Af Heidi Nielsen
Nogle ved allerede fra barnsben, at de vil være frisør eller brandmand. Andre ved først, hvad de vil beskæftige sig med i deres voksenliv, når de har haft nogle sabbatår. For Svend Brinkmann har det aldrig været mejslet i sten, at han skulle ende som psykologiprofessor. Det fortæller han i Akademikerlivs podcast ’Vis mig dit CV’.
"Jeg kan simpelthen ikke huske, at jeg har haft en bestemt drøm. Jeg har bare altid interesseret mig for viden," siger Svend Brinkmann, da han bliver bedt om at sætte ord på sin karrierevej.
Han fik sit folkelige gennembrud med bogen ‘Stå fast’ i 2014 og cementerede sin position som en af landets mest markante kulturkritiske stemmer med bogen ‘Ståsteder’ i 2016. Her opfordrer han til at sænke tempoet, droppe ideen om konstant selvoptimering og genfinde faste værdier i en verden, der er blevet besat af udviklingstrang.
Siden da har han skrevet flere bøger og medvirket i talrige tv- og radioprogrammer. Blandt andet som vært på P1-programmet ’Brinkmanns Briks’, hvor han nu i over 200 episoder har diskuterer livets store spørgsmål med sine gæster - fra etik og eksistens til dannelse og menneskesyn.
Han optræder desuden ofte som kommentator i den offentlige debat om psykologiske og kulturelle tendenser.
Jeg blev nervøs for, om jeg kunne få et job. Jeg var faktisk lidt i en krise, fordi jeg elskede filosofi. Jeg synes, det var et godt studie og enormt dygtige forelæsere og forskere. Men jeg var bange for, at jeg ikke kunne leve af at være cand.mag. i filosofi.
Når han ser tilbage, beskriver han en karrierevej præget af nysgerrighed snarere end målrettethed. Allerede som ganske ung, var det det, der drev ham.
"Jeg elskede at se vidensprogrammer på tv. Jeg er fra en tid, hvor der kun var én tv-kanal. TV2 kom først i 1988 eller deromkring. Så klokken17 så vi Egon Schmidt (videnskabsformidler og tv-vært, red.), der viste Vitek (et naturvidenskabeligt tv-program, red.). Han forklarede relativitetsteorien for os ved at stå på nogle rulletrapper. Det synes jeg var spændende. Men når de voksne spurgte mig, hvad jeg ville være, så havde jeg ikke rigtig noget, jeg ville," siger Svend Brinkmann.
Fornuften vandt over filosofien
Det var først, da Svend Brinkmann kom i gymnasiet, at han gjorde sig konkrete overvejelser om sit fremtidige virke. Her valgte han filosofi som valgfag, for man kunne ikke vælge psykologi.
"Det var egentlig også filosofi, der interesserede mig mest. Jeg pløjede mig igennem ’Filosofihistorie for begyndere’ og ’Filosofi for børn’ og sådan nogle titler. Så det var et eller andet i den stil, jeg ville, men jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at jeg kunne blive ansat på et universitet for eksempel."
I dag er han stadig fascineret af filosofien, selvom han aldrig fik en kandidat i filosofi. For som han selv forklarer, er han fra Herning, og så må tingene gerne hænge sammen, så man ikke skal gå fra hus og hjem.
"Jeg blev nervøs for, om jeg kunne få et job. Jeg var faktisk lidt i en krise, fordi jeg elskede filosofi. Jeg synes, det var et godt studie og enormt dygtige forelæsere og forskere. Men jeg var bange for, at jeg ikke kunne leve af at være cand.mag. i filosofi," siger han.
Af Svend Brinkmanns CV fremgår det ellers tydeligt, at det ikke er ofte, han skifter spor. Men hans ræsonnement var, at skiftede han til psykologi, ville han få en uddannelse, hvor han kunne få job efterfølgende og samtidig fortsætte med at arbejde med de grundlæggende eksistentielle spørgsmål.
