Christian Groes: "Vores indre demokratiske dyr er vækket"

Med en karriere, der blandt andet har budt på perioder som fattig poet og som forsker ved militærpolitiet i Brasilien, har 51-årige Christian Groes dedikeret sit liv til spændingsfeltet mellem køn, diversitet, magtbalancer og ledelse. Det er emner, han har fordybet sig i som forsker, samtidig med at han giver sin mening til kende om emner som maskulinitet og MeToo, ledelse og neurodiversitet i den offentlige debat.

Han er andengenerationsantropolog, for hans mor var også antropolog, og interessen for andre kulturer og menneskets mange facetter fik han derfor med som vuggegave. Samtidig var en del af årsagen til at vælge den karrierevej formentlig, at det næsten var en selvfølge, at det var akademikervejen, han skulle gå, mener Christian Groes. 

Der var en tanke om, at hvis jeg skulle være noget og blive til noget, så skulle jeg også følge en akademisk vej, ligesom mine forældre havde gjort," siger Christian Groes, da han gæster studiet i podcasten ’Vis mig dit CV’.

Med bogen ’Gid min chef var en høvding’ udlægger han og antropolog-kollegaen Dennis Nørmark, hvordan de mener, at moderne ledere kan gå fra at være tyranniske til at blive ydmyge og empatiske ledere, som medarbejdere rent faktisk aktivt ønsker at lytte til og følge – ligesom en høvding.

James Bond i Amazonas

Som et led i Christian Groes’ tid som studerende på Antropologi ved Københavns universitet rejste han til Amazonas. En vejleder på studiet havde gode kontakter i Brasilien, hvor han derfor i første omgang fik job på et museum i storbyen Manaus og senere lavede sit eget kortvarige feltarbejde i militærpolitiet i Manaus.  

Hans første projekt endte dog med, at han blev smidt ud derfra. 

"Efter jeg var færdig med at arbejde på museet, så gik jeg i gang med mit deciderede feltarbejde, hvor jeg ville undersøge maskulinitet inde i militærpolitiet i Manaus, og fik faktisk lov til at komme ind. Så gik der ikke længe, før de troede, at jeg var en amerikansk agent," fortæller Christian Groes. 

Politiet gennemgik hans notesbøger, men eftersom de selvsagt ikke kunne læse hans danske noter, mente politiet, at der var tale om hemmelige optegnelser. Han blev ikke smidt ud af landet, men han fik en advarsel, og hans feltstudie om at undersøge militærpolitiet blev afsluttet. 

Den bratte og lidt James Bond-agtige afslutning på projektet tvang imidlertid Christian Groes til at ryste posen i forhold til, hvad han nu skulle undersøge. 

"Jeg tænkte, okay, nu er det måske tid til, at jeg prøver at gøre det, som antropologer gjorde i gamle dage, nemlig tage ud og besøge de folk, som ligger meget isoleret."  

Og her mødte Christian Groes en høvding som senere skulle blive en afgørende faktor for hans bestseller ’Gid min chef var en høvding’. Den vender vi tilbage til.

Høvdinge og machokulturer 

Spoler man tiden tilbage og møder den helt unge Christian Groes, der i 1980’erne og 1990’erne voksede op i en forstad til Aarhus, ville man se, at hans skoletid var præget af både vold og machomentalitet, og hvor statussymboler, som de rigtige mærkevarer, kunne være ekstremt afgørende for, hvor i det sociale hierarki, man havnede. 

"De stærkeste slog de mindre stærke, og der var meget mobberi. Der var sågar nogen, der blev tæsket for ikke at have for eksempel Lacoste på. Så det var ret voldsomt." 

Christian Groes’ egen far også repræsentant for den arketypiske form for maskulinitet – dog ikke den del med vold . Christian Groes husker dog faren som meget kærlig og et vigtigt forbillede. Alligevel længtes han efter nogle flere nuancer, når det kom til maskulinitet, og han søgte derfor i stigende grad mod grunge-kulturen i de tidligere 90’ere. 

