Af Louise Graa Christensen
Da Svend Brinkmann første gang betrådte Aarhus universitets grund i halvfemserne, blev han med egne ord ’blæst bagover’. Af arkitekturen, af stemningen, men især af det faktum, at der inde på kontorerne sad folk, der ernærede sig ved at forske og undervise i hans store interesse: Filosofi. Han forestillede sig ikke, at han selv ville få den mulighed en dag. Men sådan er det ikke desto mindre blevet, selv om han siden skiftede fag til psykologien, og ud over at være professor i psykologi, kan Svend Brinkmann også kalde sig forfatter, foredragsholder og podcast-vært.
Selv ser han blandt andet sin succes som et udtryk for, at det emne, han beskæftiger sig med, har bred interesse. For de fleste af os vil gerne høre om eksistentielle emner, og vores arbejdsliv er i den grad et af dem. Derfor taler mange af os også meget om at finde meningen med arbejdslivet. I det små derhjemme i stuerne, men også helt oppe på den store klinge inde på Christiansborg.
”I mange år har det handlet om KPI’er, om at måle og veje og om resultatorienteret ledelse. Det tror jeg, er noget af det, der har gjort og stadig kan gøre det vanskeligt at finde mening i arbejdet.”
Men at ”finde mening” i arbejdslivet er ekstremt abstrakt, og det er ikke noget, der kan sættes på formel, indvender Svend Brinkmann. Han ser dog især en ting, som går igen hos de, der føler, at de arbejder med noget meningsfuldt: At de er oprigtigt engagerede i de ting, de laver, fordi de føler, det har en værdi i sig selv. At opgaverne ikke kun giver mening, fordi de er springbræt til noget andet, eller fordi resultatet kan måles og vejes. Men fordi arbejdsopgaverne har en værdi i sig selv.
Et instrumentelt arbejdsliv
Måske er det netop en af grundene til, at Svend Brinkmann selv har et arbejdsliv, han finder mening i – at han grundlæggende arbejder for selv at blive klogere og give sin viden videre. En viden, der giver værdi for mange, fordi langt de fleste af os skal tage stilling til vores arbejdsliv. Om vi er nyuddannede, befinder os i midten af karrieren, leder efter en ny stilling, stræber efter en lederstilling eller overvejer at forlade arbejdsmarkedet. De fleste vil gerne føle, at det, de lægger så mange timer af deres liv i, er meningsfuldt.
Men lad os nu sige, at vi er kommet det med at finde mening i arbejdslivet en smule nærmere. At vi er lidt mindre i tvivl om, hvad det er, vi skal sigte efter. Ja, så er det langt fra sikkert, at det kan lade sig gøre, forsikrer Svend Brinkmann:
”Spørgsmålet er, om vi har mulighed for at finde mening i arbejdslivet, når det er så instrumentelt, som det er i dag. I mange år har det handlet om KPI’er, om at måle og veje og om resultatorienteret ledelse. Det tror jeg, er noget af det, der har gjort og stadig kan gøre det vanskeligt at finde mening i arbejdet. Og noget, der har ført til en træthed i befolkningen, når det kommer til deres arbejdsliv.”
”Jeg tror, vi skal erkende, at når vi taler arbejde og privatliv, er der en god grund til at dele det op, for det er forskellige livsfærer. Men der er sket en nedbrydning mellem dem (…).”
Han peger også på forskning, der centrerer sig om at finde ud af, hvornår mennesker har det bedst. Og her kan man se, at et flertal er mest lykkelige, når de laver nærmest alt andet end at arbejde. Selv indkøb, pendling og at stå i kø er bedre.
"Og det kan have rod i det instrumentelle lag, vores arbejdsliv har fået, for det forhindrer os i at fordybe os," siger han.
Chefen er ikke din ven
Svend Brinkmann udpeger også en anden tendens, der kan have en negativ betydning for vores forhold til at gå på arbejde: Nemlig forventningen om at bringe sit private selv med på arbejdspladsen.
”Jeg tror, vi skal erkende, at når vi taler arbejde og privatliv, er der en god grund til at dele det op, for det er forskellige livsfærer. Men der er sket en nedbrydning mellem dem med hjemmearbejde, e-mails i fritiden, DHL-stafetter og en række andre ting, der får det til at flyde sammen,” siger han.
