Gå videre til hovedindhold

Iværksætteri på SU: Det kræver det at starte egen virksomhed

Drømmer du om at starte din egen virksomhed under studierne? Så gør dig klar til både bump på vejen og værdifuld læring. Her deler to eksperter deres bedste råd til at lykkes som iværksætter, mens du stadig er studerende.

21. august 2025

Af Heidi Nielsen

Er du typen, der ikke vil være bundet af en vagtplan eller andre, der bestemmer over dig? Og er du god til at få idéer og føre dem ud i livet? Så er du måske typen, der skal være selvstændig. Vejen dertil er dog ikke altid brolagt med guldmønter og støtte fra andre. 

At være iværksætter som studerende kan have mange fordele. Men det er også - som for mange andre iværksættere i alle aldre - hårdt arbejde, der kan byde på mange nej’er og nederlag. Det fortæller produkt- og relationsansvarlig hos Akademikernes A-kasse, Anders Balch Berthelsen, der er initiativtager til a-kassens nuværende startup-program, hvor studerende og nyuddannede også er velkomne. 

Som studerende har man ikke købt villa, vovse og Volvo. Så man kan ofte overleve længere, end dem, der sidder hårdt i det og måske er tvunget til at stoppe, fordi de ellers ryger fra hus og hjem.

Anders Balch Berthelsen, produkt- og relationsansvarlig, Akademikernes A-kasse

"At starte egen virksomhed giver ridser i lakken og nogle drag over nakken. Til gengæld får man så noget hår på brystet, der gør, at man bliver bedre til at håndtere et nederlag positivt og komme videre,” siger han og fortsætter: 

"Jeg plejer at garantere deltagerne to ting: Det kommer ikke til at gå, som du regner med, og det tager længere tid, end du tror,” siger Anders Balch Berthelsen.

Ifølge ham er den helt store fordel ved at føre iværksætterdrømmen ud i livet, mens man er studerende, at man ikke er bundet på samme måde økonomisk som senere i livet. 

"Som studerende har man ikke købt villa, vovse og Volvo. Så man kan ofte overleve længere, end dem, der sidder hårdt i det og måske er tvunget til at stoppe, fordi de ellers ryger fra hus og hjem,” siger Anders Balch Berthelsen. 

Netværk og en god idé 

På spørgsmålet om, hvordan man ruster sig selv bedst muligt som studerende, hvis man ønsker at blive selvstændig, svarer Anders Balch Berthelsen: 

"Hvis man er irriteret over noget, der mangler, så har man et godt udgangspunkt. Altså at man hjælper nogen med at løse et problem. Det kan godt være, at andre gør det samme, men det kan jo være, at du kan gøre det bedre,” siger han og fortsætter: 

"Og så er det vigtigt, at man taler med andre, der har gjort det før. Jo mere hjælp, man får i miniputstadiet, desto større chance er der for, at det kan lykkes. Desværre er der ofte ikke så mange, der vil bakke op om miniputstadiet, men der skal man bare huske på, at alle, der er på landsholdet, på et eller andet tidspunkt har været miniput. Det er blandt andet derfor, vi tilbyder et iværksætterkursus, så vi kan hjælpe dem, der ønsker at forfølge drømmen,” siger han. 

Mød tre studerende, der har taget springet

Jeg oplever, at der langsomt er ved at ske en udvikling i iværksætterøkosystemet, hvor man ikke behøver at udvikle en app eller have en millionforretning for at være iværksætter. Hvis man laver et ’one man band’ og leve af det, så er det jo lige så fint.

Anders Balch Berthelsen, produkt- og relationsansvarlig, Akademikernes A-kasse

Helle Neergaard, der er professor i iværksætteri på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet, er enig med Anders Balch Berthelsen. 

Hun mener dog, at man skal tænke sig godt om, før man som studerende kaster sig ud i iværksætteri. 

"Jeg siger ikke, at man ikke skal gøre det, men det kan være problematisk at starte som selvstændig, mens man stadig er studerende, fordi man mangler erfaring og netværk. Derfor kan det ofte være en god idé, at man kommer ud og får noget erhvervserfaring og et stærkt netværk. Så er der større chance for succes,” siger hun og fortsætter: 

"Mange unge mangler en forståelse for, hvad entreprenørskab er. Det handler ikke bare om at lave et pitch. Det kræver utrolig stor vedholdenhed, for når det ikke lykkes første gang, så skal man have modet til at prøve igen,” siger hun. 

En værdifuld proces  

For at lykkes som iværksætter er det vigtigt at være vedholdende, fordi man ikke giver nær så let op, når man møder modstand.

