Gå videre til hovedindhold

Tillykke med optagelsen på Startup Growth

Startup Growth er et 3-måneders iværksætterprogram, der klæder dig på til at accelerere din idé til en forretning, også selvom du ikke har erfaring med at lave forretning.

Vi tilbyder et kompakt forløb, der inkluderer hands-on rådgivning og praktiske indspark.

Programelementer

  • Læring
  • Mentorsparring
  • Ekspertsamtaler
  • Netværksgrupper

Det praktiske

  • Arbejdspladser og mødelokaler på dit kontor
  • Forplejning
  • Fællesskabet
  • Kontakt til os
  • Din Feedback

Holdet bag Startup Growth

Programelementer

Startup-programmet indeholder personlig sparring, skræddersyede Startup Workshops, ekspertrådgivning, kontorplads kombineret med et tværfagligt community bestående af andre passionerede startups på det tidlige stadie.

Programmet er faciliteret af erfarne mentorer, der har erfaring med at starte egen virksomhed.

Læring - iværksætteri er for alle

Iværksætteri er noget alle kan lære gennem viden og andres erfaringer. Derfor afholder vi et fagligt oplæg og et værksted hver uge.

Undervisning har en varighed på 2-3 timer. Her lærer du de basale færdigheder, som du skal bruge om et givent emne. Oplæggene bliver faciliteret af interne mentorer og eksterne eksperter.

Et eksempel på program fra tidligere:

  • Programmet, Mød din mentor og alt det med småt!
  • Mød din netværksgruppe
  • Kend din kunde, byg det rette produkt - og ikke omvendt!
  • Dagpengeregler for iværksættere (Q&A)
  • Prioritér, få fokus, motivation og nå dine mål
  • Vores iværksætterrejse & startup bedste tips og tricks
  • Sælg dine ydelser så kunden forstår det, og optimér dit salg
  • Event Collective - fra startup til virksomhedssalg! Og hvad jeg lærte undervejs
  • Alt det juridiske med småt
  • De 19 markedsføringskanaler - find den der passer din virksomhed
  • Salg i Øjenhøjde (Q&A)
  • Er hjemmeside relevant for dig? Lav en på en halv time
  • De 19 markedsføringskanaler - salg for fattigrøve
  • Facebook, LinkedIn, Instagram, Snapchat og Tiktok
  • Arbejdsworkshop – marketing & salg fra teori til handling
  • Præsentation & Pitch - Hvordan formidler du dit budskab skarpt?
  • Hvornår er man klar til en investering?
  • Sådan gør du ChatGPT til din assistent
  • Forstå dit startup regnskab
  • De sidste ord - farvel og tak for denne gang

Hvis du selv kunne tænke dig at gå på scenen med et oplæg, vil vi elske at give dig den platform. Du kan hver uge booke tid, hvis du vil præsentere et oplæg eller afprøve dit produkt. Husk at koordinere med Startup Manageren.

Mentorsparring

Som deltager i Startup-programmet får du din helt egen mentor, der følger dig gennem hele programmet. Din mentor sørger for at spotte udviklingsområder og støtter dig i at lægge en plan for dine initiativer.

Du eller dit team har 2 mentorsamtaler à 45 minutters varighed, som vi som udgangspunkt afholder i starten og slutningen af programmet. Det er ud over de daglige snakke på kontoret.

Ekspertsamtaler

Vi har allieret os med et team af eksterne advokater, forretningsrådgivere, patentrådgivere, marketingrådgivere osv., som vil hjælpe dig med at finde rundt i junglen af ‘best practice’, love og regler. Onsdage er normalt dedikeret til sparring med disse eksperter.

Vi sørger for mødelokaler og forsyninger, bookingsystemet og samtaleslots. Du kan roligt booke samtaler med eksperterne og få afklaring på de spørgsmål, der dukker op undervejs. Vi hjælper dig, hvis der skulle opstå problemer.  

Netværksgrupper

Langt de fleste nye iværksættere vælger at begive sig ud på rejsen alene, fordi de ikke er klar over, hvor vigtigt det er for deres succes, at de omgiver sig med mennesker, som tror på dem, holder dem til ilden og støtter dem, når det er svært. Når du involverer andre i de mål, du sætter for sig selv, er sandsynligheden større for, at du også når dem.

