Af Morten Bjerregaard
At skifte karriere kan være en spændende mulighed, der både kan give mulighed for udvikling og puste nyt liv i dit arbejdsliv, men det er samtidig en beslutning, der bør træffes med omtanke, hvis det skal blive en succes.
Ifølge Tina Skov, der er karriererådgiver hos Akademikernes A-kasse, kræver et vellykket karriereskifte både selvindsigt, planlægning og modet til at tage et skridt ad gangen.
”Det gælder om at forstå, hvad der egentlig driver dig, og hvad du håber at opnå med forandringen. Det er også en rigtig god ide at få overblik over, hvad du har af kompetencer og værdier, og hvad de økonomiske konsekvenser kan være af at skifte karrierespor. Og så er det også en fordel af at bruge dit netværk og få gode råd fra relevante personer,” siger hun.
Her guider Tina Skov dig igennem de vigtigste overvejelser, du bør gøre dig, inden du skifter retning i arbejdslivet.
Få styr på din motivation
Et karriereskift kræver mod, men gør du det rigtigt og på et velovervejet grundlag, kan det være nøglen til at arbejdsliv med mere energi og glæde.
Det kræver, at man dykker ned i sin egn motivation for at skifte karriere, og derfor bør man, ifølge Tina Skov, spørge sig selv, om ens motivation skyldes, at man vil væk fra noget – eksempelvis stress, dårlig ledelse eller meningsløshed – eller om det mere handler om, at der er noget, man gerne vil opnå.
”Man kan tale om en ’væk-fra-motivation’, hvor man bare vil væk hurtigst muligt, og en ’hen-imod-motivation’, hvor man er drevet af noget, man gerne vil opnå," forklarer hun. "Den første kan kickstarte processen, men det er ofte den sidste, der bærer dig hele vejen,” forklarer hun.
Mange mennesker ved faktisk ikke helt, hvad de kan, fordi de aldrig har taget stilling til deres arbejde.
Tina Skov, karriererådgiver hos Akademikernes A-kasse
Du bør også overveje, hvor stort et karriereskifte, du ønsker. For der kan være stor forskel på, hvad der kræves.
”Skifter du både rolle, branche og det hele – for eksempel fra forsker til sygeplejerske – så er det et skifte, der kræver en ny uddannelse og helt nye kompetencer. Men der er også skift, hvor man bygger videre på noget, man allerede kan. Eksempelvis hvis en forsker finder ud af, at det giver mere energi og mening med projektledelse og dialog med mennesker. Her handler det mere om at justere dit fokus end at starte helt forfra.”
For at blive klogere på, hvilke værdier der er vigtige for dig i dit arbejdsliv, anbefaler Tina Skov, at du spørger dig selv, hvad der skal til, for at du trives i dit arbejde.
”Skriv ned, hvad du har lavet – enten i dit arbejde eller under studiet – og vurder, hvad der giver energi, og hvad der tager den.
Kortlæg dine kompetencer
Går du med overvejelser om at skifte karriere er det ifølge Tina Skov også vigtigt at få et overblik over, hvad du egentligt kan, og hvad du gerne vil tage med videre. For alt for mange glemmer at kortlægge deres kompetencer, inden de springer ud i et karriereskift.
Er der efterspørgsel efter det, du gerne vil lave? Og hvad har du af reel værdi for en arbejdsgiver i det felt? Det er nogle af de spørgsmål, du kan stille dig selv.
Tina Skov, karriererådgiver hos Akademikernes A-kasse
”Mange mennesker ved faktisk ikke helt, hvad de kan, fordi de aldrig har taget stilling til deres arbejde. Derfor er det vigtigt at skrive det hele ned – helt detaljeret – så du får tømt hjernen og skabt overblik,” siger Tina Skov.
Her kan du starte med at gennemgå dine tidligere job og opgaver og skrive ned, hvad du har tilegnet dig af kompetencer. Fokusér i første omgang kun på, hvad du rent faktisk har lavet, og undlad at vurdere, om du kunne lide det eller ej.
