Er det sværere at være på barsel end på job? Tre fædre fortæller

Den øremærkede barselsordning trådte i kraft i august 2022 og de første kuld af fædre er klar til at fortælle om barselslivet og livet efter. Akademikerliv har talt med tre fædre om barslen og om at komme tilbage til job. Og om to forskellige slags savn: Savnet af familien og af arbejdslivet.

 

Af Annabella Pultz

Andreas Haugaard Christensen: ”Jeg tror, jeg sagde til min kone, 'jeg kan eddermame godt forstå, at du gerne vil have mig hurtigt hjem fra arbejde'.”

Andreas Haugaard Christensen er Cand.scient.pol og arbejder hos Rambøll Management Consulting med rådgivning af kommuner om grøn omstilling. Han har været på øremærket barsel med sit andet barn Karla, sidste år, og kom retur til jobbet 3. januar 2024.

 

Hvordan håndterede din arbejdsplads, at du skulle på barsel?

"De gjorde det faktisk ret tjekket, for jeg blev bevidst sat på projekter, der lukkede i midten af august, hvor jeg skulle gå fra. Så da jeg gik fra i midten af august, havde jeg afsluttet alle mine projekter."

 

Har du haft kontakt med din arbejdsplads, mens du var på barsel?

De har ladet mig være hele tiden. Vi havde aftalt to statusmøder i november og december, som vi holdt. Det var dejligt, at min arbejdsplads gav rum til at bare at lade Karla og mig være os selv. De tilbød også nedsat tid i starten, men det blev ikke nødvendigt, da min kone var jobsøgende på det tidspunkt.

 

“Jeg vil gerne udfordres fagligt, og sådan har jeg det stadig, men jeg vil gerne kunne køre på et lavere blus i dag.”

Andreas Haugaard Christensen

 

Andreas Haugaard Christensen har dog nu valgt at gå på nedsat tid til 30 timer, da hans kone er kommet i job, og det derfor passede familien bedre, såde kan give deres datter kortere dage i vuggestuen.

Han fortæller dog, at da familien fik deres første barn, var det hårdt for ham at være på barsel, så havde det ikke været for den øremærkede barselsordning og en meget lang barselsordning på hans arbejdsplads, havde han formentlig ikke taget så lang en barsel denne gang.

"Jeg var faktisk tæt på ikke at tage så lang barsel denne gang. Men jeg er glad for, at jeg gjorde det. Det var en helt igennem fantastisk barsel, og det var det ikke første gang, jeg var på barsel, men det havde også noget at gøre med, at vi var i Grønland i den periode, og der ikke var lige så meget netværk."

 

Hvad ville du gerne have vidst inden du gik på barsel?

"Det overraskede mig, hvor hårdt det var. Ved vores første barn havde jeg alle mulige planer inden om, at jeg skulle i mit livs bedste form og på en masse trekkingture i fjeldene med den lille på ryggen, og det blev jo ikke til så meget." Han tilføjer: "Jeg tror, jeg sagde til min kone, 'jeg kan eddermame godt forstå, at du gerne vil have mig hurtigt hjem fra arbejde.'”

 

Glædede du dig til at skulle tilbage på arbejde igen?

"Det var nok lidt delt. For barslen var fantastisk. Men efter jeg havde et møde med min arbejdsplads, hvor jeg vidste, hvad jeg skulle lave af projekter, så begyndte jeg at glæde mig til at bruge min hjerne på en anden måde igen."

 

Satte det at være på barsel tanker i gang, når det kommer til dit arbejdsliv?

"Jeg vil gerne udfordres fagligt, og sådan har jeg det stadig, men jeg vil gerne kunne køre på et lavere blus i dag. Før vi fik vores første barn, kunne jeg sagtens have dage, hvor jeg var på arbejde fra klokken 7 til klokken 17. Men det jeg gider ikke længere."

Derfor glæder Andreas Haugaard Christensen sig også til at skulle gå ned i tid.

"Jeg glæder mig virkelig meget til at have hyggelige morgener med begge mine børn og til at kunne hente tidligt hver dag."