Netværksgrupperne er jeres mulighed for at melde jer til en sparringsgruppe. Formålet er at følge op på dine planer, fejre succeser og løbende sparre med andre iværksættere.

Grupperne danner vi i løbet af introugen. 

Det praktiske

Arbejdspladser og mødelokaler på dit kontor

Som udgangspunkt er der nok arbejdspladser på kontoret, men vi skaffer selvfølgelig et par ekstra stole, hvis det bliver nødvendigt.

Der er ingen faste pladser. Du finder dig derfor en plads fra dag til dag. Da der ikke er faste pladser, er det nødvendigt, at du rydder alt fra den plads du sidder ved, når du forlader den.

Det er en kilde til frustration, hvis der bliver taget alt for let på oprydning eller opvask. Vi arbejder med selvjustits, så prik de andre på skulderen, hvis du ser, at de glemmer det. Kontoret kommer kun til at fungere, hvis alle giver en hånd med.

Månen (det lille mødelokale) og Neptun (det store mødelokale) kan bookes elektronisk for 2 timer ad gangen. Selve bookingen sker via bookingsystemet Skedda. Oprettelse sker via link i velkomstbeskeden.

Fællesskabet

Fleksibel kontorplads

Som en del af Startup-programmet får du adgang til vores åbne kontorfællesskab mandage til fredage kl. 7-19. Dette er samlingspunktet for alle vores initiativer, og stedet hvor du kommer til at skabe nye kontakter og venskaber.

Der opstår nemlig en helt særlig stemning, når vi samler forskellige startups, der alle har fokus på at løfte sig selv og hinandens idéer ud i verden.

Her kan du arbejde på den måde, der er bedst for dig, uanset om det er stående, siddende eller vandret i en sofa. 

Frokost

Vi sørger for, at du gennem hele dagen har adgang til kaffe og te. Vi køber også ind til brød og pålæg, som kan findes i køkkenet. I køkkenet findes der mikroovne og panini-grille. Over frokosten bliver der udvekslet idéer på kryds og tværs. Det er en god mulighed for at netværke. Du er også velkommen til at medbringe kage til fælleskabet.

Spisning foregår i køkkenområdet. Vi står solidarisk selv for opvask af glas og kopper til kaffe og te, spise-tallerkener og deslige. Vi instruerer i brugen af opvaskemaskinen.

Fredagsafslutninger

Hver fredag sørger vi for snacks og sodavand, men der er fri mulighed for selv at bringe egne drikkevarer/snacks. Det er også oplagt at invitere venner, familie, kunder eller andre forbi i en hyggelig atmosfære.

Sociale aktiviteter og netværksevents

Undervejs i programmet holder vi sociale arrangementer under programelementerne kaldet Startup Social Club. Det gør vi for at fremme netværket og den gode stemning. Vi afholder ligeledes alumne-arrangementer, hvor vi inviterer andre iværksætter og alumner, med henblik på netværksdannelse.

Over 1200 startups kan blive en del af dit netværk  

Vi værdsætter din feedback

Du vil løbende modtage et survey der giver dig mulighed for feedback, kommentarer, forslag til workshops og talks og andet oplæg, gode idéer eller hvad vi måske kan gøre bedre.

Vi forventer, at du sætter tid af til at besvare evalueringerne. Det tager kun få minutter at udfylde evalueringsskemaet. Det er vigtigt for os, at du får det gjort, da det er vores refleksionsværktøj.

Circle er vores community platform

Det er her du kan holde øje med alle vores spændende aktiviteter de næste tre måneder. Her vil du kunne finde info om faglige oplæg og sociale aktiviteter. Circle giver dig det dynamiske overblik og det er ligeledes her du får besked hvis der kommer aflysninger eller ændringer.

Det er også her I har mulighed for at kommunikere med jeres netværksgruppe og resten af holdet, samt skrive til jeres mentor.

I får et link til Circle ved programstart.

Personlig sparring og samtaler

Undervejs i forløbet får du (eller dit team) din egen mentor, som har ansvaret for at følge dig. Via personlige mentorsamtaler sørger vi for at du har en køreplan.

