Få styr på studieteknikken og undgå informationsoverload

Der er mange informationer at holde styr på som ny studerende på universitetet, og her kan det være en klar fordel at få struktureret sin studietid, som var det et fuldtidsarbejde, fortæller underviser i studieteknik.

 

Af Morten Bjerregaard

Overgangen fra gymnasiale uddannelser til videregående uddannelser på universitet er ikke bare en tid, hvor forandringerne står på spring, når man potentielt er flyttet hjemmefra for første gang, flyttet til en ny by og har sagt farvel til barndomsvennerne eller bare går en helt ny hverdag i møde.

Det er for nogle også en brat opvågning at opdage, hvordan man nu modtager undervisning på.

På gymnasiet fik du at vide, hvad du skulle læse, og det hele var sat i system med timer og indlagte pauser. Den nye virkelighed på universitetet er, at du selv skal styre din læsetid, dine pauser og dit pensum, som samtidig stiger i mængde og sværhedsgrad. 

Netop den overgang oplevede Bjarke Meinertz Smith som svær, da han begyndte at læse en bachelor i International Business på CBS. Han følte simpelthen ikke, at han fik nok ud af sin læsning i forhold til den tid, han brugte. 

Derfor begyndte han at læse og lære om studieteknikker, og det blev fuldstændig afgørende for resten af hans studietid.

- Jeg kom frem til nogle meget konkrete redskaber, som jeg ville ønske, at andre havde lært mig. Så jeg begyndte at lave et studieteknikkursus for medstuderende, siger Bjarke Meinertz Smith, der efterfølgende uddannede sig til læge og i øjeblikket er i gang med at specialuddanne sig til øjenlæge. 

 

Planlæg dit studie og studietid
Sideløbende med studierne har Bjarke Meinertz Smith i ti år undervist og afholdt kurser i studieteknikker for blandt andet University College of Northern Denmark, Foreningen af Danske Lægestuderende og Akademikernes A-kasse. 

Et af de første råd, han giver til kursusdeltagerne, er, at de skal sørge for at planlægge deres studietid. Og gerne så minutiøst som muligt. 

På den måde sikrer man, at man når sin læsning og dermed sit pensum. 

 

”Pludselig er der ikke lang tid til eksamen, og så er du på den, fordi du ikke kan nå at læse alt op, sådan som du kunne på gymnasiet”

– Bjarke Meinertz Smith

 

- Jeg har oplevet, at der er studerende, der kan have svært ved at komme ordentligt i gang, fordi pensum er meget omfangsrigt, og derfor mister de overblikket. Tankerne med ”der er tre måneder til min eksamen, jeg har god tid” opstår, men pludselig er der ikke lang tid til eksamen, og så er du på den, fordi du ikke kan nå at læse alt op, sådan som du kunne på gymnasiet, siger Bjarke Meinertz Smith.

Han foreslår derfor, at man som ny studerende ser sit studie som et fuldtidsjob - fra klokken 8 til 16 mandag til fredag. 

Her planlægger du gerne to uger ad gangen, hvor forelæsninger, holdtimer, læsetid og studiegruppen plottes ind i ugekalenderen. Og plot også gerne ting ind, som ikke handler om studiet såsom træning, fester og møder, som sker efter din arbejdsdag, råder Bjarke Meinertz Smith. 

- Så står det sort på hvidt, at du studerer fra klokken 8 til 16. Det er der, du fokuserer. 

- Det kan godt være, at det føles som meget i starten, og at du ikke når det hele. Men det skal du nok få indhentet. Det vigtigste er at komme godt fra start og få det gjort, siger Bjarke Meinertz Smith.

Du kan læse mere om, hvordan du bedst planlægger din studietid længere nede i artiklen. 

 

Manglende overblik kan føre til frafald og informationsoverload
Hvis ikke planlægningen og struktureringen optimeres, så kan nye studerende opleve at blive stressede, og det kan i sidste ende føre til frafald. 

I 2019 spurgte Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, studerende, der var seks måneder inde i uddannelsen, om de var stressede. Her svarede hver tredje studerende, at de følte sig meget stressede

Ifølge EVA oplever stressede studerende et fald i motivationen, ligesom de har en øget risiko for frafald. 

Følelsen af at være presset kan også føre til, at studerende får en følelse af informationsoverload. Det fortæller Maria Storgaard, der er psykolog og rådgiver i Studenterrådgivningen i København.

- De studerende oplever simpelthen at have for meget om ørerne, og det belaster dem. Det kan blive en selvvedligeholdende proces, for jo mere presset, du bliver over ikke at kunne forstå eller huske de mange informationer, jo sværere bliver det at tage det ordentligt ind. Og så sidder man fast.

Ligesom Bjarke Meinertz Smith mener Maria Storgaard, at det er en god ide at få noget stuktur på sin studietid, men det gælder også om at sige til sig selv, at det er okay ikke at være verdensmester fra dag et. 

 

”Som studerende kan man gøre sig selv en stor tjeneste ved at sige til sig selv: ”Jeg skal nok lære det. Det skal nok komme”

– Maria Storgaard

 

- Som studerende kan man gøre sig selv en stor tjeneste ved at sige til sig selv: ”Jeg skal nok lære det. Det skal nok komme.”

- Alle har godt af at reflektere over, hvilke forventninger man har til sig selv. Hvis
man kan mærke, at man er ved at være fyldt op og har svært ved at følge med, så skal man
reagere. Informationsoverload er en ægte ting, og som studerende er du helt sikkert ikke den eneste, som oplever det, siger Maria Storgaard.

 

Hav fokus på hovedpointer til forelæsning
De ofte mange timer i træk i forelæsningssalen er endnu en af de større forandringer, man kan opleve, når man starter på universitetet. 

Her kan det nogle gange virke uoverskueligt at være 100 procent koncentreret under en eksempelvis tre timer lang forelæsning, hvor man i forvejen har skullet forberede sig ved at læse mange sider af pensum. 

Her opfordrer Bjarke Meinertz Smith til, at man fokuserer på de hovedpointer, som underviseren lægger vægt på. 

- De ting, som forelæsningen fokuserer på, er et hint til, hvad underviseren synes, er det vigtigste blandt alle de sider, man skulle læse til forelæsningen. Så sammen med læringsmålene, er det oftest de sider, man skal tage med videre og repetere, siger han og tilføjer, at der ikke er nogen grund til at komme til forelæsningen, hvis du ikke får noget ud af det:

- I løbet af studietiden, vil man finde ud af, at der er gode forelæsninger, men også det modsatte. Hvis der er forelæsere, hvor man aldrig får noget ud af det og alligevel falder i søvn, så er det bedre at bruge tiden på selv at studere og læse, lyder det fra Bjarke Meinertz Smith. 

 

Se alle vores studieevents her

 

Læs om dagpenge og opsigelse

 

 

knap - Bliv medlem

 

 

Jobsøgningsstrategier

Der kan være mange veje til drømmejobbet. Vi har samlet forskellige strategier for jobsøgning, så du kan finde netop den strategi, der passer dig.

Læs mere om virksomhedsforståelse, kompetenceafklaring, uopfordret kontakt, netværk og livet som iværksætter

Startup-tilbud

Går du selv rundt med en iværksætter i maven? Eller er du bare nysgerrig på, hvad det betyder at være selvstændig?

Gå til siden (Selv-)udvikling