Det interessante CV

CV'et er det vigtigste dokument i din jobsøgning, da det ofte bliver læst først. Du har 30-40 sek. til at skabe det rette førstehåndsindtryk, da det i gennemsnit er den tid, modtageren bruger på at læse CV'et.

Få styr på struktur og indhold i dit CV, så det bliver interessant at læse og supplerer din ansøgning. Et CV er en skarp liste over dine tidligere erfaringer, kompetencer og resultater. Præcis som ansøgningen skal dit CV være målrettet både stillingen og arbejdspladsen. Fokusér på modtagerens behov, ved at fremhæve netop de ting, der er relevante for at give modtageren et indtryk af, at du har de rette kvalifikationer til at besidde stillingen og kan løfte opgaven.

 

Kvinde ved bord med computer

 

Målret dit CV til den konkrete stilling

Dit CV er et faktuelt tilbageblik over din karriere i omvendt kronologisk rækkefølge, så dit nyeste job står øverst. CV’et skal give et hurtigt overblik og være målrettet den stilling, du søger.

Inden du laver dit målrettede CV kan det dog være en god idé at lave et brutto-CV, som indeholder alle de informationer, som kan optræde i dit målrettede CV, og som dermed er et solidt overblik i forhold til det alt det, du har lært. 

Relevant og kort profilafsnit

Din profiltekst i toppen af dit målrettede CV er din mini-ansøgning, som du med fordel kan skrive i nutid. Skriv en kort og præcis tekst, der vækker nysgerrighed og giver modtageren lyst til at læse videre.

Undgå huller

I afsnittet om erhvervserfaring må du gerne skrive erfaringer fra frivilligt arbejde, studiejob eller hvis du har været på barselsorlov.

Fokus på struktur og overskuelighed

En god struktur og layout har meget stor betydning, når arbejdspladser screener CV og ansøgning. Vær derfor konsekvent og hold indholdet læsevenligt, så du fører læseren sikkert igennem dokumentet.

Sådan skriver du et interessant CV

Se videoen nedenfor og få vores bedste tips til, hvordan du skriver et målrettet CV, der er interessant for modtageren at læse. Vores konsulenter guider dig sikkert igennem. Se også hvad forskellige virksomhedsledere fokuserer på, når de modtager et CV.