 

Kasper Ditrych Hvid: ”Nogle gange er det nemmere at være på arbejde, for det er man trods alt blevet trænet til i mange år.”

Kasper Ditrych Hvid er uddannet fysiker og Ph.D. Til daglig arbejder han som konsulent hos CRconsulting. Han har været på øremærket barsel og vendte retur til sit job i august 2023.

At være på barsel var hårdere end Kasper Ditrych Hvid havde forventet, men det satte også en masse tanker i gang om, hvordan hans arbejdsliv skulle se ud fremadrettet.

"Det er meget intenst at være på barsel. Man er på hele tiden, og man er ikke herre over, hvad der skal ske. Det var lidt hårdere end jeg havde forventet, men også utroligt givende."

 

Glædede du dig til at komme tilbage til arbejdet?

Jeg så frem til at komme tilbage på arbejde, da barslen var at være slut – forstå mig ret, men det er lidt ensformigt at være på barsel. Nogle gange er det nemmere at være på arbejde, for det er man trods alt blevet trænet til i mange år. 

 

Det at vide, at man nu ikke skal bruge så meget tid med den lille. Eller med min kone. Det har ændret nogle prioriteringer.

Kasper Ditrych Hvid

 

Samtidig fortæller Kasper Ditrych Hvid, at skiftet til at være tilbage i jobbet også krævede omstilling.

"Man skulle lige op i gear igen. Man var ikke i samme høje gear, som inden man tog på barsel."

Det skyldes dels, at han var væk fra opgaverne fra påske 2023 til august samme år, men også at nætterne er blevet hårdere. I starten af barslen var det altid Kasper Ditrych Hvids kone, der tog nætterne med deres datter, blandt andet fordi hun ammede. Men i dag fortæller Kasper Ditrych Hvid, at det er ret ligeligt, og som regel er ham, der starter med at tage deres datter op, når der bliver grædt om natten.

 

Havde du kontakt med din arbejdsplads, mens du var på barsel?

"Jeg tror egentlig den eneste kontakt var, at jeg kom forbi med den lille og viste frem. Og så var der en kollega, der skulle fejres, hvor jeg også kiggede forbi. Men der var ingen kontakt af faglig karakter, mens jeg var på barsel."

 

Satte det at være på barsel tanker i gang, når det kommer til dit arbejdsliv?

"Det gjorde det. Det at vide, at man nu ikke skal bruge så meget tid med den lille. Eller med min kone. Det har ændret nogle prioriteringer. For eksempel talte vi før om at flytte ud af byen. Men så blev vi bevidste om, at det ville betyde en lang transporttid til arbejde – og det er tid, der går fra at være sammen med familien."

Kasper Ditrych Hvid fortæller desuden, at han ikke arbejder mindre i dag, men at han værdsætter den mulighed, han har for fleksibilitet på jobbet, hvilket ikke fyldte så meget tidligere.

"Det er nok også begrænset, hvor meget overarbejde jeg har lyst til at tage i dag. Der er kommet en anden øvre grænse for det," fortæller Kasper Ditrych Hvid.

 

Hvis du ikke var underlagt den øremærkede barsel, havde du så taget lige så lang barsel?

"Så havde det nok været en mere økonomisk beslutning. Jeg ville helt sikker have taget barsel, men nok ikke så lang tid, som det blev."

 

Jacob Elan Hicks: ”Jeg er blevet mødt med fordomme omkring min maskulinitet”

Jacob Elan Hicks har en kandidat i sundhedsfremme, og har desuden taget en toårig uddannelse i meditation og mindfulness. Han har arbejdet som blandt andet coach og vejleder.

Allerede da Jacob Elan Hicks fik sit første barn tilbage i 2019, fik han en fornemmelse af, at det var vigtigt at prioritere familielivet, og efter endt barsel sagde han sit job op. Siden har han været selvstændig, men har været jobsøgende og på dagpenge, siden han fik sit andet barn i marts 2023.

Han starter nyt job i marts 2024, og selvom han glæder sig til at starte, er han taknemmelig for de mange måneder hjemme, først som jobsøgende og siden på barslen, hvilket blandt andet har betydet, at hans kone havde mere tid og fleksibilitet til at kunne starte som selvstændig.

