Hvordan ved man, om man har valgt det rigtige studie?

Jeg ved, at mange oplever en sitrende nervøsitet, når de sender ansøgningen  til en uddannelse afsted. Tankerne kan kredse om, hvorvidt man har husket det hele, eller om man overhovedet bliver optaget. Sådan havde jeg det ikke. For mig var det mere en stille formalitet end et stort øjeblik. Jeg udfyldte ansøgningen, trykkede ”send” og tænkte mest af alt, at det var rart, at det var overstået. Kvitteringen tjekkede ind på min mail, og det første, jeg gjorde, var at tage et screenshot og sende det til min far. Det var først, da jeg sendte kvitteringen afsted til ham, at jeg mærkede en lille spænding. Jeg vidste godt, hvad svaret ville være, og ganske rigtigt kom det hurtigt: Han skrev, at han var stolt af mig. For mig var det den bekræftelse, der betød mest i situationen. På samme måde var han også den første, jeg skrev til, da jeg senere fik beskeden om, at jeg var optaget.

På en måde føltes det helt naturligt. Jeg havde jo længe vidst, hvad jeg ville. Men når jeg tænker tilbage, må jeg også indrømme, at jeg aldrig for alvor overvejede andre muligheder. Min fars stemme havde længe ligget som et stille ekko: ”Det ville være et godt valg”. Og måske var det derfor, jeg ikke undersøgte andre muligheder. Jeg mærkede en tryghed i at have en klar retning, men samtidig også en usynlig ramme, der begrænsede mulighederne, uden at jeg var bevidst om det. Det kan jeg se nu, når jeg tænker tilbage.  

De rigtige uddannelser

Jeg har altid følt, at jeg havde en oprigtig interesse i det studie, jeg valgte. Det var mit eget initiativ, da jeg søgte ind og ikke noget, der blev presset ned over hovedet på mig. Alligevel har jeg flere gange spurgt mig selv: Var interessen virkelig helt min egen, eller blev den forstærket af en ubevidst lyst til at gøre min far glad? Han har aldrig lagt skjul på, hvilke uddannelser han mente var de ”rigtige”. Og jeg vidste, at mit valg ville falde i god jord. Men hvordan skelner man egentlig mellem sine egne interesser, og forventninger udefra? 

Jeg ser mig selv som et åbent, energisk og kreativt menneske, og netop de sider har gjort, at jeg indimellem er blevet nysgerrig på mulighederne for at vælge et andet studie og dermed også åbne op for andre karriereveje. Af og til føles de mere i tråd med, hvem jeg ser mig selv som. Én af de veje, jeg overvejede kortvarigt, var journalistik. Jeg kunne nemt forestille mig at stå som tv-vært, korrespondent eller i en reporter-rolle, hvor man skulle være udadvendt og oprigtigt interesseret i andre mennesker. Men i virkeligheden vidste jeg også, at det måske mest var en romantisering af arbejdslivet som journalist. Desuden har jeg aldrig brudt mig særligt meget om skrivearbejde, og selve studiet ville jeg sandsynligvis være gået død i. 

Handler ikke længere om andres forventninger

Jeg har ikke på noget tidspunkt haft tanken om at droppe ud, eller skifte retning. I hvert fald ikke for alvor. Det har hele vejen igennem føltes oplagt, og som om jeg hørte hjemme. Men der gik lang tid, før jeg for alvor mærkede, at det ikke bare var det passende og fornuftige valg, men faktisk det helt rigtige. Det var en følelse, som først dukkede op, da jeg sad med min bacheloropgave. Da jeg fik mulighed for at forme et projekt helt selvstændigt, baseret på alt det, jeg havde lært gennem tre år. For første gang oplevede jeg, hvordan min viden kunne foldes ud i noget, der føltes både meningsfuldt, krævende og personligt. 

Jeg var passioneret, kritisk og nysgerrig, og det hele udsprang fra mig. Det var dér, jeg mærkede, at det ikke længere handlede om andres forventninger. Det var mine egne ambitioner, der fyldte. Jeg ville lave den bedst mulige opgave, ikke for at imponere nogen udefra, men for at gøre mig selv glad og tilfreds. Langsomt begyndte opgaven at tage form, og da jeg satte det sidste punktum, mærkede jeg en ro og glæde, jeg ikke havde prøvet før. Jeg var stolt af mig selv, allerede inden jeg kendte resultatet. Og her blev det hele tydeligt for mig: Der er faktisk forskel på følelsen af at vælge rigtigt på baggrund af andres ønsker og forventninger og så følelsen af, at det er egne ønsker og forventninger, der er afgørende

Flere af mine veninder og bekendte har fortalt om de samme følelser: Tvivlen om, hvorvidt de egentlig har valgt studie af lyst eller for at leve op til andres – som oftest forældres  – forventninger. Jeg tænker, at vi unge alle gerne vil vælge det helt rigtige, men at det kan være svært at se bort fra de stemmer, der har fulgt os hele livet. Og måske er det netop dér, spørgsmålet opstår. Hvornår er et valg helt vores eget, og hvornår afspejler det i højere grad andres ønsker?

Jeg tror ikke, det er unormalt, at det tager tid at finde ud af, om man egentlig har valgt rigtigt. Tværtimod. Det er sjældent en følelse, der opstår i samme øjeblik, man sender sin ansøgning afsted. For nogle, mig selv og flere af mine veninder inklusiv, kom bekræftelsen først senere: I et projekt, på en praktikplads eller i en opgave, hvor man pludselig opdager, at engagementet og energien kommer indefra. Når det ikke længere handler om at tilfredsstille andre, men om at kunne glæde sig over sin egen indsats.

Jeg har også indset, at det for mange er en del af rejsen at navigere mellem egen lyst og et pres udefra. Det er naturligt at ønske sig sine forældres anerkendelse, sådan tror jeg de fleste har det. Men den må ikke være den eneste drivkraft. Langt de fleste forældre bliver – forhåbentligt – i sidste ende gladest, når de ser, at vi har det godt. Og det sker kun, når vi vælger en vej, hvor det er lysten som driver os videre, og ikke pligten.