Af Heidi Nielsen
Det er ikke sikkert, du er gammel nok til at huske, hvordan verden så ud, da HIV-epidemien tog fart i 1980’erne. Men dem, der kan, kan fortælle om en tid, hvor frygt, fordomme og en dødelig sygdom voksede hurtigere end viden, og hvor sundhedssystemet flere steder i verden oplevede et markant pres på grund af manglende behandling, høje dødsrater og et stigende antal patienter.
64-årige Jens Lundgren, der i dag er professor ved Københavns Universitet og overlæge ved Infektionsmedicinsk Klinik på Rigshospitalet, oplevede selv på nærmeste hold unge mænd, der blev indlagt med en sygdom, ingen kendte årsagen til, og som dengang var lig med en dødsdom.
"Dem, som var ramt, var folk i den alder, som jeg havde på det tidspunkt. Vi havde ikke noget medicin at tilbyde dem. Det kom først i 1995-1996 for alvor. Så der var altså seks til -syv år af mit liv, hvor jeg hjalp jævnaldrende med at få en værdig død," siger Jens Lundgren, da han gæster Akademikerlivs podcast ’Vis mig dit CV’ og husker tilbage på sin tid som ung læge og forsker i slutningen af 1980’erne, og på hvorfor epidemier blev en rød tråd i hans karriere.
"Så den proces, der ligger forud for, at folk måske begyndte at finde ud af, hvem jeg var (i forbindelse med hans rolle under corona, red.), er, at jeg har arbejdet med epidemier og deres forskellige årsager gennem hele min karriere i alle mulige internationale fora," siger Jens Lundgren og fortæller, at HIV er det, han ved allermest om, omend det var en langsomt voksende epidemi sammenlignet med for eksempel coronavirus.
Så Ikke noget med at springe over, hvor gærdet er lavest. Det duede simpelthen ikke i mit barndomshjem.
Jens Lundgren er ikke kendt som forsker i HIV-smitte og behandling i den brede befolkning herhjemme.
De fleste kender ham som ekspert i coronavirus, hvor han i årene 2020-2022 dagligt stod frem på tv-skærmen eller i aviser for at forklare, hvorfor vi skulle holde afstand, hvordan virus kunne smitte, og hvorfor myndighederne nu igen havde besluttet, at vi skulle isolere os derhjemme.
“Jeg arbejdede fra det øjeblik, jeg vågnede, til jeg gik i seng. Det var helt grotesk. Det er faktisk først flere år senere, at man forstår, hvordan det egentlig var. Folk forsøgte at påvirke én i alle mulige retninger, og man prøver at navigere i det og holde fast i sine egne principper," siger Jens Lundgren med henvisning til, at han at er opdraget til at gøre tingene ordentligt og at fuldføre dem.
"Så ikke noget med at springe over, hvor gærdet er lavest. Det duede simpelthen ikke i mit barndomshjem," tilføjer han.
Ikke særlig boglig
Som barn var Jens Lundgren ellers ikke nogen bogorm. Han ville hellere lege, spille fodbold og alt muligt andet. Alt andet end skolen. Derfor havde han også svært ved at læse og skrive, da han var elev i folkeskolens ældste klasser. Heldigvis fik han støtte fra både forældre og en lærer, der var med til at stimulere hans nysgerrighed.
"Han (læreren, red.) fik mig for eksempel til at tænke over, hvordan man i et vestligt samfund kan have en figur som Anders And, der er så populær, og som dybest set går uden bukser. Og grunden til, at jeg, nu hvor jeg er over 60, stadig kan huske det, er, at han gjorde det på den mest fantastiske måde," siger han og fortsætter:
"Han var god til at få os til at forstå de bagvedliggende pointer. Han havde en meget markant, kommunistisk baggrund, og han kritiserede alt vestligt initiativ og alt fra USA. Fair nok. Men lige pludselig kom der en helt anden dynamik ind i rummet," husker Jens Lundgren.
Det er helt fantastisk, når man efter lang tids arbejde står med et resultat, som man kan se kommer til at ændre noget. Jeg har selv oplevet det tre-fire gange i mit liv. At stå med data foran mig og vide, at når det her bliver offentliggjort, så ændrer det den måde, vi behandler patienter på.
Lige siden har nysgerrigheden været en drivkraft for professoren.
