Af Elisa Sievers
Jeg kommer fra en familie, hvor opfattelsen af selvstændige er, at det er sådan nogle businessmen i jakkesæt med en kaffe to-go under armen, der er storkapitalister og udnytter andre mennesker til egen fordel. Min far er fra Tyskland, og for ham var det rigtige job at være gymnasielærer med en stabil løn.
Min mor er uddannet lærer og kommer fra et strengt, kristent lærer- og pædagoghjem i Thy, hvor man ikke stikker næsen for langt frem og passer på sin næste, men helst holder sig til sine egne. Som voksen har hun arbejdet som lærer i længst tid og arbejder nu freelance med at oversætte et sy-magasin fra tysk til dansk, hvor hun tydeligvis trives med at være sin egen chef. Men generelt er jeg blevet opflasket med holdninger om, at de rige betaler for lidt i skat og selvstændige, som sagt, er sådan nogle, der ikke helt bidrager til fællesskabet. Og hvis de oven i købet tjener penge på et usmageligt produkt, så er det netop det, der er ondskabens rod i vores kapitalistisk dikterede samfund. I dag er de begge blødt lidt op og stiller sig positivt i forhold til mit valg om at blive selvstændig.
Men med min baggrund lå det ikke lige for, at jeg selv skulle vælge at gå iværksættervejen. Alligevel er det her, jeg står. Som selvstændig rådgiver for expat-familier – udenlandske familier, der er taget hertil for at arbejde og bo og skabe sig en hverdag i vores danske samfund. En drøm om et job, der har simret i et par år, men som først for alvor er blevet til en (halv)færdig ret for nyligt, efter jeg har gennemført et iværksætterforløb hos Akademikernes A-kasse.
”Der er ikke et rigtigt svar. Der er mange svar, som skal passe sammen i en større helhed, og det er det, der gør arbejdslivet komplekst og foranderligt.”
Da jeg startede på kurset var jeg ikke overbevist om, at iværksætter var en titel, der skulle pryde mit cv. Men spørgsmålet om arbejdslivets betydning, og hvordan mit skal skrues sammen, har alligevel optaget mig i hele mit omskiftelige arbejdsliv. Jeg har arbejdet på en højskole, en ambassade, en professionshøjskole, en privatskole og et udvekslingsbureau – og cirklet om de noget “fluffy” temaer “undervisning” og “kulturforståelse”, som ikke ligefrem er de søgeord, der kommer flest akademiske stillingsopslag frem under. Og jeg er stadig under 40 år.
Der er ikke et rigtigt svar. Der er mange svar, som skal passe sammen i en større helhed, og det er det, der gør arbejdslivet komplekst og foranderligt. Det, der var vigtigt som nyuddannet – nemlig at få en fod inden for på arbejdsmarkedet, få et godt job med god løn og mulighed for at stige opad på karrierestigen – er måske ikke så vigtigt i dag. Omvendt havde det, der har stor betydning i dag – nemlig fleksible arbejdstider, gode forhold, anerkendende og empatiske chefer – måske næsten ingen betydning i starten af mit arbejdsliv.
Hvis der er noget, jeg har lært gennem min brogede karriere, er det dog, at jeg har brug for, at jeg er autentisk i det, jeg laver. At det er mig, der definerer min arbejdsidentitet og ikke et stillingsopslag, der fortæller mig, hvem jeg skal være. Og som bonus har jeg fundet ud af, at penge faktisk betyder forsvindende lidt for mig, hvis jeg er motiveret for det, jeg laver. Forbrug siger mig ikke det store, og jeg er ikke glad for at have gæld og er utrolig heldig med at have en mand, som har samme mindset. Så vi har brugt de første 10 år af vores arbejdsliv på at få vores boliggæld ud af verden, hvilket selvfølgelig er en stor fordel, når man arbejder uden at tjene regelmæssige penge.
”Mennesker investerer i én og vil samarbejde med én, hvis de kan lide én og synes, man virker autentisk.”
Det er faktisk et ideelt udgangspunkt for at starte egen virksomhed op, så halvt inde i kursus-programmet valgte jeg at skrotte min backupplan (for man har vel altid en backupplan som kvinde i snart 40’erne med tre børn) som var at læse til præst. Nok mest fordi jeg tænkte, at der er mangel på præster i Danmark, og jeg så ville jeg kunne arbejde med mennesker og få regelmæssig løn og gode forhold.
Men jeg har fundet ud af, at det at være iværksætter faktisk også handler om at arbejde med mennesker. Mennesker investerer i én og vil samarbejde med én, hvis de kan lide én og synes, man virker autentisk, så for første gang i mit arbejdsliv kan jeg få lov til at være mig selv og arbejde med lige præcis det område, jeg brænder for og som har fulgt mig som en til tider usynlig rød tråd igennem hele mit liv; nemlig kulturforståelse mellem mennesker.
Så selvom jeg stod med bævende stemme og tog afsked på kursets sidste dag med stort vemod over at skulle sige farvel, så var det også med en følelse af, at jeg er på rette spor. At det jeg gør, gør en forskel. At der er plads til at gro og udvikle sig. At alt det, jeg har lavet tidligere, har ledt mig hen til dette øjeblik og får det hele til at gå op i en højere enhed, der giver mening og har skabt værdi for min arbejdsidentitet.
Så nu er jeg businesskvinde og går til salgsmøder med jakkesæt på og en kaffe under armen. At jeg har overtaget jakkesættene fra min svigermor fra 80'erne – dengang hun stormede op ad karrierestigen, og at kaffen for det meste er hjemmebrygget instantkaffe, behøver jeg jo ikke at sige højt.
