og komme med undskyldninger.

Usikkerhed går ud over din læring

Pernille Steen Pedersen er i gang med et forskningsprojekt på CBS, som skal munde ud i, at det bliver muligt at skabe strukturer, der gør det nemmere at turde være sårbar og fejle, også når der er medstuderende til stede. En del af værktøjskassen er dialogkort og et sprog for at klæde undervisere og studiegrupper bedre på til at skabe rum, hvor man tør byde ind og række hånden op.

I det akademiske rum eller inden for forskning er det nemlig afgørende for læringen, at man bevarer sin nysgerrighed og tør at fejle undervejs, forklarer Pernille Steen Pedersen. Det handler derfor ikke om, at man som studerende skal være mere robust, men derimod om, at man skal lære at være usikker og ærlig. Ellers kan det ende med at påvirke ens studie.

Netop risikoen for, at presset ender med at påvirke studiet, kender Liva Hansen alt til. På et tidspunkt var hun så påvirket af presset for at præstere, at hun følte sig nødsaget til at være selvstuderende i en periode på seks måneder under sin HA i de fag, hvor hun ikke var i studiegruppe. Selvom hun fortsat dukkede op til gruppearbejdet, havde hun alligevel dårlig samvittighed over for gruppen, fordi hun ikke kom til forelæsningerne.

"Jeg ville jo stadig gerne være ’den gode studerende’," fortæller hun.

"Da jeg startede på CBS, var jeg som de fleste andre vant til at være en af de dygtige, for man skal jo have et højt snit for at komme ind på den uddannelse, jeg tager dér. Og lige pludselig var alle omkring mig enormt dygtige, og så ser man pludselig sig selv være én af dem, der var bagud, ikke kunne følge med eller slackede lidt," tilføjer hun.

Liva Hansen fortæller, at hun til at begynde egentlig ikke så de nye udfordringer, der fulgte med studiet, som noget hun skulle skamme sig over – lige indtil hun begyndte at dele dem.

"Jeg er meget ærlig som person, så i starten var jeg åben om det, hvis jeg syntes, noget var svært, ikke havde fået læst eller ikke kunne følge med," forklarer hun.

Men hun følte ikke, at hendes ærlighed blev grebet, for ingen mødte hende med et "det kender jeg godt".

"Jeg oplevede, at der blev set ned på det. Og så lukkede jeg ned," siger Liva Hansen, der i dag er helt tilbage på CBS.

Løsningen ligger i strukturen

Liva Hansen mener, at man så sent som i hendes forældres generation havde mere fokus på indsats og ikke kun på resultaterne. Netop det resultatorienterede er med til at lægge pres på studerende i dag.
 
"Vi er jo en generation som er blevet målt meget på de resultater vi opnår, snarere end den indsats vi gør. Mange af vores forældre kunne sagtens få job eller skifte karriere uden at have en relevant uddannelse med sig, men det er stort set ikke muligt længere. Jeg tror, at vi som samfund skal øge fokus på indsats frem for resultater."

FREMHÆVET CITAT: Jeg er nok kommet frem til, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Liva Hansen, studerende ved CBS

Ifølge adjunkt og forsker Pernille Steen Pedersen, er en del af løsningen, at de studerende får øjnene op for, at der er tale om en strukturel udfordring. Dermed er det heller ikke op til den enkelte studerende at løse problemet, selvom man godt kan gøre noget selv, mener hun.

"Man kan ikke tage ansvar for noget, der er strukturelt, men du skal ud at øve dig i at være ærlig og sårbar, så man ikke reproducerer den her perfekthedskultur på individplan. Det er bare ikke dit ansvar alene at ændre det," siger Pernille Steen Pedersen.

Hun tilføjer, at der i sig selv ikke er noget galt i, at man har idealer om at være en dygtig studerende og gøre tingene godt. Tværtimod kan idealerne få os til at gøre os umage. 

"Men hvis man på forhånd tror, at andre tænker dårligt om én og forventer, at man ikke kan leve op til idealerne, så har vi et stort problem," siger hun.

De forventninger kender Liva Hansen.

"For mig, er det uden tvivl et pres udefra. Jeg har faktisk selv accepteret, at jeg ikke bliver en af de bedste i klassen, men jeg har meget svært ved det ydre pres. Jeg vil gerne bidrage til min studiegruppe og føle, at de synes, jeg bidrager," siger Liva Hansen.

Liva Hansen er i dag bevidst om, at hun ikke er den eneste, der kan føle sig usikker og være nervøs for at byde ind i undervisningen af frygt for, hvad andre måtte tænke om hende. Men hun fortæller samtidig, at det stadig er en proces for hende.

"Jeg er nok kommet frem til, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Selvom jeg nok hele tiden har vidst på et intellektuelt, at der også er andre, der har det sådan, så tog det tid sådan rigtigt at indse. Men det gav ro, da det for alvor gik op for mig," slutter Liva Hansen.