Af Regine Wowk Andersen
Da jeg nærmede mig de halvtreds, hang det opsøgende pressearbejde mig ud af halsen. Faktisk var trætheden begyndt allerede midt i fyrrerne. Her sagde jeg en dag til min læge, at jeg ikke kunne se mig selv som hende den friske pressepige, når jeg blev halvtreds. ”Så er der jo heller ingen grund til at være det nu, se at komme videre,” svarede hun. Det var lettere sagt end gjort. For det var jo især presseopgaverne, jeg levede af som selvstændig konsulent. Gennem årene havde jeg knoklet løs for at promovere et væld af nye fagbøger og hjælpe virksomheder med at få deres nyheder ud.
“Jeg var træt og kunne slet ikke se, hvordan jeg skulle kunne holde til at arbejde på den måde de næste tyve år.”
- Regine Wowk Andersen
Nu orkede jeg ikke mere. Det skulle være slut med krævende og urealistiske kunder og ikke mindst slut med alle de timer – ”interessetimerne” – jeg ikke kunne fakturere. ”Du skal levere en toppræstation, uanset honorar, opgavens reelle nyhedspotentiale og din egen trivsel – ellers går det hele galt.” Sådan lød mit mere eller mindre ubevidste mantra.
Piskede mig selv fremad
Det var et mantra, som jeg havde pisket mig selv fremad med i mange år. Resultaterne var gode, kunderne var glade. Men jeg var træt og kunne slet ikke se, hvordan jeg skulle kunne holde til at arbejde på den måde de næste tyve år. Så jeg sagde pressekunderne op og kørte på halv kraft nogle måneder, indtil jeg erkendte, at der skulle ske noget nyt, hvis mit batteri ikke skulle løbe helt tør.
"Det viste sig, at det ikke var arbejdsopgaverne eller kunderne, den var gal med. Det var min måde at forholde mig til arbejdslivet på."
- Regine Wowk Andersen
Desuden nagede en ubehagelig tanke mig: Hvad hvis jeg endte som en ude-af-trit-med-alting- kommunikatør, som ingen ville bruge mere? Sådan en lidt pinlig type, der kun kunne fortælle om, hvordan vi gjorde i de gode gamle pressemeddelelsesdage før Tik-Tok og AI? Ville jeg overhovedet kunne få et kommunikationsjob, hvis jeg ville? Det måtte komme an på en prøve.
Så jeg lukkede min virksomhed ned, søgte og fik job som kommunikationskonsulent i en kommune, hvor jeg opdagede, at jeg sagtens kunne følge med fagligt. Men nissen var flyttet med. Jeg knoklede videre som før og kunne ikke finde ud af at skære opgaverne til eller sige nej. Trætheden lurede altid lige under overfladen.
En dag sagde min chef: ”Ved du godt, du får løn, selvom du siger nej til en opgave”? Dén sad!
Hun tog det virkelig pænt, da jeg efter to år og ni måneder sagde op. Jeg var træt som et ondt år og havde besluttet mig for at tage en lang tænkepause i mit arbejdsliv.
Farvel til overpræstationsræset
En pause, som jeg i noget tid havde sparet sammen til og en pause, som er noget af det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Det viste sig, at det ikke var arbejdsopgaverne eller kunderne, den var gal med. Det var min måde at forholde mig til arbejdslivet på.
I skrivende stund er jeg tilbage som selvstændig, men har sagt farvel til overpræstationsræset. Jeg løser mine opgaver med skuldrene nede og inden for den ramme, jeg har aftalt med kunden. Jeg øver mig i at sige, at det er godt nok! En attitudeændring, som kommer til at gøre en kæmpe forskel for resten af mit arbejdsliv. Og dét uanset om jeg er selvstændig, lønmodtager eller en hybrid af de to ude på fremtidens foranderlige arbejdsmarked.
Om skribenten
Regine Wowk Andersen er født i 1969 og uddannet cand.phil. i Litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Privat bor hun i Hellerup og gift, mor til to voksne sønner og farmor til tre børn i alderen 0 til 4 år.