"Der er jo meget filosofi i psykologien også. Hvad er psyken eller sindet overhovedet for noget? Hvad er sjælen, som man ville sige i gamle dage? Hvad er overhovedet en person? Sådan nogle spørgsmål beskæftiger jeg mig stadigvæk med. Det var oplagt at skifte til psykologi som en slags nabovidenskab," siger Svend Brinkmann, der på det tidspunkt i livet også havde planer om familieforøgelse og dermed også en økonomi, der skulle hænge sammen.
Fransk fabriksarbejde
Trods sin videbegærlighed og boglige natur har Svend Brinkmann også i sine helt unge år prøvet kræfter med arbejdslivet uden for universitetsverdenen. I 1990'erne tilbragte han et halvt år på en gulvristefabrik i den fransktalende del af Belgien. Her lærte han en smule fransk og meget om hårdt, manuelt arbejde.
Jeg kom hjem med større overarme og en viden om, at jeg aldrig nogensinde skulle arbejde i den slags industri igen.
"Det var lidt som at være i fængsel, fordi jeg var en outsider. De andre var dobbelt så gamle som mig eller mere og havde familier og deres eget fællesskab. Jeg følte mig ensom, men jeg var også stædig," fortæller han om dagene ved pressemaskinerne, hvor flere kolleger manglede fingre, fordi de var kommet til skade i forbindelse med det farlige arbejde.
"Jeg kom hjem med større overarme og en viden om, at jeg aldrig nogensinde skulle arbejde i den slags industri igen," siger han.
Erfaringen blev en påmindelse om, hvor forskelligt et arbejdsliv kan se ud, og gav ham en forståelse for de vilkår, mennesker med en helt anden faglighed arbejder under.
"Jeg var ikke så bevidst om det dengang, men nu tænker jeg jo nogle gange tilbage på det som en slags livserfaring. Jeg har jo et helt andet arbejdsliv, hvor jeg fleksibelt kan tilrettelægge, hvornår jeg arbejder. Men de fleste har ikke sådan et arbejdsliv. De skal møde op et sted, sidde ved kassen, gøre rent eller betjene nogle maskiner i en produktionsvirksomhed," siger han
Svend Brinkmann er dog glad for, at han tog afsted.
"Havde jeg ikke været en outsider, så tror jeg også, det havde været meget hyggeligere, fordi der var jo faktisk et kollegialt fællesskab," siger han.
Kunsten at sige nej
Psykologiprofessoren er tidligere blevet kaldt en slags intellektuel rockstjerne, og der er langt fra følelsen af at være en outsider dengang på gulvristefabrikken i Belgien, til det sted, han står i dag.
Der er nemlig mange, der gerne vil have Svend Brinkmanns perspektiv på tidens tendenser.
For professoren kan det være svært at følge med, når kalenderen bliver overtegnet. Og selvom han har skrevet ‘Stå fast’ med et klart budskab om at turde sige nej, indrømmer han, at det i praksis kan være lettere sagt end gjort.
"Når man siger nej til noget, føler man altid, man skal komme med en forklaring," siger han.
Alligevel forsøger han at leve efter sine egne principper og skelner nøje mellem det, der giver mening, og det, der blot fylder kalenderen. Tilbage i 2021 blev han for eksempel spurgt, om han ville være en del af Det Etiske Råd, og det syntes han ikke, han havde tid til.
"Men dels fordi jeg synes, det er spændende at arbejde med etiske spørgsmål, og dels fordi jeg føler mig forpligtet, når jeg bliver spurgt af sundhedsministeren, så synes jeg, jeg skulle sige ja til det. Så måtte jeg finde tiden, og nu har jeg siddet der i over tre år, og det er gået fint," siger han.
Arbejdslivet skal give mening
Netop spørgsmålet om mening vender Svend Brinkmann tilbage til igen og igen - både i sin forskning og i sine bøger. For ham handler arbejdslivet ikke bare om at have travlt, men om at bruge sin tid på noget, der opleves som meningsfuldt.
