Gå videre til hovedindhold

Nyuddannet: Sådan får du en god start i dit første job

Kontrakten er underskrevet. Tøjet er strøget. Og du er klar til at træde over dørtærsklen til dit første job som nyuddannet. Men hvordan sikrer du, at du kommer godt fra start og finder din rolle uden at famle? Det kræver, at du selv gør en indsats for at lære opgaver og nye kollegaer at kende, siger en ekspert.

Chefkonsulent i Karriere og aktiviteter i Djøf, Thomas Kantsø, råder til, at man selv er opsøgende, når man lander i sit første job som nyuddannet, så man får en fælles forståelse af, hvad der forventes af en.

14. april 2026

Af Heidi B. Nielsen

Fra studiet har du måske været vant til at få hjælp til at få studieteknikkerne under huden og har haft mulighed for at møde dine medstuderende til en fredagsbar. Men i dit første job, er det langt fra sikkert, at nogen tager dig i hånden på samme måde.

Her er det dig selv, der må gøre en indsats for at lande blødt, så du undgår at blive overvældet fra start. Det fortæller chefkonsulent i Karriere og aktiviteter i Djøf, Thomas Kantsø:

“Du kan ikke forvente, at der står en velkomstkomité på første dag. Den skal du selv være med til at skabe,” siger han. 

Det betyder i praksis, at du selv skal være opsøgende. Det vil sige hilse på kolleger på tværs af afdelinger, stille spørgsmål, søge sparring og sørge for, at du får afstemt forventninger. 

Der er mange, der tror, det er forkert at spørge chefen og kollegaerne til, hvad forventningerne er på den korte og på den lange bane. Men på den måde sikrer man sig en fælles forståelse for, hvordan og hvornår opgaverne skal løses.

Chefkonsulent i Karriere og aktiviteter i Djøf, Thomas Kantsø

Hvis man oplever at lande et sted, hvor der ikke er en eller anden form for onboarding, det vil sige den proces, hvor en ny medarbejder bliver introduceret til jobbet, kollegerne og virksomhedens rutiner, er det ifølge chefkonsulenten vigtigt, at man selv efterspørger det. 

“Der er mange, der tror, det er forkert at spørge chefen og kollegaerne til, hvad forventningerne er på den korte og på den lange bane. Men på den måde sikrer man sig en fælles forståelse for, hvordan og hvornår opgaverne skal løses. Så den gode onboarding går begge veje,” siger Thomas Kantsø, der mener, det er okay at indkalde chefen til et kort møde, hvis man føler sig rådvild. 

“Mange tror, de selv skal kunne det hele fra start, men det skal man ikke. Det er første job i en lang karriere, hvor man lærer hver dag og møder nye mennesker. Det er helt normalt at være i tvivl, så spørg hellere én gang for meget end én gang for lidt,” siger Thomas Kantsø. 

Engager dig socialt 

Som en del af forventningsafstemningen råder han til, at man spørger chefen, hvad der skal til for, at man bliver en succes i jobbet. På den måde får man også mulighed for at skabe dialog og få sparring tidligt i forløbet.

Brug de ældre kollegaer til at spørge, hvad man gør, hvis man laver fejl eller hvad man gør, hvis man skal have ferie. Jo hurtigere du kommer ind på de uskrevne regler, desto bedre falder du til.

Chefkonsulent i Karriere og aktiviteter i Djøf, Thomas Kantsø

At få en god start handler desuden om at lære chef og kollegaer at kende udover det faglige.

"Dem, der klarer sig bedst i første job, de navigerer på tværs af organisationen. Du sætter dig og spiser frokost med nogen, du ikke er i afdeling med, og taler med dem om, hvad I hver især laver. Hos os er det for eksempel vigtigt at have et godt forhold til juristerne og projektkonsulenterne, som vi arbejder tæt sammen med,” siger Thomas Kantsø og tilføjer:

“Det kan også være, du kan blive en del af et ungenetværk, som mange store arbejdspladser ofte kan tilbyde. Hvis man vil have større indblik i kulturen, hvilket er vigtigt for at kunne trives, handler det i det hele taget om at engagere sig i dem, man omgiver sig med: Brug de ældre kollegaer til at spørge, hvad man gør, hvis man laver fejl eller hvad man gør, hvis man skal have ferie. Jo hurtigere du kommer ind på de uskrevne regler, desto bedre falder du til.”

Unge holder igen med spørgsmål

Mette Lykke Nielsen, der er lektor ved Center for Ungdomsforskning (CeFU) på Aalborg Universitet, har tidligere forsket i unges start på arbejdslivet. 

