Gå videre til hovedindhold

'Vis mig dit CV' har lært mig, at det gode arbejdsliv kan have mange ansigter

Akademikerlivs nye podcast 'Vis mig dit CV' er i luften nu, og som vært funderer jeg over, hvad jeg har lært af at dykke ned i en række kendte og mindre kendte danskeres CV og høre historierne bag titler og meritter. En ting er tydeligt: Et godt arbejdsliv kan have mange ansigter.

23. september 2024

Af Louise Graa Christensen

Langt de fleste af os kender den følelse, der kan opstå, når vi scroller ned over profiler med diamantbesatte CV’er på LinkedIn eller lytter til fortællinger om andres meritter og prestigefyldte stillinger. Projekter, de har nailet og karrieredrømme, de har fået opfyldt. Det ser så pænt ud. Det hele giver bare så meget mening, går bare så meget op i en højere enhed.

Men vi kender som oftest ikke historierne bag det arbejdsliv, der bliver opsummeret i mundrette bidder på CV’et. Vi ved intet om de knaster, huller eller bump på vejen, der kan gemme sig bag. De kringelkroge, nye retninger eller knopskydninger, der er opstået undervejs på forskellige mennesker karrierevej.

I Akademikerlivs nye podcast, 'Vis mig dit CV', har jeg som vært været heldig at få lov at tale med ti modige mennesker om deres CV for at dykke ned i fortællinger om deres – indimellem snørklede eller uventede karrierevej og arbejdsliv.

Nogle af gæsterne har lavet virkelig overraskende karriereskift, der stikker ud allerede ved første øjekast.

For vi træffer alle valg, men det er ikke altid, vi når at stoppe op og reflektere over den karrierevej, vi er gået ned af. Det er det, vi har givet os tid til i podcasten 'Vis mig dit CV'. Forhåbentlig kan fortællingerne inspirere og motivere dig til at stoppe op, trække vejret og sikre dig, at du er på rette vej. For mig har det i hvert fald givet stof til eftertanke.

Hvorfor dit og hvorfor dat

Nogle af gæsterne har lavet virkelig overraskende karriereskift, der stikker ud allerede ved første øjekast. Hvorfor er tidligere minister Joy Mogensen nu forpagter på et hostel? Hvorfor lægger David Owe de fleste af sine kræfter i sit virke som psykolog til fordel for en skuespilkarriere? Hvorfor kastede tidligere fodboldspiller Martin Borre sin kærlighed på journalistikken? Hvorfor gik Clara Filippa Damgaard Andersen fra studerende på Russisk til iværksætter og chef i et firma, der sælger sexlegetøj? Og hvorfor valgte jurist Tarek Ziad Hussein at skifte en karriere i ministerieverdenen ud med en direktørstilling i en NGO?

Det er ofte de perioder, hvor det hele ikke kører glat, der gør, at man senere har ballast nok til at træffe de beslutninger, der gør det muligt at finde sin rette hylde.

Det, og meget andet, forsøger jeg at finde svar på gennem samtaler, du nu kan lytte til. For der ligger mange overvejelser bag de skift, hovedpersonerne har lavet. Historier, der ikke følger en klassisk fortællestruktur med introduktion, optrapning, klimaks, faldende spændingskurve og afslutning. For elementerne bliver byttet rundt, og der kan sagtens opstå et klimaks flere gange. Ikke mindst er der ingen afslutning – historierne om deres arbejdsliv er ”to be continued”.

Knap så sjove udfordringer 

”Det er så personligt i virkeligheden, sådan et CV. Det er mit arbejdslivs historie.” Sådan siger Paula Larrain undervejs i den episode af 'Vis mig dit CV', hvor hun gæster studiet. 

Paula Larrain er uddannet journalist og arbejder som selvstændig med opgaver som blandt andet ordstyrer, foredragsholder og klummeskribent. Hendes CV spænder bredt over prestigefyldte jobs som tv-vært og korrespondent til uventede afstikkere som politiker og reiki-healer. 

I den episode, hvor hun gæster studiet, deler hun de bump på karrierevejen, hun selv er på den anden side af. Og samtidig fortæller hun, at hun føler, at vi lever i en kultur, hvor det hele skal se godt ud på overfladen. Det gør det svært at tale højt om en fyring eller en sygemelding, og det er ærgerligt, at vi ofte ikke får talt om de uperfekte ting, mener hun.

Flere af gæsterne har også valgt at stoppe op og reflektere over deres karrierevalg og arbejdsliv undervejs.