Helle Nergaard, har i tidligere forskning afdækket, at en stor del af dem, der lykkes med iværksætteri, har været elitesportsudøvere og dermed vedholdende. 

"De har evnen til at blive ved, når der sker dårlige ting. Og det er noget af det, vi skal blive bedre til at lære de unge i uddannelsessystemet,” siger hun. 

Anders Balch Berthelsen mener dog ikke, at det gør noget, hvis man som studerende oplever, at virksomheden ikke får succes i første omgang. 

"Nogle gør det i første hug og rammer midten af skiven. Dem er der ikke så mange af. Men i den proces får man nogle evner, som er enormt værdifulde for en arbejdsgiver. Som for eksempel at tage ansvar og være proaktiv. Så det kan også være et rigtig godt springbræt til en traditionel lønmodtagerkarriere,” siger han og uddyber: 

"Jeg oplever, at der langsomt er ved at ske en udvikling i iværksætterøkosystemet, hvor man ikke behøver at udvikle en app eller have en millionforretning for at være iværksætter. Hvis man laver et ’one man band’ og kan leve af det, så er det jo lige så fint,” siger han. 

Helle Neergaard supplerer: 

"Mange har en forståelse af iværksætteri som noget, hvor man skal arbejde 80 timer om ugen. Men det er ikke alle, der gør det. Hvis universiteterne havde lidt mere fokus på langsom vækst og en bæredygtig tilgang til det at starte virksomhed, så var der måske også flere, der ville interessere sig for iværksætteri. Det gælder især unge kvinder, som også er interesseret i at stifte familie og være der for børnene, mens de er små. Derfor venter de også ofte med at stifte virksomhed sammenlignet med mændene,” siger hun. 

Professor Helle Neergaards tre gode råd til at få succes som studerende og iværksætter

1. Opsøg inkubationsmiljøer på universiteterne

Mange universiteter tilbyder programmer, hvor du kan få sparring, viden og adgang til netværk, der kan hjælpe dig videre med din virksomhed. Du får mulighed for at afprøve idéer i trygge rammer og lære af både eksperter og andre studerende.

2. Skab et godt netværk

Et stærkt netværk giver adgang til viden, samarbejdspartnere, kunder og måske endda investorer. Brug praktik, studiejob og events til at bygge relationer. Vær ikke bange for at række ud til folk med erfaring.

3. Få en mentor

En god mentor kan hjælpe dig med at stille de rigtige spørgsmål, undgå klassiske fejl og udfordre dine antagelser. Find én, der har prøvet det før og som tør give dig ærlig feedback.

Så mange er iværksættere under studiet 

Ifølge en analyse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet startede cirka 0,7–0,8 procent af alle studerende ved universiteterne i perioden 2020–2022 en virksomhed under deres studietid.

Det svarer til omkring 1 ud af hver 125 studerende under studieperioden.

I perioden 2020-2022 var 32 procent af alle universitetsbaserede iværksættere kvinder. 

 

Inspiration til dig, der vil være - eller er - selvstændig

Iværksætteri på SU: Det kræver det at starte egen virksomhed

Fra studie til startup - når iværksætterdrømmen ikke kan vente

Bjørn giver robotter supersyn, og snart kan hans opfindelse måske ændre din hverdag

Sådan giver du din startup en flyvende start

Iværksætter Tim Frank Andersen: ”Det er interessant at bygge noget op selv”

Iværksætter Clara Filippa: “Skal jeg elske alt ved det her studie?”

Det her ville tre iværksættere gerne have vidst, da de startede deres virksomhed

Iværksætter-duo får kvinder til at investere

”Man bliver ikke rockstjerne af at være iværksætter”

Iværksætter: ”Det, der betød mest i starten af min karriere, har næsten ingen betydning nu”

”Hvis du er utilfreds med dit arbejde, skal du gøre noget ved det, hvis du kan”

”I et rum med kvindelige iværksættere, oplever jeg, at der også bliver talt om de svære ting og ikke kun om, hvor godt det går”

Danmark har brug for flere kvindelige iværksættere

Sophie blev iværksætter og skiftede retning fra forskning til forsikring

"Det er en illusion, at man er bedre sikret ved at have ét job frem for 10”

Overvejer du at blive iværksætter? Læs med her

Livet som iværksætter: International firstmover i gummistøvler

Ole Kassow fik en idé. I dag er den rullet ud på cykelstier i over 50 lande

Iværksætter: Holder din motivation i længden?

”Det internationale fokus er min klare drivkraft”