 

”Problemet ligger i min optik i den måde vi har påført manden en selvopfattelse af, at hans arbejde eller karriere er den vigtigste.”

Jacob Elan Hicks

 

Jacob Elan Hicks har dog mødt mange fordomme omkring det at prioritere familielivet som mand, og han mener, at mænd som han selv står over for et skifte, blandt andet når det kommer til definitionen af maskulinitet.

"Det er jo nyt for mænd at skulle gå med de her tanker: Hvad vil der ske, mens jeg er væk fra mit arbejde, vil en anden tage den forfremmelse, jeg skulle have haft, og hvad sker der med min identitet?"

Han fortsætter: "Jeg er blevet mødt med fordomme omkring min maskulinitet, fordi jeg har været meget hjemme hos min familie og haft lang barsel. Men er jeg mindre mand, fordi jeg er på barsel og for en periode nedprioriterer min karriere?"

Jacob Elan Hicks, der oprindeligt kommer fra USA, er selv ikke i tvivl. Selv hvis systemet ikke havde givet ham en økonomisk løsning i forhold til at holde lang barsel med sine børn, havde han selv fundet en måde at finansiere det på.

"Men jeg ved også godt, at jeg er meget privilegeret, og at det ikke er alle, der ville kunne det."

 

Satte det at være på barsel tanker i gang, når det kommer til dit arbejdsliv?

"Jeg blev bevidst om, at man skal være et forbillede, og at det er vigtigt at vise sine børn, at man er glad. Måske skal man sætte barren lavere og gøre op med den perfekthedskultur, vi lever i, når det kommer til forældreskab."

Han tilføjer, at det at gå fra at være intenst og nærværende sammen med sit barn, og så skulle retur til sit job igen, og gå glip af mange timer dagligt med sit barn, kastede et nyt lys over, hvad der var vigtigt i hans arbejdsliv.

"Hvis jeg skal være væk fra det her menneske, skulle det ikke være et sted, hvor jeg ikke var glad eller, hvor jeg var stresset."

 

Glæder du dig til at skulle arbejde igen?

"Jeg glæder mig til at komme i gang nu, og til at få nogle andre kompetencer i spil. Men det er først en følelse, der er kommet, nu hvor jeg snart skal tilbage i job. Men det er nok med lige dele angst, glæde og spænding, at jeg starter.

Selvom Jacob Elan Hick har nydt sin barsel, mener han, at der også kan være brug for et fokus på, at det er en helt ny rolle for de fleste mænd.

"Jeg tror, at mange mænd kan føle sig ensomme i barslen. Det kan være enormt angstprovokerende at finde ud af, hvad man skal lave, når man er alene med barnet."

Han fortæller, at han derfor selv var glad for eksempelvis at bruge det kommunale tilbud, der hedder Fars Legestue, som han kalder et ”fantastisk frirum.”

Jacob Elan Hicks skal være wellness manager i sit nye job, og arbejde med holistisk medarbejdersundhed. Han mener, at der er nogle grundlæggende problemer i den måde, vi ser arbejdslivet og mandens rolle i familien.

"Problemet ligger i min optik i den måde, vi har påført manden den selvopfattelsef, at hans arbejde eller karriere er den vigtigste. Egentlig synes jeg, at det fundamentalt er forskruet, at vi måler vores succesrater i samfundet ud fra vores arbejdsliv."

 

Læs om dagpenge og opsigelse

 

 

knap - Bliv medlem

 

 

Jobsøgningsstrategier

Der kan være mange veje til drømmejobbet. Vi har samlet forskellige strategier for jobsøgning, så du kan finde netop den strategi, der passer dig.

Læs mere om virksomhedsforståelse, kompetenceafklaring, uopfordret kontakt, netværk og livet som iværksætter

Startup-tilbud

Går du selv rundt med en iværksætter i maven? Eller er du bare nysgerrig på, hvad det betyder at være selvstændig?

Gå til siden (Selv-)udvikling