Podcasten ’Vis mig dit CV’ stiller skarpt på de utraditionelle valg, der kan opstå i et arbejdsliv – nogle af dem frivilligt, andre ufrivilligt, når livet tager en drejning.
Deltagerne funderer over de skift, deres arbejdsliv har taget. For eksempel har Paula Larrain, journalist og tidligere politiker, en uddannelse som reiki-healer. Martin Borre gik fra grønsværen og en karriere som professionel fodboldspiller til at blive journalist og presseansvarlig for herrelandsholdet i fodbold, og David Owe formår at kombinere en karriere som skuespiller med en psykologpraksis, ligesom Joy Mogensen tog det utraditionelle skridt fra at være minister til forpagter af et vandrehjem.
Du kan også høre iværksætter Clara Filippa Damgaard Andersen, der som 28-årig allerede er direktør i firmaet Peech, fortælle om tvivlen under et studie og den snørklede vej ind i iværksætteriet eller om serieiværksætter, Tom Frank Andersen der har bygget firmaer op for at rive dem ned igen og starte forfra.
Tarek Hussein har taget springet fra et liv som embedsmand på de bonede ministeriegulve til en stilling som direktør i Dansk Flygtningehjælp Ungdom og oplevet de udfordringer, der følger med at være en etnisk minoritet på egen krop, mens Eva Steensig har balanceret karrieren med at have et barn med handicap. Anne-Mette Nordahl Andersen er tidligere digital projektleder i Tivoli og har taget sit syn på arbejdslivet op til revision efter to barsler og diagnosticeringen af en kronisk sygdom.
Lyt med og find inspiration til at kaste et kærligt og kritisk blik på dit eget CV.