Gå videre til hovedindhold

Opsagt, hvad nu? Kom styrket om på den anden side

At blive opsagt kan være en hård oplevelse, der kan tage pusten fra dig. Så hvordan håndterer du det? Og hvordan kommer du bedst muligt videre? Få karriererådgiverens bedste råd til at håndtere tre forskellige faser efter opsigelsen.

Tina Skov, karriererådgiver ved Akademikernes A-kasse. En liste med konkrete erfaringer giver dig et overblik og kan være guld værd i din jobsøgning, lyder et af rådene.

5. januar 2026

Af Morten Bjerregaard

Det er noget, de fleste frygter, og noget som mange af os vil komme til at opleve i vores arbejdsliv. At blive opsagt. Faktisk oplever hver anden af os at blive fyret i løbet af karrieren, viser statistikker fra Djøf og flere andre. 

For mange kan en opsigelse føles som et tab af kontrol. Ikke kun over økonomien, men i forhold til ens identitet, faglighed og fremtid. Derfor er det også helt normalt, hvis de første timer og dage efter opsigelsen føles kaotiske. Du får måske lyst til at gemme dig væk og ringe til alle, du kender. Og følelsesmæssigt svinger du måske mellem vrede, lettelse, forvirring og frygt for fremtiden.

Alt det har Tina Skov, der er karrierevejleder hos Akademikernes A-kasse, oplevet mange gange, når hun har hjulpet medlemmer videre efter en opsigelse. Hun ved, hvad der sker, både praktisk og følelsesmæssigt, når det, der udgør ens arbejdsliv, pludselig bliver revet væk under én. Men hun ved også, at det er muligt at om på den anden side af en opsigelse på en god måde. 

Min anbefaling er, at du holder dig professionel, selvom du er ked af det og vred. Følelserne skal have lov til at være der, men undgå at smække med døren.

Tina Skov, karrierevejleder

Her beskriver Tina Skov tre faser, der kommer efter en opsigelse. Fra de første timer efter opsigelsen til at være aktivt jobsøgende. Hun kommer med gode råd til, hvordan du bedst muligt kan komme styrket ud af en opsigelse, som, understreger hun, aldrig er en behagelig oplevelse.  

Fase 1: Timerne og dagene efter opsigelsen

De første timer efter en opsigelse er for mange rigtig svære, og for nogle vil det komme som et chok. Når jeg taler med medlemmer, der netop er blevet opsagt, så anbefaler jeg dem altid at tage fat i deres fagforening. Det er nemlig dem, der i den allerførste fase, kan vurdere opsigelsen, gennemgå formuleringerne og sikre, at alt er, som det skal være, før du skriver under. Husk, at når du kvitterer for modtagelsen af en opsigelse, skriver du ikke under på, at du er enig i den – kun på, at du har fået den. Det er vigtigt at kende den forskel, især når tankerne kører, og kroppen reagerer.

For det er helt normalt, at hjernen lukker ned på grund af chokket til opsigelsessamtalen, hvilket gør, at du måske kun hører brudstykker af begrundelserne for opsigelsen. Min anbefaling er, at du holder dig professionel, selvom du er ked af det og vred. Følelserne skal have lov til at være der, men undgå at smække med døren. Du får nemlig brug for gode relationer og brugbare referencer, når du søger nyt job fremadrettet. En mulighed kunne være at aftale et opfølgende møde med din arbejdsgiver efter nogle dage eller uger, når du er kommet mere til dig selv, så du kan stille spørgsmål og høre begrundelserne mere klart. 

En anden opfordring er at dele dine tanker om opsigelsen med familie, venner og andre, der er gode lyttere. Når man bliver opsagt, kan det ramme hårdt, og en vigtig del af bearbejdningen er at få sagt tingene højt. Mange tror, at det gælder om at komme hurtigt videre, eller at man skal holde tankerne for sig selv, men det er hverken realistisk eller nødvendigt. Du bør i stedet give dig selv tid til at lande i det hele. Min erfaring er, at hvis du går direkte i gang med at søge nyt job, før du mentalt er landet, risikerer du at crashe senere. Det er meget lettere at begynde din jobsøgning fra et sted, hvor du er mere afklaret med din situation.

Fase 2: Gør dig klar til at søge

Når du efter et stykke tid har fået mere ro på efter opsigelsen, bør du gå ind i en ny fase. Fasen, hvor du gør dig klar til jobsøgningen. Her er det vigtigt at forsøge at skabe overblik og gøre op med dig selv, hvilken retning du ønsker at gå i. Start med at opdatere dit CV, så det er tidssvarende og passer til de typer stillinger, du vil søge. 

Du bør også tage et kig på din LinkedIn-profil. Det kan være, at du mangler at få skrevet de vigtigste opgaver fra dit seneste job ind, tilføje nye kompetencer eller få flere beskrivende tekster ind ved dine tidligere ansættelser. LinkedIn er en af de vigtigste platforme i din jobsøgning, så når din profil er opdateret, vil du stå stærkere. 