"Her måtte man gerne være lidt mere introvert og sær og Kurt Cobain-agtig. Det var en kæmpe befrielse. Tankerne om, hvad det vil sige at være en rigtig mand og hvilke forbilleder, man kan dyrke, har dog også forfulgt mig," fortæller Christian Groes.  

Interessen for de forskellige forståelser af køn og maskulinitet var derfor allerede grundlagt, da Christian Groes senere rejste til Brasilien og planlagde at undersøge maskulinitetsbegrebet i militærpolitiet. Men da han efter politiets advarsel rejste ud i junglen, mødte han en helt anden maskulinitetskultur end han ellers havde været vant til – nemlig den måde, høvdingene ledte deres folk på. 

"Kort tid efter ender jeg ude i junglen, hvor det er en helt anden type maskulinitet, jeg står overfor. Høvdingen er for så vidt både en feminin og en maskulin figur, som repræsenterer noget helt andet end for eksempel militærpolitiet. Høvdingen jeg mødte, drev sit lederskab ud fra værdier som ydmyghed, forståelse for andre og generøsitet," fortæller Christian Groes.

Poet og højskolelærer 

Siden Christian Groes kom hjem fra junglen med sine resultater, har der dog været et par svinkeærinder væk fra det mere forskningstunge og over i andre retninger. Det er blandt andet blevet til en periode som højskolelærer, inden han startede på sin Ph.d. 

Han fortæller, at han selv kommer af en højskolefamilie, og at han beundrer den oprigtige kærlighed, der typisk er til emnerne og undervisningen på en højskole. Så da muligheden for selv at undervise i antropologi, religion og litteratur på en højskole bød sig, slog han til. 

"Jeg har selv gået på højskole, og det var en af de bedste perioder af mit liv. Så jeg kastede mig over jobbet, og syntes det var helt fantastisk at undervise i det miljø, der er på en højskole, hvor alt jo ikke handler om karakterer og konkurrence. Højskolemiljøet handler netop om, at der er et enormt fællesskab, hvor folk er der for at lære noget, men ikke for at skulle præstere, og hvor fællesskabet er vigtigere end konkurrence," fortæller han. 

Samtidig var det her han fandt ro og mod til at kaste sig over en anden passion, han gerne ville have udlevet; nemlig at forsøge at tage sine egne poetiske evner, som han havde dyrket gennem nogle år, alvorligt.  

"Det var vildt spændende, og jeg elskede at dyrke den her side af mig selv, som man jo ikke rigtigt får mulighed for, når man forsker eller tænker meget akademisk. Den side af én, er som regel lukket fuldstændigt ned," fortæller Christian Groes. 

Det endte derfor med, at han sagde sit job højskolen på højskolen op og gav sig selv et halvt år til at undersøge, om han skulle kaste sig ud i livet som poet på fuldtid. 

"Jeg tænker sådan her, hvis nu det viser sig, at jeg er et poetisk geni, så er der vel nogen, der opdager det. Og hvis ikke jeg er noget geni, så gider jeg ikke beskæftige med mig med det," siger han med et grin. 

Mange både forfattere og digtere har siden fortalt ham, at en deadline på et halvt år til at bryde igennem ikke er sådan verden hænger sammen. Men i dag husker han alligevel tiden som fantastisk, også selvom han var ludfattig og endte med at lægge poesien på hylden igen. I dag bliver det kun til poesi til hans hustru i ny og næ. 

Afstikkeren bekræftede ham dog i, at han gerne ville fortsætte ad forskningssporet, og  han gik i gang med sin Ph.d., der ledte til et postdoc og et job som lektor.

Et farvel til elfenbenstårnet gav identitetskrise 

Jobbet som lektor havde i mange år været et vigtigt mål at nå for Christian Groes, så da han nogle år efter at have opnået drømmen valgte at træde ud af universitetsverdenen, var det ikke uden tøven. 

"På det her tidspunkt er jeg en meget aktiv debattør, også i offentligheden og jeg synes det er interessant at påvirke nogle dagsordener og prøve at gøre en forskel uden for elfenbenstårnet," fortæller han og tilføjer: 

"Derfor tænkte jeg; hvorfor rykker jeg ikke bare udenfor?" 