"Hvis jeg skulle prøve at sammenfatte mit CV, så er det præget af, at jeg hele tiden har været nysgerrig, og måske også har haft en evne til at kunne tænke frem i tid, og se, hvad det er for nogle spørgsmål, som kommer til at præge de næste år," siger Jens Lundgren og påpeger i den forbindelse, hvad der definerer en succesfuld forsker:
"Det er, at hun eller han kan lave et projekt, som der er så nyt og så banebrydende, at der er nogen, der er villige til at poste penge i det," siger han.
Netop de gange, han har oplevet banebrydende resultater, står helt klart i hukommelsen:
"Det er helt fantastisk, når man efter lang tids arbejde står med et resultat, som man kan se kommer til at ændre noget. Jeg har selv oplevet det tre-fire gange i mit liv. At stå med data foran mig og vide, at når det her bliver offentliggjort, så ændrer det den måde, vi behandler patienter på. I mit tilfælde både inden for HIV og COVID," siger han og tilføjer:
"Det er den lykkefølelse, man lever på. Den kommer ikke så tit i et arbejdsliv, men når den gør, så skal man virkelig mærke den og huske den".
Inspiration fra unge læger på et felthospital
Det var også nysgerrigheden, der drev Jens Lundgren mod lægegerningen.
Efter gymnasiet kom han i militæret. Men i månederne op til værnepligten havde han rejst i Indien og var blevet smittet med en infektion, der udviklede sig til bylder på benene. Derfor endte han på lazarettet på kasernen - militærets eget lille felthospital.
Her mødte han nogle unge læger, der levende fortalte om mulighederne ved deres jobbet som læge.
“Det var i en periode, hvor jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg ville. Så blev det pludselig enormt inspirerende. Jeg endte med at søge ind på lægestudiet, lidt usikker på, om jeg kunne finde ud af det. Men jeg gav det en chance," husker Jens Lundgren.
Der var dog ingen grund til at være nervøs over, hvordan det ville gå fremadrettet. For Jens Lundgren havde en hukommelse som en elefant. Han bestod de hyppige eksaminer, og der opstod en tillid hos ham til, at han også kunne finde ud af noget, der var komplekst.
"Mine undervisere introducerede mig til, hvordan vores stofskifte egentlig fungerer. At vi kan spise mad, omsætte næring og håndtere sygdom. Det var så fascinerende, at jeg på tredje semester endte med at tegne hele det menneskelige stofskifte og vise det til min biokemilærer. Det blev faktisk udgivet. Der kunne jeg virkelig få lov til at tilfredsstille min nysgerrighed på en helt vild måde," siger Jens Lundgren.
Det der med at arbejde med noget, hvor ingen kender svaret og så lave et projekt, udføre et eksperiment og gentage det for at være sikker på, at det holder, og på den måde definere ny viden. Det var virkelig noget, der appellerede til mig.
Jens Lundgren, professor ved Københavns Universitet og overlæge ved Infektionsmedicinsk Klinik på Rigshospitalet
I 1984, mens han stadig var lægestuderende, bragte lægegerningen ham over Atlanten til forskningscampusset National Institutes of Health (NIH) i delstaten Maryland lige uden for Washington D.C. Her arbejdede han i et halvt år og skrev sin første forskningsartikel.
“Det der med at arbejde med noget, hvor ingen kender svaret og så lave et projekt, udføre et eksperiment og gentage det for at være sikker på, at det holder, og på den måde definere ny viden. Det var virkelig noget, der appellerede til mig," siger Jens Lundgren.
Opholdet i USA blev begyndelsen på en international karriere. De næste to år, mens han læste i København, fløj han til NIH om sommeren og arbejdede videre på sin disputats. Efterfølgende blev han tilbudt fastansættelse i USA.
"Folk kender mig måske i Danmark i forbindelse med corona. Men det var første gang, jeg for alvor optrådte i en national kontekst. Så hovedparten af det arbejde, jeg har lavet, har været globalt," siger han.
Et blik ind i maskinrummet
Selvom Jens Lundgren altså er et kendt navn i forskerkredse på verdensplan, var det som bekendt i forbindelse med Coronapandemien, at han blev allemandseje for danskerne. Han beskriver selv begyndelsen af 2020 som en "meget dramatisk periode".