Løbende i programmet har du ligeledes mulighed for at booke 1-1 ekspertsamtaler med vores eksterne partnere.

Før de personlige samtaler

Det er vigtigt at du før 1-1 ekspertsamtaler indsender input med de udfordringer, du ønsker at tale om eller de punkter du har forberedt til sparring. Det gør, at vi og vores eksterne partnere kan levere bedre rådgivning.

Spørgsmål og svar om Akademikernes Startup

Hvis du har flere spørgsmål, er du meget velkommen til at skrive til os på startup@aka.dk.

Hvor lang tid varer et forløb?

Et forløb varer 3 måneder. Forløbet har en start og slutning, så der optages ikke deltagere undervejs.

Vi har 3 forløb på et år:

  • Januar til og med marts
  • April til og med juni
  • September til og med november
Hvor mange optager I i hvert forløb?

Vi optager 60 startups i København.

Hvem kan blive en del af programmet?

Akademikernes Startup Growth er et eksklusivt tilbud til alle medlemmer af Akademikernes A-kasse, som har en konkret forretningsidé eller en allerede etableret startup.

Det er en fordel, hvis du har gennemført mikrokuserne i Startup Basics - eller har erfaring med de emner, der bliver gennemgået: Udvikling af Forretningsidé, Validering af Forretningsidé og Salgindsatsen. Dette er dog ikke et krav.

Vi optager solo-iværksættere eller startup-teams. Vi ønsker dog kun at modtage én ansøgning per startup.

Programmet er på dansk og alt kommunikation foregår således på dansk. Det er derfor nødvendigt, at du som ansøger som minimum kan forstå og læse dansk.

Ud over at være medlem, er der en række kriterier for at komme i betragtning til programmet, som du kan læse om på Startup Growth-siden. 

Skal alle i teamet være medlemmer? 

Blot en deltager i et team skal være medlem af Akademikernes A-kasse, eller i proces til at blive medlem, for at kunne blive optaget.

Ved yderligere spørgsmål angående medlemskab og deltagelse i Startup Growth er du velkommen til at skrive til os på startup@aka.dk

Hvad tilbyder vi?

Vi tilbyder dig at blive en del af et 3-måneders iværksætterprogram:

  • Hands-on sparring og forretningsrådgivning med mentorer og forretningsudviklere
  • Fagligt relevante workshops inden for eksempelvis konceptafprøvning, salg og præsentationsteknik. Alle workshops er handlingsorienterede og giver konkrete værktøjer til det at være iværksætter.
  • Oplæg fra eksterne eksperter og iværksættere om specifikke emner som varemærkebeskyttelse, social media, jura for iværksættere og meget andet
  • Sociale arrangementer og support fra Startups faste koordinatorer
  • Overblik over øvrige iværksætterinitiativer og kontorfællesskaber, så du er klædt på til næste skridt efter de 3 måneder hos os.
Koster det noget at være en del af Startup Growth?

Vi tilbyder en plads på iværksætterkontoret med adgang i tidsrummet 7-19.

Prisen er 500 kr. for de 3 måneder, programmet varer, hvor betalingen går til kaffe og te og diverse forplejning til sociale arrangementer.

Betalingen er en forudsætning for at deltage i programmet og vil blive opkrævet inden programstart.

Får jeg befordringsfradrag for deltagelse i aktiviteter under Startup Growth?

Du får desværre ikke befordringsfradrag for deltagelse i workshops og andre events tilknyttet Akademikernes Startup. 

Bliver jeg undtaget fra at søge job, mens jeg er del af Startup Growth?

Nej.

Deltagelse er ikke meritgivende ift. din ledighedsstatus. Reglerne for dagpenge gælder derfor stadig, selvom du er en del af Startup Growth. Hvis du har spørgsmål opfordrer vi dig til at ringe til os på telefonnummer 3395 0395.

Læs om reglerne for selvstændige, bibeskæftigelse og dagpenge som iværksætter

Hvad kan jeg forvente når jeg er blevet optaget på Startup Growth?

Netværk, sparring, læring - læs om alle fordelene