Derfor gik han i gang med at skrive bøger tiltænkt en bredere læserskare i stedet for akademiske artikler. 

Fordi det akademiske havde været hans mål og trygge anker gennem så lang tid, var tanken om nu at skulle klare sig på egen hånd dog også noget, der gav stof til eftertanke og en identitetskrise, som han sideløbende måtte arbejde med, mens han startede sit nye liv uden for universitets trygge mure. 

"Det handlede måske også om at acceptere en anden side af mig selv. Og erkende, at der er noget andet, jeg kan og er god til. Og i dag handler mit arbejdsliv jo også meget om den helt fantastiske respons jeg får fra samfundet og folk, der læser mine bøger, eller hører mine foredrag, og at kunne mærke, at man kan inspirere folk, og måske ændre lidt derude," fortæller han og tilføjer, at meget af den samme anerkendelse tidligere kom fra andre forskere intern i universitetsmiljøet.

Queer-ledelse og MeToo 

Noget af det, flere forbinder Christian Groes med, er hans og antropologkollegaen Dennis Nørmarks bog ’Gid min chef var høvding’ fra 2024. Idéen til bogen opstod, fordi de to antropologer sad i Aarhus og sludrede på en café, hvor det gik op for dem, at de hver især sad og skrev på mere eller mindre den samme bog. Derfor besluttede de sig for at slå sig sammen om én bog. 

På det tidspunkt havde Christian Groes allerede fornemmet en spirende interesse i samfundet for, hvordan den ledelsesstil, som mange ledere fortsat kører efter, i stigende grad opfattes som forældet, og at navnlig de yngre generationer slår sig på en ledelsesstil, der ofte er drevet af magtbegær. 

Men trækker man på historien og antropologien, mener de to antropologer, at der er nogle oplagte forbilleder, der viser vejen til en empatisk ledelsesstil. 

"Går vi helt tilbage til stenalderen, ser vi, at mennesket faktisk har haft nogle meget ydmyge ledere. Og hele ideen om, at høvdinge og ledere i fortiden var barbarer, der bare slog hinanden ihjel, eller var tyranniske, det holder faktisk ikke vand," fortæller Christian Groes. 

Det understreger for ham at det,  mennesket i virkeligheden har brug for i en leder, er inspiration, tryghed, fællesskabsfølelse, ydmyghed og tillid, hvilket han mener er nogle af nøgleordene for god ledelse. 

Desuden mener Christian Groes, at køn og kønsidentitet er et centralt element, når det kommer til at være en god leder. 

For da Christian Groes rejste rundt i Amazonas’ jungle, oplevede han høvdinge og ledere, der med vestlige øjne i langt højere grad fremstår som feminine eller queer end som de machohelte, han indimellem oplever, at mandlige ledere prøver at fremstå som. 

"Uanset om det så er en biologisk mand eller kvinde, man har med at gøre, så skal man rumme både de mandlige og kvindelige energier som en god høvding. Og det er fordi, en leder eller en høvding skal afspejle deres folk. De skal afspejle alt, hvad der er. Både mændene og kvinderne, og de unge og de ældre. De skal reflektere det fællesskab, de er i," siger Christian Groes. 

Hvorvidt høvdingeledelse ikke bare er et modelune eller endnu en af mange teorier, der dukker op om forskellige måder at lede på i disse år, afviser han. 

Han ser nemlig et klart ønske om en anden ledertype.  En ledertype, der vækker mindelser om den måde, fortidens ledere og junglens høvdinge ledte deres folk. 

"Som jeg ser det, er det også en måde at imødekomme et skifte i samfundet, som i høj grad er båret af den yngre generation, som ikke vil finde sig i samme tyrannisk ledelsesstil som tidligere. Normerne for, hvad man kan tillade sig som leder, har ændret sig, siger Christian Groes og kalder udviklingen for en kollektiv opvågning, der blandt andet også har medført, at man ikke længere vil finde sig i eksempelvis MeToo-adfærd. 

"Vores indre demokratiske dyr er blevet vækket," siger han.