Dy Plambeck har fulgt sin passion – også midt i kaos

Forestil dig at leve af at skrive, men pludselig gå helt i stå. Sådan var virkeligheden for Dy Plambeck tilbage i 2006. Midt i arbejdet med at skrive sin anden roman kunne hun ikke få skrevet slutningen. Til sidst måtte hun opgive projektet og lægge manuskriptet væk.

Lige dér var hun overbevist om, at hun ikke havde flere bøger i sig end debuten, Buresø-fortællinger, som hun havde fået udgivet året før. Så den ufærdige roman røg op på loftet i en Nettopose, hvor den lå og symboliserede skrivekrisen.

"Jeg kan stadig frygte de perioder, hvor jeg føler mig fuldstændig tom og tænker: ‘Det kommer ikke til at ske.’ Men i dag møder jeg dem med en anden tålmodighed, fordi jeg har været igennem den krise," siger Dy Plambeck, der gæster Akademikerlivs podcast ’Vis mig dit CV’.

Siden dengang er mange blanke sider blevet fyldt ud med spillevende bogstaver, der har gjort hende til en prisbelønnet forfatter med flere bogtitler på CV’et. 

For Dy Plambeck har den røde tråd gennem arbejdslivet været at følge sin passion, også selvom hun har taget mindre omveje for at nå dertil, hvor hun er i dag. Og i år kan hun fejre sit 20-års jubilæum som forfatter. 

"Jeg tror, at det sted, hvor arbejdslivet kan give næring til én, er, hvis man kan mærke en passion, så man ikke kun bliver en funktion, " siger hun.

Hun lever ikke kun af at skrive bøger, men laver også tekster til salmer, skriver artikler for dagblade og holder skrivekurser for børn og unge. For eksempel vandt hun sidste år DR og Højskolernes konkurrence om at skrive Danmarks nye grundlovssang, og i år har hun været sprogkonsulent på den nye autoriserede oversættelse af Bibelen. 

Opgør med en myte

I studiet fortæller Dy Plambeck også, at hun - med sit eget forfatterliv som eksempel - gerne vil aflive myten om forfatterskikkelsen som en ensom skæbne på et lille mørkt kammer, der taster derudaf i en flimrende lampes skær. 

"Jeg synes stadig, at man i 2025 oplever folk, der tror, at et forfatterskab handler om at sidde derhjemme og være ensom. Man får typisk stillet to spørgsmål: 'Kan du leve af det?’ Og ‘Er det ikke enormt ensomt at sidde derhjemme, fordi du så ikke har nogen kollegaer?’ siger hun og afkræfter myten:   

"Jeg har jo masser af kollegaer, men på en anden måde. En dag skal jeg måske til et møde, fordi jeg skal skrive en sang for en skole. Og så skal jeg ud at holde et foredrag. Så i løbet af en uge, mødes jeg med utrolig mange mennesker," siger hun.

 Dy Plambeck skriver om hverdagens brud og bånd. Om familier, der går i opløsning, og mennesker, der prøver at finde sig selv på ny. I bogen ‘Til min søster’, der i 2019 blev kaldt hendes folkelige gennembrud, kredser hun om moderskab og søsterskab med rå ærlighed. 

Hun har også skrevet andre kendte værker, som for eksempel bogen ‘Mikael’, hvor hun tager læseren med til Afghanistan og undersøger kærlighed og moral i krig. Eller ‘Mod midnatssolen’, hvor hun vender blikket mod det moderne familieliv med bonusbørn, skilsmisser og længslen efter et hjem, der føles som ens eget.

"Jeg arbejder faktisk på sådan en virkelig gammeldags måde, hvor jeg har nogle meget højt elskede notesbøger, som jeg skriver alt muligt ned i. Og der kan jeg ligesom på et tidspunkt se, at noterne begynder at samle sig om nogle bestemte tematikker," siger forfatteren, da hun fortæller om, hvordan hendes bøger bliver til.

Forfatterskole og andre studieveje

Karrierevejen som forfatter er fortsat den helt rigtige for hende. Og selvom hun kommer fra en håndværkerfamilie, hvor kunstnergerningen var ukendt land, har det på en eller anden måde altid ligget i kortene, at det var den vej, hun ville gå. Hun husker for eksempel, at hun engang skulle skrive en børnebog for Dansklærerforeningens Forlag, der skulle handle om at være barn i 80’erne: 

"De ville enormt gerne have nogle gamle børnetegninger. Så jeg spurgte min mor, om hun havde noget liggende. Og så fandt hun faktisk nogle gamle bøger, som jeg havde bundet ind i karton, og hvor jeg havde skrevet forfatter udenpå," siger Dy Plambeck. 

