Sådan undgår du, at gruppearbejdet går i hårdknude

Du får mulighed for at udfordre både dig selv og dine medstuderende. Du bliver bedre til at forklare og uddybe dine synspunkter. Og motivationen er nemmere at holde oppe, når du ikke står alene. Der er med andre ord mange gode grunde til, at gruppearbejde er en populær størrelse på uddannelsesstederne – for når det fungerer, er fordelene tydelige.

Tal fra Danmarks Evalueringsinstitut viser, at 80-90 procent af førsteårsstuderende på alle videregående uddannelser indgår i en form for studie- eller projektgruppe i løbet af det første år. Men trods populariteten er det de færreste, der oplever, at gruppearbejdet forløber gnidningsfrit.

Det fortæller rådgiver og psykolog, Johann Daustrand ved Studenterrådgivningen, der ofte ser gruppearbejde gå i hårdknuder:

“Mange bekymrer sig om, om de hører til, eller om de er fagligt dygtige nok. De bekymringer træder ekstra tydeligt frem, når man er en del af en gruppe, og mange føler, man skal ’sælge’ sig selv for at være en del af gruppen. Og jo flere mennesker, der er i gruppen, desto flere forventninger er der til ambitioner for eksempel, og det kan skabe nogle gnidninger,” siger han.

Når de studerende søger hjælp hos Studenterrådgivningen, er det ofte for at afklare, hvordan de skal gribe konflikten an:

“Det er hårdt at tage en konflikt, og det gør, at mange har en tendens til at springe over, fordi man kan risikere at gøre nogen sure eller kede af det. Nogle lader måske helt være, fordi de tænker, at de kun skal være sammen et enkelt semester. Men hvis uenighederne vokser sig store og ikke bliver taget i opløbet, kan det udvikle sig til en uløselig hårdknude,” siger han og tilføjer:

“Der er langt større mulighed for at justere og forstå, hvorfor en person i gruppen ikke afleverer til tiden eller leverer godt nok, hvis man tager samtalen undervejs.”

Følg op på forventningerne

For at undgå at gruppearbejdet går i hårdknude, er det en god ide at få forventningsafstemt med sin gruppe, inden samarbejdet går i gang. Det fortæller Kasper Anthon Sørensen, der er Ph.d. i universitetspædagogik og problembaseret læring og nu arbejder som forskningskonsulent ved Københavns Erhvervsakademi.

“Langt de fleste konflikter opstår, fordi mange bare hopper direkte ind i samarbejdet uden at tale om, hvad det er for forventninger, de har til processen, og hvordan de vil indgå i samarbejdet. Hvis man for eksempel ikke får sagt, at man har et studiejob, der fylder meget, eller man måske er ordblind, så kan det føre til uafklarede forventninger. Det kan betyde, at de studerende når til et punkt, hvor de bliver irriterede på hinanden,” siger han. 

Kasper Anthon Sørensen oplever, at mange uddannelsessteder allerede fortæller de studerende, at det er vigtigt at få forventningsafstemt. Til gengæld er de så ikke så gode til at vejlede i, at det også er vigtigt, at de studerende sørger for at få fulgt op på forventningerne undervejs i processen. Det kan de studerende for eksempel gøre ved at aflevere en samarbejdsaftale til underviseren.

For hvis det bare er noget, de studerende kun får talt om i starten, så risikerer de at glemme det undervejs, når de er opslugt af det faglige:

”Det er ikke nemt at sige, at noget er irriterende i en gruppe, eller at nogen ikke bidrager, fordi man hurtigt kan blive ’outet’ eller sat i en mor- eller farrolle. Derfor er det vigtigt at indlægge obligatoriske evalueringer undervejs i forløbet, så der er mulighed for at ventilere for sine frustrationer.”

Derfor råder han også til, at gruppemedlemmerne skiftes til at være facilitator for gruppemøderne:

“Det kan være en svær rolle at påtage sig, men det er en god måde at tage ansvar på og skubbe til egne grænser, så det ikke altid er den samme i gruppen, der styrer og fordeler arbejdet eller tager ansvaret på sig, når noget er gået i hårdknude,” siger han.

Hjælp til selvhjælp

Kasper Anthon Sørensen mener, det i høj grad er uddannelsesstedets ansvar at sørge for, at de studerende får forventningsafstemt og evalueret undervejs:

“Der er brug for nogle, der sætter nogle obligatoriske rammer, så underviseren får indsigt i, hvordan det går i gruppen og kan hjælpe undervejs. Så det mener jeg, de studerende bør stille krav om,” siger han. 

Det synspunkt deler Johann Daustrand:

“Der er lidt en fortælling om, at gruppearbejde skal simulere, hvordan det er ude på arbejdspladserne, hvor du skal kunne arbejde sammen med hvem som helst. Men faktum er, at der også ude på arbejdspladsernes er en ekstern leder, der tager styring, når teams går i hårdknuder."

Og derfor synes han, ligesom Kasper Anthon Sørensen, at uddannelsesledelsen og underviserne har et ansvar for at finde ud, hvad en konflikt i gruppearbejdet kan skyldes og på den måde hjælpe gruppen videre.

Kasper Anthon Sørensen erkender, at det ikke er alle konflikter, der kan løses.

“Nogle gange er det bedste, at man bliver delt op. Men så er det vigtigt at underviseren eller en studievejleder bliver involveret og gerne så tidligt som muligt, så alle parter kan komme videre på en god måde, forstået på den måde, at arbejdsbyrden skal være realistisk, hvis man står alene efter en opsplitning,” siger han.

På spørgsmålet om, hvorvidt man så kan blive bedre til at arbejde i en gruppe med tiden, svarer Kasper Anthon Sørensen:

“Ikke nødvendigvis. Du kan sagtens sidde fast i nogle dårlige måder at indgå i grupper på. Derfor er det vigtigt at reflektere over de erfaringer, man gør sig undervejs, blandt andet ved hjælp af evalueringer, så man tænker over, hvad man vil gøre anderledes næste gang. Der er meget at vinde ved bevidst at arbejde på at blive bedre til gruppearbejde,” siger han og uddyber:

“Nogle tænker måske, at konflikter er forfærdelige og har et ønske om, at alt skal gå ubesværet. Men det er ikke sikkert, man lærer særlig meget af sådan et samarbejde, fordi man ikke får udfordret hinanden eller afprøvet svære situationer.”