Tak til de nye generationer

"Ja, og så hørte jeg om én, der skulle til jobsamtale. Og så havde han sin MOR med," berettede en af mine bekendte for nylig.

Den type af historier om den nye generation på arbejdsmarkedet har vi nok alle fået præsenteret et par gange eller tre efterhånden, og forargelsen er lige tydelig hver gang: Tænk, at de unge nu til dags er så skrøbelige, forkælede og føle-føle-agtige, at de ikke selv kan troppe op til en jobsamtale – og hvad bliver det næste: At de så efterfølgende skal have deres mor med på arbejde?

Lidt hurtig research viser, at historien ikke er grebet helt ud af det blå, men ligefrem at ophøje den til en tendens eller et kendetegn for den generation, der er på vej ind på arbejdsmarkedet nu, er lidt for letkøbt. Der er i hvert fald masser af modfortællinger.

I efteråret havde jeg tre praktikanter, som alle tilhørte den sagnomspundne generation Z. Spoiler alert: I løbet af deres praktikforløb snakkede jeg ikke med mødrene til nogen af dem en eneste gang. Det var i det hele taget nogle ekstremt pligtopfyldende praktikanter, der mødte til tiden (tidligere, faktisk), i dén grad bidrog til den organisation, de var kommet ind i, var utroligt ambitiøse og forstod værdien af deres respektive fagligheder – også langt bedre, end jeg selv gjorde i den alder (og her viser lidt hurtig research, at det efterhånden er et par dage siden).

Men til tider følte jeg også, at de var lidt hårde bide skeer med. Altså hårde på den seje måde: De stillede krav og havde forventninger. Ja, de havde ligefrem holdninger til ledelse, og til hvordan en god virksomhedskultur skal være.

Stop med anekdoter om andres mødre

Jeg tror, det er sandt, at alle bliver formet af deres generation – af begivenheder og omstændigheder. Der er nok ingen tvivl om, at efterkrigsgenerationen generelt er mere sparsommelig end nogle af de efterfølgende generationer, og selvfølgelig har finanskrise, klimakatastrofer, sociale medier (og meget andet) været med til at præge den generation, der er født omkring årtusindskiftet. Men netop ’og meget andet’ fortjener nok at komme ud af parentesen, ligesom der sikkert – som for alle os andre i andre aldre – er forskellige individuelle måder at håndtere verdens tilstand og ydre omstændigheder på.

Så hvad er pointen? Jo, jeg tror, at vi overser nogle meget værdifulde karaktertræk ved de kommende generationer – og individer – på arbejdsmarkedet, hvis vi fokuserer på tvivlsomme anekdoter om jobsamtaler, der bliver til forældresamtaler.  

Det kan nemlig være nemmere end at forholde sig til, hvorvidt det nye, de unge bibringer, faktisk er noget godt. For det er da lidt irriterende at få sin planlægning og sine workflows udfordret – eller sin organisationskultur og måde at omgås hinanden på. Det er da lettere at skyde en generation i skoene, at den består af curlede snowflakes, som er lige en tand for nærtagende, og som må se at blive hærdede, så de kan begå sig i en virksomhed – end at vende blikket indad og spørge, om det er for meget forlangt, at en leders fornemmeste opgave er at sikre rammerne for, at medarbejderne kan blomstre. Eller om den halvvejs hierarkiske, halvvejs uformelle – og dermed helt ugennemskuelige – måde, processer forløber og beslutninger træffes på, egentlig er til det fælles bedste?

Alle generationer, alle medarbejdere og alle perspektiver kan rykke de fællesskaber, som udgør arbejdsmarkedet, fremad, og alle kan præge en arbejdsplads med det tankesæt og den tilgang til verden, de kommer med. Men det kræver, at alle generationer lytter. Ægte. Og stopper med at fortælle anekdoter om andres mødre.