Julia Lahme kan ikke stoppe: ’Mit arbejde er så freaking spændende’

Kirkeklokkerne ringer på Københavns Rådhus klokken ni en onsdag morgen i 2007. Julia Lahme er højgravid og skal giftes. Det lidt utraditionelle tidspunkt skyldes, at det er der, det kan passes ind i forhold til hendes job. Aftenen før - tirsdag klokken 23.00 havde hun en afgørende deadline, fordi modemagasinet Cosmopolitan, som hun er redaktør på, skulle i trykken. Og efter bryllupsceremonien skal hun direkte tilbage på redaktionen for at holde redaktionsmøde om det næste nummer. Der er kun akkurat tid til en frokost med vennerne - og så flyver hun videre.

Julia Lahme er ikke en kvinde, der sidder stille. Ikke dengang, hun var chefredaktør for magasinet. Eller nu, hvor hun kan kalde sig forfatter, trendforsker og kommunikationsdirektør i eget familiedrevne firma, Lahme Kommunikation, hvor hun sammen med sin mand og søster og et stort hold af kollegaer arbejder med strategisk kommunikation, trendanalyse og rådgivning af virksomheder. 

Selv kalder hun det et af livets store gaver at have mulighed for at arbejde så tæt sammen med sin søster, der er kundeansvarlig, og sin mand, der er kreativ direktør.

"Det betyder, at jeg har rygdækning og et rum, hvor jeg kan diskutere, og vi kan træffe nogle beslutninger. Det betyder også, at profit ikke er vores eneste driver. I virkeligheden er vores driver, at vi skal have en virkelig god hverdag sammen med en masse forrygende mennesker," siger hun.

Hun sætter derfor også stor pris på deres holdninger, men lige når det kommer til mængden af arbejde, tager hun ikke imod gode råd.

"Jeg kan ikke mærke, hvornår noget er nok. Så det er hændt, at jeg kører træt uden selv at vide det. Jeg har det simpelthen så sjovt, når jeg går på arbejde. Og jeg elsker mit job," siger Julia Lahme, da hun gæster Akademikerlivs podcast ’Vis mig dit CV’.

Hun er blandt andet kendt fra tv, hvor hun fra tid til anden optræder som livsstilsekspert i Godmorgen Danmark på TV2 og Aftenshowet på DR1. Hun har skrevet bestsellere som ’Hvor lagde jeg babyen?’, der handler om graviditet og det at blive mor, samt ’Sandheder fra en løgner’, som kredser om, hvordan man kan lyve for sig selv - og for andre - i relationer og valg i voksenlivet. Begge bøger tager udgangspunkt i Julia Lahmes egne erfaringer, hvor hun bringer sig selv i spil.

Ærligt, passioneret og ikke mindst sårbart.

Fyring førte til livskrise

Men det er ikke kun i litteraturen, at hun giver meget af sig selv. Sådan er det med alt, hun kaster sig over: 
"Jeg har kun ét ansigt. Jeg bliver så imponeret, når nogen siger, at de både kan være professionelle og personlige, for hvordan finder man ud af, hvornår man er hvad? Så går man ind ad døren på kontoret, og så går man lidt mere voksent, eller hvad? Jeg kan ikke finde ud af det. Jeg har én måde at være på, og det tager jeg med alle steder hen," siger Julia Lahme.

Hun har selv brug for, at andre mennesker er tydelige over for hende og ærlige.  

"Derfor giver jeg mig selv det meget store privilegium at være det i mine relationer til omverdenen. Så det er en strategi og en måde at overleve på. Jeg ville nok aldrig kunne gøre mig særlig godt i en stor, politisk koncern, hvor man skal arbejde på en bestemt måde og have nogle bestemte holdninger," siger hun.

Julia Lahme nåede at være chefredaktør for Cosmopolitan i tre år, inden det måtte lukke på grund af manglende annoncører, der svigtede i forbindelse med finanskrisen i 2008-2009.

På daværende tidspunkt var det ikke særlig sjovt at blive fyret. Men i dag beskriver hun fyringen som en gave. 

"Det var et magasin (Cosmopolitan, red.), som jeg havde ofret det meste af min barsel på, og som jeg havde lagt hele min sjæl og al min kærlighed i. Jeg havde fået lov til at lave et feministisk, ligestillingsorienteret kvindeblad som det første i Danmark, og det havde jeg kæmpet for at få muligheden for," siger hun. 

Da Cosmopolitan blev nedlagt, og hun stod uden job, vidste hun, at hendes fremtidige arbejdsliv skulle være på nogle andre præmisser. 

"Jeg skulle aldrig nogensinde igen have en chef, der kunne bestemme noget over mig eller trække et gulvtæppe væk under mig. Og det var drive nok til at springe ud som selvstændig midt under finanskrisen," fortæller Julia Lahme, der på daværende tidspunkt oplevede fyringen som en livskrise. 

Men i stedet for at grave sig ned og have ondt af sig selv, hankede hun op i sig selv med det samme. 

"Jeg havde et lille barn, og min mand (rapper og sangskriveren Jooks, red.) var i gang med at udgive sit første soloalbum. Vi havde cirka nul kroner, og jeg havde fået tre måneders løn med. Så jeg skulle løbe ud over stepperne med det samme, og det gjorde jeg så også," siger hun.  

Etnolog med PR-kompetencer

Julia Lahme er egentlig uddannet etnolog fra Københavns Universitet. Men uddannelsen har hun brugt til alt muligt andet, end det, den var tiltænkt. Hun valgte etnologien, fordi hun har en grundlæggende interesse for andre menneskers liv.  

