Floskler er til for at blive udfordret

Har du også mødt de mange mystiske floskler og vendinger, arbejdsgiverne bruger, når den rette kandidat skal findes? Vi har talt med Emil Schoenbaum, der er karriererådgiver i Konsulenthuset Ballisager, og spurgt, hvad meningen er med de mærkelige ord.

Grafik - floskler i jobannoncer

 

Af Marie Varming  Illustration Akademikernes A-kasse

I sit job som karriererådgiver i Konsulenthuset Ballisager læser Emil Schoenbaum gennemsnitligt omkring halvtreds jobannoncer om ugen for at have fingeren på pulsen, og han kan svare ja til, at floskler og ukonkrete vendinger er en faktor.

“Jeg tror efterhånden, min kæphest er: ’Vi forventer, at du kan arbejde i teams og selvstændigt’,” siger han og tilføjer, at formuleringen kan betegnes som tankeløs.

“For der står ikke hvordan, man skal arbejde selvstændigt og i teams. Og hvem vil ikke bare svare: ’Ja, det kan jeg’,” spørger han retorisk.

 

”Man skal altid huske, at der er gode og dårlige stillingsopslag, for de er skrevet af mennesker som et ønskescenarie for en medarbejder. De efterlyser den perfekte kandidat, velvidende at vedkommende ikke findes.”

Emil Schoenbaum, karriererådgiver hos Balligsager

 

Det er særligt denne type luftige krav, som kan vække hans undren. Han nævner et andet typisk eksempel, som er, at man skal forvente ’administrative opgaver’. Men er det et regnskab, der skal laves, eller nogle dokumenter, der skal kopieres?

“Det er vigtigt, at du som jobsøgende altid griber fat i formuleringer som dem og kontakter virksomheden og spørger, hvad de mener. Det gælder også, hvis der står noget i stil med ’Du skal have mange bolde i luften’ eller ‘du skal være en blæksprutte’. Der vil jeg også anbefale, at du ringer til dem og beder om eksempler på hvilke opgaver, du skal håndtere,” råder han.

 

Ønsket om den perfekte medarbejder

Når du læser en jobannonce med luftige vendinger, kan det være værd at overveje, hvem der har skrevet opslaget. Er det en medarbejder, der kender opgaveområdet i detaljer, eller et det snarere ledelsen og/eller HR? Det kan nemlig have en betydning for både indholdet og for forestillingen om den perfekte kandidat til jobbet.

“Man skal altid huske, at der er gode og dårlige stillingsopslag, for de er skrevet af mennesker som et ønskescenarie for en medarbejder. De efterlyser den perfekte kandidat, velvidende at vedkommende ikke findes”.

Derfor er det ifølge Emil Schoenbaum altid en god ide at ringe og udfordre virksomheden og spørge direkte, hvad der er det vigtigste for dem i forhold til netop dette job? Faktisk er det altid en god idé at begynde med – også bare for dig selv – at udfordre kravene i jobopslaget. Hvad er det vigtigste?

“Nogle gange har jeg set eksempler på, at der i opslaget står, at arbejdsgiver forventer, at du har en relevant uddannelse og erfaring i forhold til jobbet, men at hvis man ringer til virksomheden, så siger de, at de har et grundigt oplæringsforløb, og at det faktisk ikke er vigtigt for dem,” fortæller han.

En pointe er derfor, at du aldrig skal diskvalificere dig selv på baggrund af et krav i jobannoncen – konkret eller ukonkret.

“Jeg har engang ringet til en virksomhed på baggrund af en knastør jobannonce fra en virksomhed med en ret lav gennemsnitsalder. Da jeg spurgte dem, hvad de tre vigtigste ting var for dem, svarede de, at de ikke gik ret meget op i erfaring og uddannelse, men gerne lærte de rette kandidater op i digital markedsføring. De gik meget mere op i ansøgernes personlige motivation for at søge.”

 

Gå et lag dybere

Floskler i jobannoncer er i reglen dårligt beskrevne arbejdsopgaver, og det samme gælder ofte også for lidt for ivrig brug af engelske termer. Hvad betyder det for eksempel, hvis der i en jobannonce står, at man skal ’være medskaber af et vigtigt touchpoint’? Igen er det en god idé at ringe og spørge, hvad det betyder, råder Emil Schoenbaum:

“Her kan du for eksempel spørge, hvad de mener med touchpoint, og om hvad der vil være dit ansvarsområde”.

 

”Det er spild af din tid, hvis du bruger flere dage på en ansøgning, som er blevet til ud fra din egen subjektive tolkning af de luftige vendinger.”

Emil Schoenbaum, karriererådgiver hos Ballisager

 

Virksomhederne smider om sig med floskler. Analytisk, proaktiv, kreativ, fleksibel og så videre. Men som ansøger skal du være opmærksom på, at det er for billige points blot at skrive i din ansøgning, at du er proaktiv.

“Du er nødt til at skrive, hvordan du er proaktiv. Gå et lag dybere, selvom jobannoncen ikke gør det, for hvad betyder det for dig at være analytisk?” siger Emil Schoenbaum. Han kan nogle gange selv blive blind over for flosklerne, fordi han ser så mange af dem.

“De skaber meget lidt værdi i en stillingsannonce. Min pointe er, at du altid skal ringe og spørge ind, inden du skriver ansøgningen, for det er spild af din tid, hvis du bruger flere dage på en ansøgning, som er blevet til ud fra din egen subjektive tolkning af de luftige vendinger. Du kan skrive en mere kvalificeret ansøgning ved at ringe først.”

 

 

 

knap - Bliv medlem

 

 

Alt du har brug for at vide om den gode ansøgning

Vi har samlet alle vores gode råd, værktøjer, guides, kurser og workshops indenfor emnet den gode ansøgning.

Gå til siden (Selv-)udvikling