Paula Larrain er langt fra den eneste af gæsterne i Vis mig dit CV, der i løbet af et ellers godt arbejdsliv indimellem har mødt knap så sjove udfordringer. Det gælder for eksempel tidligere minister Manu Sareen, der fortæller om et arbejdsliv, hvor han kan sætte hak ved masser af prestigefyldte stillinger og en vellykket karriere som forfatter. Men overlæggeren har været en uopdaget ADHD-diagnose, der på godt og ondt har præget hans trivsel på arbejdet såvel som privat. Og selvom han ikke direkte fortryder noget, ser han også tilbage og ærgrer sig over, at han, idet han brugte så mange timer på at arbejde, ikke fik brugt tid nok med sine børn.

Den famøse work-life balance

Det med at finde balancen mellem privat- og arbejdsliv er han langt fra den eneste, der kæmper eller har kæmpet med. Tim Frank Andersen, der er serieiværksætter, indrømmer blankt, at han, på trods af, at han ser tilbage med glæde på sit lange CV, nok ikke var så sjov at være sammen med i starten af sin iværksætter-karriere. ”Det trækker simpelthen veksler på ens omgivelser,” siger han.

Der er flere selvstændige og iværksættere, der deltager i podcasten. Heriblandt sociolog Eva Steensig, der har måttet balancere en succesfuld karriere med at have et barn med et svært handicap.

Clara Filippa Damgaard Andersen, der er feltets yngste deltager, er også iværksætter. ”Mit CV er jo ikke så langt”, konstaterer hun. Og det har hun ret i. Til gengæld er det overraskende og rigt på forskellige erfaringer, der alle går op i en højere enhed, selvom hun har kæmpet med et stort pres for at vælge den rigtige studie- og karrierevej.

Flere af gæsterne har også valgt at stoppe op og reflektere over deres karrierevalg og arbejdsliv undervejs. Heriblandt Anne-Mette Nordahl Andersen, der blandt andet har arbejdet som digital projektleder i Tivoli. Efter sin anden barsel valgte hun at sige sit job op uden et nyt på hånden, fordi hendes prioriteringer havde ændret sig efter en diagnose med alvorlig sygdom og et liv som mor til to. For hende, var det det helt rigtige. ”Jeg har gjort det rigtige for mig. Og dermed ikke sagt, at det er en opfordring til at alle skal sige op, overhovedet. Men det er sundt at overveje sit liv en gang imellem,” fortæller hun i studiet.

Tag arbejdslivet op til revision

De fleste af gæsterne har efterhånden fået indrettet deres arbejdsliv, så det passer lige netop dem. Men der er også nogle, der fortsat står midt i det og er ved at finde balancen. 

En ting er sikkert: Et arbejdsliv kan have mange ansigter. Og det er ofte de perioder, hvor det hele ikke kører glat, der i virkeligheden gør, at man senere har ballast nok til at træffe de beslutninger, der gør det muligt at finde sin rette hylde.

Paula, Tim, Manu, Clara Filippa, Eva, David, Tarek, Annemette, Martin og Joys historier har vist mig, at selvom et CV kan se perfekt ud på overfladen, kan der gemme sig svære overvejelser og beslutninger bag. Samtidig har jeg lært, at finder man nøglen til det arbejdsliv, der gør en glad, uagtet hvad der står på CV’et, er det det hele værd.

Om 'Vis mig dit CV'

I løbet af et helt arbejdsliv får de fleste menneskers CV knaster eller huller, eller forgrener sig i uventede retninger. Men det er ikke altid vi stopper op og reflekterer over vores karrierevej.

Det giver vi os tid til i denne podcast, hvor vi tager udgangspunkt i samtaler med kendte og mindre kendte danskere. Du kan bl.a. møde tidligere minister Manu Sareen, journalist Paula Larrain og skuespiller og psykolog David Owe, der deler historierne bag titlerne i CV’et.

Samtalerne med de 10 gæster kan forhåbentlig inspirere og motivere dig til at tage dit eget arbejdsliv op til revision og genoverveje skønhedspletterne på dit CV.

Vært: Louise Graa Christensen

Lyt med og find inspiration til at kaste et kærligt og kritisk blik på dit eget CV

Læs mere og lyt til sæson 1 af 'Vis mig dit CV'

'Vis mig dit CV' - podcast om arbejdslivets vildveje, knaster og huller

Vis mig dit CV

'Vis mig dit CV' har lært mig, at det gode arbejdsliv kan have mange ansigter

Eva Steensig: ”Jeg er simpelthen kommet til at arbejde med det, jeg elsker allermest”

Joy Mogensen: ”Jeg har ikke det behov for at bevise mig selv, som jeg havde som yngre”

Tarek Ziad Hussein: ”Der må være nogen derude, der kan bruge en jurist, der også er lidt rapkæftet og kan finde ud af at bruge nogle argumenter”

David Owe: ”Det ramte mig – er det sådan her, mit liv skal se ud?”

Martin Borre: ”Altså, jeg var jo bare fodboldspiller”

Iværksætter Clara Filippa: “Skal jeg elske alt ved det her studie?”

Paula Larrain: ”Vi skal turde tale om de uperfekte ting”