Vi har spurgt vores medlemmer om dengang, de var nyuddannede og stod i skiftet fra at være studerende til at være i job. De fortæller om, hvad de ville ønske, de havde vidst dengang. Se med - og ta' deres input med videre i din egen jobsøgningsproces.
Andrea Laurenborg, Project Manager hos Plesner
Husk at stå op for dig selv. Det kan være svært som nyuddannet at stille krav til sin arbejdsgiver og komme med forslag til, hvordan man kan udvikle sine kompetencer. Du rykker dig dog både fagligt og personligt ved at gøre det.
Få hjælp til den administrative overgang fra at være studerende til at være ny i job. Søg hjælp hos HR eller kollegaer. Ved at få styr på lavpraktiske ting, som fx sin lønseddel, kan man bedre fokusere på at være ny i sit nye arbejde, da det i sig selv kræver meget energi.
Vær kreativ med din faglighed. Måske kan du bidrage med meget mere end du selv lige havde regnet med. Du skal ikke være bange for at byde ind med synspunkter, som umiddelbart ligger uden for din faglighed.
Sylvester Fogedgaard Jønsson, Museumsvært på Nationalmuseet
Det er okay, hvis det føles svært at overgå fra at være studerende til at varetage et fuldtidsjob. Tal om det med din omgangskreds og stol på, at det nok skal blive lettere.