"Jeg tror ikke rigtig, vi forstod faren fuldstændig til at begynde med," ræsonnerer han.
På det tidspunkt var vi meget usikre på, hvor lang tid det her ville fortsætte, og hvordan det skulle håndteres på længere sigt. Så jeg gav mig selv 100 procent, og måske også mere end 100 procent, for at bidrage med viden.
På grund af hans solide lægefaglighed, der indebar viden om at behandle virus effektivt, gik han fra ikke at have nogen magt til på kort tid at have stor magt. Han blev involveret i beslutninger, der skulle tages i Centraladministrationen, Sundhedsstyrelsen, Regeringen og Folketinget.
"På det tidspunkt var vi meget usikre på, hvor lang tid det ville fortsætte, og hvordan det skulle håndteres på længere sigt. Så jeg gav mig selv 100 procent, og måske også mere end 100 procent, for at bidrage med viden. Samtidig med, at jeg var involveret internationalt i det miljø, jeg har arbejdet med i mange år," siger Jens Lundgren.
Allerede i 2018 havde han haft et møde med sine internationale forskerkollegaer om, at al international forskningsaktivitet skulle indstilles ved en kommende pandemi. Den omstilling fik han en ledende rolle i.
“Så det var virkelig en voldsom tid, og det blev jo ved. Fra alle mulige steder, helt ukoordineret, kontaktede man mig, fordi de havde brug for hjælp. Og jeg prøvede at levere så meget som muligt. Herunder også til pressen," siger Jens Lundgren, der erkender, at det var en kommunikativ udfordring:
“Jeg talte i øjenhøjde om, hvordan situationen så ud. Jeg var villig til at sige højt, når jeg ikke kendte alle svarene og samtidig forklare, hvad der foregik i maskinrummet for at nå frem til en bedre håndtering. Det var de principper, jeg styrede efter i min kommunikation. Om det lykkedes, må andre vurdere. Men journalisterne brugte det i hvert fald flittigt," siger professoren.
En ny pandemi
Jens Lundgren erkender, at de travle corona-år har slidt på ham, og at det har taget tid at komme oven på igen. Især på grund af det, han beskriver som manglende anerkendelse fra nationalt hold, hvor ingen fulgte op. De nationale forskningssamarbejder, han tidligere havde været en del af, var for eksempel fortsat uden ham. Det efterlod ham med en følelse af at efterladt på perronen, selvom han havde ydet en ekstraordinær indsats under corona.
Men adspurgt, om han vil gøre det igen, så er svaret alligevel, at det ville han nok.
"Jeg tror, at jeg kender mig selv godt nok til, at når det først buldrer og brager, og folk beder om min hjælp, så falder jeg tilbage i min default-indstilling," siger han med henvisning til sin ordentlighed og nysgerrighed.
"For sandheden er jo, at vi kommer til at stå i en lignende situation igen på et tidspunkt. Jeg ved ikke hvornår, og jeg ved ikke med hvad, men naturen kaster med jævne mellemrum noget efter os, der pludselig kan smitte mellem mennesker, som vi aldrig har set før. Den situation opstår igen," siger Jens Lundgren.
På spørgsmålet om, hvorvidt han har et godt råd til andre i deres arbejdsliv, svarer professoren:
"Jeg er meget forsigtig med at give andre råd, men jeg kan i hvert fald sige, at det har været godt for mig at tage ansvar for det, man laver og vælge noget, man faktisk glæder sig til, når man går på arbejde," siger han og fortsætter:
"Hvis man pludselig begynder at tænke på, hvornår man skal hjem, eller hvad man får i løn, så er det i mine øjne tegn på, at noget er helt galt. For det skal være interessen - i mit tilfælde nysgerrigheden - der driver værket," siger han.
Om ‘Vis mig dit CV’
I løbet af et helt arbejdsliv får de fleste menneskers CV knaster eller huller, eller forgrener sig i uventede retninger. Men det er ikke altid vi stopper op og reflekterer over vores karrierevej.
Det giver vi os tid til i denne podcast, hvor vi tager udgangspunkt i samtaler med kendte danskere.
Samtalerne med gæsterne kan forhåbentlig inspirere og motivere dig til at tage dit eget arbejdsliv op til revision og genoverveje skønhedspletterne på dit CV.