Det moderne arbejdsliv kan være en rodebutik – sådan finder du vej

Der var engang, hvor "Learn, earn and retire" var den perfekte beskrivelse af en gennemsnitlig danskers arbejdsliv. Den tid er forbi. I dag bruger eksperterne i stedet ord som "det-ikke-linære arbejdsliv", "multifase-arbejdsliv" og "portefølje-karriere," når de skal beskrive det moderne arbejdsliv.
 
Har du ikke hørt ordene før, har du til gengæld helt sikkert stiftet bekendtskab med den virkelighed, der ligger bag. Ordene beskriver nemlig det moderne arbejdsliv, som du står midt i lige nu. Et arbejdsliv, der for mange er kendetegnet ved hyppige job- og sporskifter, hybridarbejde, selvvalgte jobpauser, omfattende fyringsrunder, projektansættelser, livslang læring og muligheden for at arbejde til langt ud over pensionsalderen.
 
Tiden med forudsigelighed og fastdefinerede arbejdslivsfaser er derfor en saga blot, og det eneste, der for alvor synes helt sikkert i det moderne arbejdsliv, er, at intet er helt sikkert. Så hvordan finder du vej til et godt arbejdsliv under de betingelser?

Netop det spørgsmål prøver forfatterne til en ny bog at give svar på. Bogen "'Ikke kun ét arbejdsliv - flydende faser i arbejdslivet’" har meget symbolsk et patchwork-tæppe på forsiden, og beskriver arbejdslivet som bestående af syv faser, der flyder ud og ind imellem hinanden: Læring, familie, start, pauser, sporskifte, genstart og afslutning.
 
"Hvor vi førhen tænkte arbejdslivet som en lige linje, ser vi det i dag som et patchwork. Alle patchworks er forskellige – de har mange forskellige farver, der er forskellige størrelser på lapperne, og når vi syr dem sammen, ligner det ingen andens," siger erhvervscoach og den ene af de to forfattere til bogen, Lis Petersson.

Fold dig ud som menneske

Der kan være flere fordele ved, at arenaen for vores arbejdsliv har udviklet sig, som den har. Blandt andet giver et mere fleksibelt arbejdsmarked dig muligheder, der ikke fandtes før i tiden, og der er flere knapper selv at skrue på, hvis man i en periode ønsker at mindske belastningen af sit arbejde, så det harmonerer bedre med ens øvrige liv.
 
Derudover kan du også som menneske folde dig ud i dit arbejdsliv på en måde, som tidligere generationer havde sværere ved.  
 
"Det kan være, du har taget en uddannelse som ingeniør, men at det senere viser sig, at du slet ikke trives i det fag. Eller det kan være, du på et tidspunkt i dit liv får lyst til at bruge andre sider af dig selv, og så er der faktisk i dag gode muligheder for at sadle om på forskellig vis," siger Lis Petersson.

Frygt ikke pausen fra arbejdslivet

Men "det-ikke-linære" arbejdsliv kan også have en bagside. Blandt andet er risikoen for identitetstab større, når det ikke længere er normen, at du er på den samme arbejdsplads i 25 år, og når du - måske midt i dit arbejdsliv - må skifte spor. For hvis du ikke længere er den dygtige jurist eller underviser, som du har været i 10 år, hvem er du så?
 
"Måske er akademikere ekstra udsatte her, fordi de traditionelt har en stærk faglig identitet. Der vil være nogle, der vil finde det angstprovokerende at bevæge sig ned ad en sti, hvor man ikke ved, hvad der venter om næste hjørne," siger Lis Petersson.
 
I bogen præsenterer Lis Petersson begrebet liminalitet som et redskab, du med fordel kan tage i brug i arbejdslivet. Begrebet skal forstås som overgangen mellem to faser. Det kan for eksempel være den fase, du befinder dig i, når du har sagt dit job op, men stadig ikke er landet i en ny fase i form af et nytarbejde, en videreuddannelse eller orlov.