Kort efter gymnasiet blev hendes bidrag til en skrivekonkurrence i Berlingske et vendepunkt. Hun vandt andenpladsen og nogle penge, . 

For pengene tog hun på skrivelinjen på Testrup Højskole i Østjylland. Det var en lærer her, der opfordrede hende til at søge ind på Forfatterskolen, hvor hun kom ind i første hug, da hun tog springet. 

Trods opfordringen startede hun dog inden da på humanistisk basisuddannelse på Roskilde Universitet. 

"Jeg vidste ikke rigtig, om Forfatterskolen var noget for mig. Jeg havde hele tiden tænkt, at jeg skulle studere antropologi eller psykologi. Men så af en eller anden grund, som jeg ikke kan huske, så læste jeg et år på HumBas på RUC," siger Dy Plambeck, der dog husker det lidt som at starte på "ingenting", fordi uddannelsen stak i mange forskellige retninger. 

Det blev det forfattervejen, hun i sidste ende valgte - og i 2005 i en alder af 24 år debuterede hun med ’Buresø-fortællinger’, der handler om mennesker i provinsen, deres hverdag, drømme og små skævheder. For digtsamlingen modtog hun Klaus Rifbjergs debutantpris for lyrik og Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium, 280.000 kr. før skat i tre år, og kunne derfor dedikere sig til skrivegerningen. 

"Det var jo sindssygt mange penge dengang. Det føltes næsten som at have fået en million," husker hun. 

Kaos og tvivl   

Dy Plambeck beskriver sit nuværende arbejdsliv som kaotisk, fordi en kreativ proces for hende sjældent er meget struktureret. 

"Jeg skriver meget prosa, og der er tit nogle karakterer, man skal være optaget af i to-tre år og være sammen med i mange timer hver dag. Og et stof, du skal være optaget af. Det er en særlig proces, og i den er jeg også kaotisk. Det er ikke sådan, at jeg kan strukturere min kreativitet. Nogle dage får jeg kun skrevet tre linjer, andre dage tre sider," siger hun. 

Undervejs i karrieren har tvivlen dog også været en tro følgesvend:

"Holder det nu? Kommer jeg mål? Er det overhovedet interessant for andre end mig selv?" spørger hun, og fortæller, at de mindre opgaverofte er mere overskuelige, fordi hun hurtigere kommer i mål med dem. 

Hendes arbejdsproces er med tiden blevet udfordret af, at hun har fået to børn, hvoraf den yngste er fire år, og tre bonusbørn. 

"Jeg synes, jeg har kunnet mærke en nedgang i arbejdstiden. Til gengæld har det givet noget andet at få børn. Det med at blive ved med at have en nysgerrig indstilling, både i sit arbejdsliv og i forhold til, hvad der findes af historier ude i verden," siger hun. 

Hun holder allermest af arbejdslivet, når hun formår at balancere de små opgaver, som for eksempel et foredrag, med at skrive på et stort værk. 

"Der kan godt være den slags perioder, hvor det flyder rigtigt godt. Og når det gør det, så kan det hele være meget givende. Jeg kan enormt godt lide at være inde i sådan et stort stof, som det jo er at skrive en roman. Det er et vidunderligt sted at være, at man ved, det bliver til en bog," siger hun. 

Dy Plambeck er ikke særlig vild med hverken med begyndelser eller afslutninger, heller ikke i livet: 

"Når jeg skal afslutte en bog, så skal det bare overstås. Jeg kan virkelig godt lide at være derinde i midten, hvor det næsten kan fortsætte for evigt," siger hun.  

Selvvalgt karrierestop

Selvom Dy Plambeck står med et selvskabt arbejdsliv, som hun sætter stor pris på, kan der også opstå tanker om, hvor længe hun ønsker at blive ved. 

"Det kunne måske være rart selv at vælge, hvornår jeg vil stoppe. Måske er det også det med at tage kontrol over det valg før noget andet, som for eksempel helbredet sætter ind og siger stop," siger hun. 

Hun er ikke typen, der har fået sparet op til pension, og det betyder også, at hun ikke nødvendigvis kan stoppe med at arbejde, hvis eller når hun ønsker det. 

"Det er ikke så godt. Det siger min bankrådgiver også. Hvad sker der om 20 år, hvis jeg ikke vil skrive flere bøger? Men det er ikke rigtig lykkes mig at få gang i det. Det holder mig ikke vågen om natten, men jeg må på en eller anden måde tage det alvorligt, nu hvor jeg er blevet 45 år," siger Dy Plambeck.

Hun fortsætter dog for nu med at skrive videre i sine notesbøger. For uanset om hun engang vælger at lægge pennen fra sig, er det skrevne ord stadig det sted, hvor hendes arbejdsliv bliver ved med at give næring, og hvor hun kan mærke passionen.