På baggrund af forskningen udarbejdede hun nogle anbefalinger til arbejdsgiverne. De spiller nemlig en helt central rolle i den gode start, fordi de unge ellers kan risikere ikke at trives i jobbet på længere sigt: 

“Det handler om at planlægge modtagelsen, sikre de basale ting og skabe social støtte. For mange nyuddannede er det især vigtigt hurtigt at blive en del af et kollegialt fællesskab og have nogen, gerne jævnaldrende, de kan spejle sig i,” siger Mette Lykke Nielsen. 

Hun forklarer, at det ikke er alle, der har lige let ved at hive fat i chefen eller kollegerne, hvis de er i tvivl om noget: 

“Vi så, at mange nyuddannede hurtigt vender blikket indad, hvis de oplever udfordringer i deres første job. De tolker det som et tegn på, at de mangler erfaring eller ikke er dygtige nok, frem for at se det som noget, de kan tage op med deres leder. Derfor holder de igen med at stille spørgsmål og forsøger i stedet at arbejde sig igennem udfordringerne alene,” siger hun og tilføjer: 

“Samtidig er de optaget af at fremstå som kompetente og værdifulde medarbejdere, især fordi de ofte sidder i tidsbegrænsede stillinger, og det kan gøre det endnu sværere at række ud efter hjælp.” 

Thomas Kantsø understreger dog, at man ikke skal være ked af det, hvis det efter et halvt til et helt år viser sig, at arbejdspladsen ikke er et match. 

“Vi ved ikke, hvordan et job er, før vi sidder i det. Derfor er der en risiko for, at det går galt. Men det er ok. Det kan jo godt være, at kulturen ikke er noget for en. Så er det bare sådan det er, og så må man ud og søge et nyt job. Jeg synes, det er bedre, at man søger et godt andet job end at slide sig selv op i sit første job,” siger han.

Chefkonsulent i Djøf, Thomas Kantsøs gode råd til dit første job

Tag del i forventningsafstemning

Afklar tidligt, hvad der forventes af dig - både opgaver, tempo og kvalitet - så du kan prioritere rigtigt og vise ansvar fra starten.

Vær opsøgende og mød folk på tværs

Vær nysgerrig, hils på kolleger fra andre afdelinger, og tag selv initiativ til at lære dem og arbejdspladsen at kende. Det gør det nemmere at få hjælp og at samarbejde.

Fokus på leverancer

Læg mærke til, hvordan du kan organisere dine opgaver, så du leverer kvalitet og overholder deadlines. Når du har styr på dine egne leverancer, bliver det nemmere at blive en værdifuld del af teamet.

Vær åben for det ukendte

Du vil møde nye situationer og opgaver, som du ikke har prøvet før. Se det som en mulighed for at lære og styrke dine kompetencer.  Jo mere åben du er, desto mere får du ud af det.

Opsøg sparring

Gå aktivt efter hjælp og råd, både fagligt og kulturelt på arbejdspladsen. Spørg om, hvordan tingene fungerer, og hvordan kolleger håndterer rutiner, ferieanmodninger eller fejl. Så undgår du misforståelser og fejl og bliver tryg i dit arbejde. 

 

Artikler i Akademikerliv om at være nyuddannet

Nyuddannet: Sådan får du en god start i dit første job

Nyuddannet? Sådan undgår du at starte for lavt i løn

CV for studerende og nyuddannede: Sæt spot på dine kompetencer

Er barsel en kompetence?

Tina Højager vil ikke længere skjule sit handicap i jobsøgning

Sådan undgår du, at arbejdet fylder for meget i dit liv

Den klassiske jobansøgning kan være på vej i graven: Brug kræfterne på CV’et i stedet

5 veje til en god overgang fra studieliv til arbejdsliv

Graduate-stillinger vinder frem: ”Man bliver rustet til at komme ud på den anden side”

Iværksætter: ”Det, der betød mest i starten af min karriere, har næsten ingen betydning nu”

Velkommen til. Her er kaffemaskinen. Nu kan du godt levere.

Iværksætter med humanistbaggrund: Hvad cand.du egentlig?

Studerende og nyuddannede er under pres på flere fronter

Personlighedstest i ansættelsesprocessen: Træls tendens eller vigtigt værktøj?

Kan ChatGPT hjælpe dig med at lande drømmejobbet?

"Det er en illusion, at man er bedre sikret ved at have ét job frem for 10”