"Det liminale rum kan være angstprovokerende for mange. Det føles som at være den trapezkunstner, der har sluppet sin gynge og hænger frit svævende i luften, alt imens du venter på, at trapezkunstneren på den anden gynge griber dig. Men det er et rum, vi skal blive bedre til at være i, fordi det kan gøre os stærkere," siger hun og fortsætter:
 
"Vi skal turde italesætte det som noget værdifuldt, der kan udvikle os. For vi ender jo ikke kun i det rum, når vi selv siger op. Vi kan også blive fyret eller udsat for omstruktureringer. Det skal vi lære at bruge som en refleksionspause, hvor vi kan finde ud af, hvad der er godt for os. Og det er ikke nødvendigvis det samme, der fungerer for dig i dag, som det var for fem år siden," siger Lis Petersson

Zoom ud i stedet for ind

Malene Friis Andersen, organisationspsykolog og forfatter til flere bøger om blandt andet arbejdsmiljø og stress, medgiver, at scenen for vores arbejdsliv har forandret sig. Hun ønsker dog især fokus på de ting, der ikke har ændret sig. Nemlig de arbejdsmiljøfaktorer, som forskere for længst har bevist, er afgørende for, at vi kan trives på arbejdsmarkedet.
 
"Selvom meget er forandret, har vi også i dag brug for at have indflydelse på vores arbejdsopgaver. Vi har også stadig brug for at kunne se meningen med vores arbejde og for at have en god balance mellem krav og ressourcer, ligesom det stadig er afgørende for os, at vi oplever at få anerkendelse fra ledere og kollegaer. Det er viden om centrale ressourcefaktorer, vi har fra de sidste 40 års forskning på området, og den viden må ikke smides væk, selvom omgivelser og rammer ændrer sig," siger hun. 
 
Malene Friis Andersen er derfor også lidt bekymret, når der tales om et tiltagende individualiseret arbejdsmarked, hvor det hedder sig, at arbejdsgivere får sværere og sværere ved at tage hensyn til alle vores individuelle livsfaser, ønsker og behov. For virkeligheden er, at vi i bund og grund har brug for meget af det samme, mener hun. 

Både arbejdstagere og arbejdsgivere bør derfor fokusere langt mindre på det, Malene Friis Andersen kalder de mange ’små mikrodagsordener og undergrupper’ – for når vi gør det, risikerer vi at miste blikket for det, som vi stort set alle sammen længes efter og bøvler med.
 
I stedet for at zoome ind på undergrupper og have fokus på, om vi er unge eller gamle, lyse eller mørke, neurotypiske eller neurodivergente, skal der zoomes ud.

"Så vil man se, at alle undergrupper har brug for det samme: Et stærkt arbejdsfællesskab med tydelige rammer og forventninger, en vis grad af fleksibilitet, ligesom de er fælles om at have brug for en god balance mellem krav og ressourcer. Det er der, man skal sætte ind, så vil de mange små undergrupper, der efterspørger særlige hensyn, slet ikke skyde frem i samme omfang som nu," siger hun.  

Fåtallet kan præstere, hvad der forventes

Malene Friis Andersen mener, de mange undergrupper i virkeligheden et tegn på en ubalance, der bør rettes op på. 

"Hvis vi efterhånden alle tilhører en gruppe, der har særlige behov, så er der måske noget ved den grundlæggende balance mellem krav, ressourcer og arbejdspladser, som er gået hen og blevet lidt skæv. Måske er det slet ikke de mange enkeltindivider, der er noget i vejen med, men snarere rammebetingelserne, som trænger til at blive justeret," siger hun. 
 
Hun sammenligner det med et 100-meterløb til OL, hvor de allerbedste atleter løber distancen på lige omkring 10 sekunder. En præstation, som er beundringsværdig, men som de fleste andre atleter aldrig vil kunne efterleve, uanset hvor meget de måtte træne.  
 
"Måske har vi set for meget atletik på TV. For det kan ligne, at vi på arbejdsmarkedet er kommet til et punkt, hvor vi planlægger og organiserer mængden af arbejdsopgaver ud fra noget, som det i virkeligheden kun er et fåtal af os, der er i stand til at præstere. Og så ender vi med, at der er ekstremt mange, der aldrig når over målstregen inden for kvalifikationstiden" siger Malene Friis Andersen. 
 
Hun efterlyser, at der bliver taget en samtale om, hvilke forventninger og krav, man kan tillade sig at stille til folk i deres arbejdsliv. 
 
"Vi er nødt til at spørge, om det er helt almindelige mennesker, der nogle gange sover dårligt om natten og bøvler lidt med livet, men som er glade for deres arbejde, vi gerne vil have på arbejdsmarkedet, selvom vi i perioder ikke kan levere hundrede procent. Eller om det snarere er OL-vindere? Hvis svaret er det sidste, så ender der med at være meget få at tage af," siger Malene Friis Andersen.