Er du stresset? Så er det ekstra vigtigt at prioritere din nattesøvn

Har du også prøvet at skære ned på din søvn for at kunne nå alt det, du skulle? Eller omvendt, at være mindre effektiv på jobbet på grund af dårlig søvn? Her forklarer søvnforskeren, hvordan søvn og de stadigt stigende krav på arbejdsmarkedet hænger sammen. Du får også hans bedste tips til at prioritere en god nattesøvn.

grafik - 5 råd til bedre nattesøvn

 

Af Louise Graa Christensen Illustration Akademikernes A-kasse

Hvis din hjerne har været på overarbejde hele dagen, er der stor sandsynlighed for, at den fortsætter det hårde arbejde om aftenen, når du forsøger at falde i søvn. Og omvendt påvirker søvnproblemer sårbarheden over for at blive ramt af stress, og den vekselvirkning kan føre til en negativ spiral.

Når det kommer til kvaliteten af danskernes søvn, ser det ikke for godt ud: Hele 15 procent af befolkningen angav i 2021, at de har været meget generede af søvnproblemer eller søvnbesvær inden for de seneste to uger. Et tal, der er steget fra 10,2 procent i 2010. Det kan man læse i Den Nationale Sundhedsprofil 2021. Samtidig har for eksempel en Gallup-undersøgelse fra 2022 vist, at hver fjerde dansker føler sig mere stresset end tidligere, og skadetal for sundhedsforsikring hos Gjensidige viser, at antallet af sager med stress er steget med 31 procent fra første kvartal i 2021 til første kvartal i 2022. Se tallene her.

Når du er stresset, sker der blandt andet det, at dit kortisolniveau stiger. Kortisol er et såkaldt stresshormon, der kan hjælpe os til at præstere, og det er som udgangspunkt en god funktion at have adgang til. Men når man har lagt sig på madrassen for at sove, forhindrer et højt kortisolniveau os i at falde til ro, og hvis det ikke er indsovningen, det påvirker, kan det være, at vi sover uroligt med mange opvågninger, eller at vi vågner tidligt trods få timers søvn.

 

Høje krav giver dårligere søvn

Mikael Rasmussen, der er søvnekspert med speciale i stress, trivsel og psykisk arbejdsmiljø, er som foredragsholder og kursusudbyder på en mission for at få danskerne til at sove bedre. Og han er bekymret over danskernes dårlige søvnvaner. En stor del af forklaringen skal findes i vores pressede arbejdsliv, mener han.

 

“Samtidig bliver vores nattesøvn ofte det sted, hvor vi skærer lidt ned, fordi der simpelthen er for få timer i døgnet til både at nå at udføre vores arbejde optimalt, se vores familie og passe vores fritidsaktiviteter”

Mikael Rasmussen, selvstændig søvnforsker

 

"Mange har en følelse af, at tempoet på deres arbejde accelererer, og det påvirker søvnen, for vores nervesystem har brug for ro for at kunne sove. Samtidig bliver vores nattesøvn ofte det sted, hvor vi skærer lidt ned, fordi der simpelthen er for få timer i døgnet til både at nå at udføre vores arbejde optimalt, se vores familie og passe vores fritidsaktiviteter,” siger han.

At dårlig søvn og stress på arbejdspladsen hænger sammen, bliver også bekræftet af en rapport fra Vidensråd for Forebyggelse. Her fremgår det, at faktorer såsom høje krav er forbundet med risiko for dårlig søvn. Kigger vi mod vores broderland, Sverige, har en undersøgelse set nærmere på effekten af at reducere arbejdsdagen til seks timer med fuld lønkompensation. Efter et år fandt man i forsøgsgruppen forbedringer med hensyn til faktorerne tid til sociale aktiviteter, venner og familie, indstilling til arbejdstiden, træthed, hjerte- og åndedrætssymptomer og ikke mindst søvn. Det kan man læse om i den engelsksprogede rapport ”Working time arrangements and social consequences – What do we know?” finansieret af Nordisk Ministerråd.

 

 

Vænner os til søvnmangel

Går du selv rundt med fornemmelsen af, at du sagtens kan præstere optimalt med 5-6 timers søvn, er det formentlig ikke sandheden, men derimod et udtryk for, at du har vænnet dig til søvnmanglen. De mange ærgerlige effekter af søvnmangel kommer nemlig ofte snigende, forklarer Mikael Rasmussen:

"Søvn er den prisme, som alt andet skinner igennem, og selvom du ikke har en decideret langvarig søvnlidelse, registrerer kroppen de manglende timer forbavsende hurtigt. Sover du for få timer, rammer det dine emotionelle evner og din kognitive formåen i forhold til kreativitet, koncentration og motivation – men også din arbejdsmoral.”

 

“Hvis du gradvist berøver forsøgspersoner deres søvn i et søvnlaboratorium, mener de selv, at de præsterer på samme måde med færre timers søvn, men det kan forskerne se ud fra forskellige test, at de ikke gør”

Mikael Rasmussen, selvstændig søvnforsker

 

For de fleste voksne er det optimalt med omkring 7,5 timers søvn, men hvor meget søvn, du har behov for, er genetisk bestemt. Det skræmmende er, at du ikke selv opdager, hvordan du faktisk præsterer dårligere, når du har fået for lidt sammenhængende søvn, mener søvnforskeren:

“Hvis du gradvist berøver forsøgspersoner deres søvn i et søvnlaboratorium, mener de selv, at de præsterer på samme måde med færre timers søvn, men det kan forskerne se ud fra forskellige test, at de ikke gør.”

 

Du kan ikke sove dig fra dårligt arbejdsmiljø

Men du skal kigge på dine søvnmønstre over lidt længere tid, forklarer Mikael Rasmussen, som understreger, at der er forskel på akutte og kroniske søvnlidelser.

“Der sker ikke noget ved at sove dårligt en gang imellem, fordi der er noget på arbejdspladsen, der belaster i en kortere periode, men hvis du for eksempel begynder at føle dig deprimeret, og din adfærd ændrer sig, er det en god ide at være opmærksom,” råder han.

De langvarige søvnlidelser kan nemlig få langsigtede konsekvenser i form af for eksempel type 2-diabetes og hjertekarsygdomme. Men også på den korte bane er det bedste grundlag for en god og effektiv arbejdsdag uden tvivl en god nats søvn, forklarer Mikael Rasmussen, som har flere gode råd til, hvordan du selv kan forbedre din søvnkvalitet. Han påpeger dog samtidig, at du ikke kan sove dig fra et stressende arbejdsmiljø:

"Hvis du hver dag møder op på et arbejde med elendige rammer og psykosociale vilkår, kan du ikke sove dig fra det, og så er budskabet naturligvis at fjerne sig fra stressen. Men det kan være en god ide at prioritere din søvn og se, om verden ser lysere ud, når den del kommer på plads,” råder han.

 

 

 

knap - Bliv medlem

 

 

Kursus i mindfulness

På dette kursus får du en kort introduktion til begrebet mindfulness, og du vil efter kurset være klædt på til selv at kunne give dig i kast med at implementere det i din hverdag.

Workshop i Mindfulness

Få inspiration til en hverdag med mere ro på vores workshop. På workshoppen får du:

  • Grundlæggende viden om mindfulness
  • Mindfulness-teknikker du kan anvende i din jobsøgning/hverdag
  • Introduktion til mindfulness-meditation
Gå til siden Bæredygtighed