Hvis vi hver dag gør et eller andet, som vi dybest set synes er meningsløst, så har det nok en udløbsdato for, hvor længe vi kan holde det ud. Men omvendt, hvis der er så meget mening, at man ikke kan lægge arbejdet fra sig, kan det også være et problem. Vi kan faktisk blive syge af overinvolvering. Så det synes jeg er spændende, at vi jagter den her mening, som både kan være for lidt og for meget.
Derfor er han nu aktuel med Arbejdslivets dilemmaer (2025), som han har skrevet i samarbejde med kollegaerne Lene Tanggaard og Joel Haviv, med fokus på de dilemmaer, vi alle møder på jobbet.
"Hvis vi hver dag gør et eller andet, som vi dybest set synes er meningsløst, så har det nok en udløbsdato, hvor længe vi kan holde det ud. Men omvendt, hvis der er så meget mening, at man ikke kan lægge arbejdet fra sig, kan det også være et problem. Vi kan faktisk blive syge af overinvolvering. Så det synes jeg er spændende, at vi jagter den her mening, som både kan være for lidt og for meget," siger han.
Han kalder det et af de moderne arbejdslivs store dilemmaer, fordi arbejdet både er det bedste og det værste i vores liv. Forstået på den måde, at det er her, vi er sociale med kollegerne og realiserer os selv. Men det er også et sted, hvor mange får stress og oplever høje krav og følelsesmæssigt pres.
Hjælp udefra
For Svend Brinkmann handler mening derfor ikke om at finde et endeligt eller entydigt svar på, hvad livet eller arbejdet skal gå ud på, men om at blive bevidst om, hvad der driver én, og hvem ens arbejde gavner. Selv nævner han, at han for eksempel aldrig ville kunne finde mening i at arbejde i et tobaksfirma, der udvikler produkter, som øger risikoen for sygdom og gør folk afhængige.
"Når man står midt i det, og man synes kollegaerne er fede, og det er sjovt at gå på arbejde, så spørger man ikke, om det egentlig er til gavn for andre, altså om der er et højere formål med det," siger han.
Han mener derfor, det kan være en god idé, at man indimellem ser tilbage på, hvad man har brugt sine talenter på.
"Så skal man forestille sig, at man er der, om ikke på sit dødsleje, så i pensionisttilværelsen. Kunne det have været bedre brugt? Det synes jeg faktisk er et okay spørgsmål at stille sig selv," siger Svend Brinkmann.
Selv bruger han i dag sit eget talent i sit virke som professor i psykologi. Men undervejs har han også fået hjælp fra nogen, der troede på ham. Blandt andet underviser Hans Fink på filosofistudiet, som han siden forlod.
Svend Brinkmanns første bog om den amerikanske filosof John Dewey blev kun til på grund af, at Hans Fink takkede nej, men pegede på Brinkmann som et godt alternativ til forlaget.
"Hvis ikke det var sket, havde jeg aldrig skrevet den bog," siger Brinkmann og tilføjer:
"Så der er rigtig mange tilfældigheder, man kan pege på, hvor jeg har været utrolig heldig".
I dag er det så Brinkmann, der hjælper de yngre studerende. Og det gør han med glæde.
"Nu er jeg den, der prøver at åbne døre for andre," siger han.
Om ‘Vis mig dit CV’
I løbet af et helt arbejdsliv får de fleste menneskers CV knaster eller huller, eller forgrener sig i uventede retninger. Men det er ikke altid vi stopper op og reflekterer over vores karrierevej.
Det giver vi os tid til i denne podcast, hvor vi tager udgangspunkt i samtaler med kendte danskere.
Samtalerne med gæsterne kan forhåbentlig inspirere og motivere dig til at tage dit eget arbejdsliv op til revision og genoverveje skønhedspletterne på dit CV.