”Mange akademikere – forhåbentlig de fleste – har valgt et studie af kærlighed til og interesse for deres fag. Det er også en af grundene til, at de får så meget kritik for at vælge med hjertet.”
Men en god arbejdsplads er ikke en, der kapitaliserer på medarbejdernes emotionelle kompetencer. For omfavner vi fortællingen om den venskabelige arbejdsplads som et kærligt hjem, glemmer vi det instrumentelle lag: På arbejdspladsen bliver vi målt og vejet efter de resultater, vi opnår. Og der er unægtelig et hierarki, hvor subtilt, det end måtte være. Chefen er ikke din ven, for selvsamme ven kan fyre dig, uddyber Svend Brinkmann.
”Det var egentlig det, der var gevinsten ved industrisamfundet, som er så forkætret nu og selvfølgelig også rummede problemer. Men 8 timers arbejde – 8 timers frihed og 8 timers hvile gjorde det i hvert fald nemt at adskille privat- og arbejdsliv.”
Specialviden og begejstring
Uagtet hvor mange timer vi lægger på arbejdspladsen, og hvor meget af os selv, vi medbringer, når vi møder op om morgenen, har akademikere som udgangspunkt gode muligheder for at få et godt arbejdsliv, mener Svend Brinkmann:
”Mange akademikere – forhåbentlig de fleste – har valgt et studie af kærlighed til og interesse for deres fag. Det er også en af grundene til, at de får så meget kritik for at vælge med hjertet. Men det betyder, at akademikere har gode forudsætninger for et meningsfuldt arbejdsliv. For det at have valgt en uddannelse med hjertet er en gave, man skal tage alvorligt og så prøve at præge sit arbejdsliv i en retning, hvor man kan bruge sin specialviden og begejstring for faget,” siger han.
”Vi skal konstant forholde os til nye ting – særligt med AI’s indtog. Det er noget, vi skal finde vores vej i, og et område hvor det er vigtigt at undersøge og forstå vigtigheden af den menneskelige faktor.”
Siden Svend Brinkmann kastede sig over sit fag og begyndte at forske i det, er der føjet flere lag til. For ny viden har altid drevet ham. For omkring 12 år siden fandt han ud af, at han syntes, det var sjovt at få nye ideer og kastede sig over at formidle sin forskning offentligt. Siden er det blandt andet blevet til populære bøger som ”Stå fast” fra 2014 og ”Gå glip” fra 2017, en lang række foredrag og podcasten ”Brinkmanns briks” på P1, der kører på sjette sæson.
”At formidle sin viden er lidt noget andet end ’bare’ at blive klogere selv. Der ligger nogle andre værdier i at give videre frem for bare at suge til sig. Jeg har fundet ud af, at det lidt indadvendte forskningsvirke og den udadvendte formidling befrugter hinanden. Jeg føler mig privilegeret over, at jeg stadig kan blive klogere hver dag, og det driver mig,” siger han.
Vi er arbejdende væsener
Ud over den ikoniske parole med tre 8-taller, hiver Svend Brinkmann også en anden ældre sag frem. Nemlig Sigmund Freuds formel for det gode liv: ”Lieben und arbeiten”.
Den – også ikoniske – sætning, fremhæver Svend Brinkmann, som svar på hvorfor arbejdsliv bliver ved med at være et interessant emne at dykke ned – selv efter 250 podcastafsnit og et helt virke med forskning i emnet.
”Kan man sætte tykt flueben ved at være glad for både sit kærligheds- og arbejdsliv, er man langt. For lige så vel som der er popsange, poesi og fiktion om kærlighed, er arbejdsliv blevet en del af populærkulturen, og arbejdet er en lige så stor livsarena som kærligheden. Det er ikke så mærkeligt, for vi er arbejdende væsener,” siger han.
En anden god grund til fortsat at interessere sig for arbejdsliv er den højhastighed, som nye trends og teknologier udvikler sig med.
”Der er også nye trends inden for kærlighedsliv, men der er ikke det samme tempo som på arbejdsmarkedet. Vi skal konstant forholde os til nye ting – særligt med AI’s indtog. Det er noget, vi skal finde vores vej i, og et område hvor det er vigtigt at undersøge og forstå vigtigheden af den menneskelige faktor. Vi løber i hvert fald aldrig tør for ting at tale om, når det kommer til arbejdsliv,” slutter han.