Jeg vil også anbefale dig at arbejde med din faglige selvforståelse. Skriv ned, hvad du er god til, hvad der motiverer dig, og hvad du har erfaring med fra dine tidligere roller. En konkret liste med erfaringer giver dig et overblik og kan være guld værd i din jobsøgning, fordi det skaber klarhed og fokus på, hvad du gerne vil. Mange kommer til at søge i for mange retninger i håbet om at ramme et job, men ofte er det ikke effektivt. Det er langt bedre at vælge to-tre retninger, du vil søge i. Når du er afklaret med, hvilke retninger, du vil gå i, bliver du automatisk mere tydelig i din kommunikation over for potentielle kommende arbejdsgivere. 

Det er langt mere konstruktivt at fortælle, hvilken retning du bevæger dig i, og spørge ind til det, som kan gavne din jobsøgning, end at fremstå desperat efter at få et job.

Tina Skov, karrierevejleder

I forhold til at opdatere på LinkedIn om din opsigelse er min erfaring, at du kun skal gøre det, hvis du er klar til den respons, der kan komme. Hvis du ikke orker kommentarer og henvendelser, behøver du ikke at slå noget op. Det vigtigste i denne fase er, at du får fakta på plads: Et fokuseret CV, en opdateret LinkedIn-profil og en klar fornemmelse af den retning, du vil gå i.  

Fase 3: Sæt i gang med jobsøgningen

Når du har fået retning på, hvad du gerne vil i dit fremtidige arbejdsliv, er det tid til at begynde den aktive jobsøgning med en klar plan. Jeg ser ofte, hvor meget det hjælper, når man ved, hvordan man vil gribe processen an. Du kan starte med at beslutte, hvilke jobsøgningskanaler, du vil benytte. Det kan være en blanding af opslåede stillinger, uopfordrede henvendelser, direkte kontakt til virksomheder og relationer i dit netværk. Når du ved, hvilke veje du vil gå nedad, bliver det meget nemmere at prioritere din tid. 

Du bør også vælge, hvilke virksomheder og brancher du vil i dialog med. Når du udvalgt dem, kan du opbygge din viden om brancherne og blive skarpere i dine budskaber, så de bliver målrettede. I det hele taget skal du gøre dig til ekspert på dit eget jobmarked: Hvilke kompetencer bliver efterspurgt? Hvad er værd at vide om branchen? Og hvem kan du tale med?  Når du kender terrænet, vil du stå stærkere i ansøgninger og samtaler. 

I denne fase er det vigtigt at skabe en tydelig struktur i din hverdag. Jobsøgning er et fuldtidsprojekt, men det betyder ikke, at du skal være på hele tiden. Min anbefaling er at arbejde med din jobsøgning alle hverdage, hvor du også indlægger pauser og fridage ind i mellem. Når du har faste arbejdstider og pauser, undgår du at brænde ud. 

Det er også en god ide at bruge dit netværk aktivt, og her er det centralt, at din nysgerrighed skinner igennem. Det er langt mere konstruktivt at fortælle, hvilken retning du bevæger dig i, og spørge ind til det, som kan gavne din jobsøgning, end at fremstå desperat efter et job. De fleste vil gerne hjælpe, når de ved, hvad du er på udkig efter. Det gælder både for de kontakter du allerede har, og for de mennesker, du opsøger uopfordret. 

Når du har en tydelig plan og arbejder metodisk, kommer du til at stå stærkt i din jobsøgning, og så er der ikke langt til det næste kapitel i dit arbejdsliv. 

 

Inspiration til din jobsøgning i Akademikerliv

Opsagt, hvad nu? Kom styrket om på den anden side

Sådan får du mest muligt ud af din LinkedIn-profil

LinkedIn har mistet sin faglige sjæl: "Det er blevet et følelsescirkus"

Her er fem friske tendenser til dig, der søger nyt job

Kørt sur i jobsøgningen? Sådan får du fornyet energi

Virksomheder trækker ansættelsesprocesser i langdrag: ”Du begynder at tvivle på dig selv”

Maria blev ghostet efter jobsamtale – og hun er langt fra den eneste

Studerende: ”Kære arbejdsgiver: Hvordan skal vi få erfaring, hvis I ikke vil give os den?”

Jobsøgende: Husk at give kandidaterne en god oplevelse

Tina Højager vil ikke længere skjule sit handicap i jobsøgning

Hvert sjette forsøg på at ansætte akademikere mislykkes: ”Virksomheder bør tænke mere ud af boksen”

Fem spændende tendenser til dig, der søger nyt job

Den klassiske jobansøgning kan være på vej i graven: Brug kræfterne på CV’et i stedet

5 veje til en god overgang fra studieliv til arbejdsliv

Er kaffen stadig varm? Vi tager temperaturen på kaffemødet

Guide: Sådan siger du bedst muligt dit job op

Kan ChatGPT hjælpe dig med at lande drømmejobbet?

Blind rekruttering begejstrer: Vi har fået adgang til meget mere talent

Fyringen ramte mig på min stolthed og min tro på egne evner

Floskler er til for at blive udfordret