"Det er basically det, etnologi handler om, men samtidig får man også en masse historiske kompetencer og sociologiske og etnologiske værktøjer til at gå ud og undersøge det levede liv. Så jeg vidste egentlig fra det øjeblik, jeg opdagede uddannelsen, at det var det, jeg skulle," siger hun. 

Efter universitetet blev hun tilbudt at læse en ph.d. på et andet universitet, som hun dog takkede nej til. Hun ville hellere ud og afprøve de kompetencer, hun havde fået på universitetet på en anden måde. 

"Sådan så det ikke blev i bøgerne, men fik lov til at være vildt og uforudsigeligt. Så det var egentlig det, der trak mig ud," siger hun. 

Hendes første job blev inden for PR, hvor hun lavede et stort kunstprojekt i København.

Det førte hende videre til et job hos Bestseller-koncern og efterfølgende chefjobbet på Cosmopolitan. 

"Der var måske ikke en rød tråd, og etnologi kvalificerede mig på ingen måde direkte. Men det var også i de år, hvor der var meget stor akademikerarbejdsløshed, hvor Anders Fogh (tidligere statsminister, red.) havde sagt, at man skulle afskaffe ekspertvældet. Jobs til etnologer var på det tidspunkt mest noget på museer og i formidlingsstillinger. Og jeg ville gerne noget andet. Jeg vidste, at jeg ville ind i det private erhvervsliv," husker Julia Lahme. 
 
Men på trods af at etnologiuddannelsen ikke er blevet brugt på traditionel vis, kunne hun i dag godt tænke sig at studere samme fag: 

"Jeg tror virkelig meget på livslang læring, og på, at når man er nogenlunde halvvejs igennem livet, eller måske endda lidt længere, så skal man sætte sig på skolebænken igen," siger Julia Lahme, der overvejer at gå i gang med at søge dispensation for at få lov til at læse etnologi igen. 

Måske derfor har hun altid en bog under armen, uanset hvor hun befinder sig. For hun er ikke typen, der ynder at spilde tiden.

"Skulle der være ventetid, så jeg er altid i gang med noget. Og når jeg så møder noget, der er særligt spændende, fx i forhold til vores trendforskning (i firmaet, red.), så sender jeg det med det samme til min søster Anne-Sophie," siger hun.

Det gælder også sommetider om natten:

"Måske venter jeg på et barn, der skal komme hjem fra byen, eller jeg vågner, fordi jeg ikke kan sove mere og lige skal have et par timer til at gå, og så læser jeg," siger hun.  

En krop, der siger stop  

Julia Lahmes arbejdsdrive er startet i en tidlig alder. Allerede som 11-årig havde hun sit første job i et nonnekloster, hvor hun lærte at lave brotknödel (kogte eller stegte boller lavet af tørt brød, red.). Og efterfølgende arbejdede hun i Frellsens Chokolade, i en sandwichbar og som afrydder på nogle natklubber. Erfaringer, som hun stadig kan drage nytte af.

"Jeg har, fra jeg var helt ung, fundet ud af og oplevet, at man er nødt til at lytte til dem, der er dygtigere end en selv og lære af dem. Man er nødt til at tro på andre menneskers faglighed. Og så har jeg selvfølgelig lært værdien af hårdt arbejde. Både det fysisk hårde arbejde, men også det, der kræver en masse mentalt," siger hun.

Julia Lahme erkender i samme ombæring, at hun ikke har tid til meget andet end arbejde, hendes mand og to børn, som hun elsker at tilbringe tid sammen med. 

"Jeg når ikke så meget socialt, som jeg gerne ville, og jeg når ikke nødvendigvis de ting, jeg bliver inviteret til. Der er tit noget, jeg er nødt til at sige nej til." 

Derfor siger kroppen også indimellem stop i form af en mistet stemme eller et forkølelsessår. For hun har svært ved selv at finde ’stopknappen’.

"For eksempel er det meget typisk for mig, at min stemme pludselig forsvinder, når jeg har snakket for meget. Så fortsætter jeg selvfølgelig, for jeg har ikke feber, og før man har feber, er man ikke syg, siger" hun med et grin og fortsætter:

" Det kan også være verdens største forkølelsessår, som lægger sig som sådan en pestbyld hen over ansigtet. Jeg føler mig tit så uretfærdigt behandlet, når det sker, fordi jeg virkelig ikke oplever, at jeg har overskredet min personlige grænse," siger hun og uddyber, hvad det er, der især trækker i hende:

"Hele vores trendforskningsdel, som vi nu udvider til at omfatte nogle store konferencer, er vigtig. Det er vigtigt for mig at formidle og dykke ned i den forskning. Jeg kan slet ikke holde op, fordi det er så freaking spændende," siger Julia Lahme.

Hverdagen skal hyldes

Julia Lahme kan have vanskeligt ved at forstå dem, der ikke har samme behov for at arbejde, som hun har. Som for eksempel kvinder, der går på deltid. De skarpe holdninger lægger hun ikke skjul på:

"Lige nu er vi i gang med at bygge en slags bombe under vores eget velfærdssystem. Det betyder, at vi er færre, der putter flere penge i statskassen og færre, der betaler skat. Vi er færre, der sætter ind på vores pensionsordning og færre til at løfte i flok. Det kommer til at have nogle konsekvenser både på kort og langt sigt," siger hun.

Hun foreslår derfor at ændre på de strukturer, vi ikke er tilfredse med:

"Altså, så må vi kæmpe for bedre børnehaver, eller vi må kæmpe for bedre skoler, eller vi må kæmpe for bedre vilkår på vores arbejdsplads."

Julia Lahme mener, det er et problem, at arbejdet og arbejdslivet er blevet gjort til "den store synder i vores personlige velfærd," som hun formulerer det.  

"Jeg tror på, at hverdagen skal hyldes og fejres og bevares, og at enhver krise er et fravær af hverdag," siger hun.