Når du har kortlagt dine kompetencer, bør du tage stilling til, hvilke af dem du vil bruge fremover – og hvilke du ikke længere ønsker at arbejde med. Det hjælper dig med at finde retning.
”Er der efterspørgsel efter det, du gerne vil lave? Og hvad har du af reel værdi for en arbejdsgiver i det felt? Det er nogle af de spørgsmål, du kan stille dig selv, så du bliver klar over, hvordan du med dine kompetencer passer ind – og hvordan du adskiller dig fra andre,” siger Tina Skov.
Spørg fagpersoner til råds
Næste skridt i forberedelsen af et karriereskift bør ifølge Tina Skov handle om at gå ud og afprøve din plan.
”Den bedste måde at blive klog på dine muligheder for, om et karriereskift holder i virkeligheden, er at tale med dem, der ansætter folk – eller folk, der laver det, du gerne vil lave.”
Når du tager fat i dit netværk eller fagfolk, handler det dog ikke om at søge job, men om at søge råd og indsigt over et kort møde eller et uformelt kaffemøde.
”Sig for eksempel: ’Jeg overvejer at gå den her vej. Jeg tror, jeg har, hvad der skal til, men jeg mangler indsigt i dele af jobbet. Har du lyst til at dele dine erfaringer?’,” siger Tina Skov.
Den type møde kan både give dig et virkelighedstjek og et værditjek – altså en fornemmelse af, hvordan hverdagen ser ud i branchen, og om det matcher dine forventninger og værdier.
”Og så er det heller aldrig en dårlig ting at vise initiativ og i samme ombæring styrke dit netværk,” tilføjer Tina Skov.
Gennemtænk det økonomiske aspekt
Et karriereskift kan få stor indflydelse på din økonomi, og derfor er det vigtigt, at du forholder dig til, hvad det kan få af konsekvenser for pengepungen.
Hvordan spiser man en elefant? Det gør man i små bidder. På samme måde kan små skridt for mange være den rigtige måde at opnå den ønskede karriere på.
Tina Skov, karriererådgiver hos Akademikernes A-kasse
For et skifte til det mere ukendte kan i mange tilfælde betyde en dårligere økonomi – i hvert fald i starten, siger Tina Skov.
”Du skal finde ud af, om det overhovedet er økonomisk muligt for dig med et karriereskift. Kan du få det til at hænge sammen, hvis du eksempelvis skal tage en ny uddannelse? Og kan du økonomisk leve med, at du formentlig til at begynde med skal tage et job med lavere løn?,” siger Tina Skov.
Hvis du kan finde en måde, hvorpå du kan se en økonomisk farbar vej, samtidig med, at du tager små skridt mod det store mål, så er du kommet langt. For netop det med de små skridt er vigtigt, påpeger Tina Skov.
”Hvordan spiser man en elefant? Det gør man i små bidder. På samme måde kan små skridt for mange være den rigtige måde at opnå den ønskede karriere på. Et mindre skridt kunne være at finde et job, der kombinerer det, du kan nu, med det, du ønsker at lære, og hvor der er mulighed for opkvalificering.”
Undgå at handle impulsivt
Som så meget andet i livet, er det godt at have en plan. Det gælder også hvis du vil skifte karriere. Hvad der til gengæld ikke kan anbefales, er at handle impulsivt, mener Tina Skov.
”Jeg møder desværre nogle mennesker, der bare siger op, fordi de pludselig vil noget helt andet, som eksempelvis at arbejde med bæredygtighed, uden at de har nogen viden om det. De har ikke lavet et kort over, hvad de skal gøre, og hvordan de skal nå deres mål. Og så kan det blive en svær proces.”
I stedet bør du ifølge Tina Skov, som tidligere beskrevet, grundigt undersøge dine muligheder for at komme hen til dit ønskede karrieremål . Og så gælder det om at rette fokus det rigtige sted hen.
”Det, du har fokus på, vokser. Hvis du fokuserer på det, du kan, og det du gerne vil, så hjælper det med at målrette dig. Hvis du omvendt fokuserer på alt det, du ikke kan, så er der større sandsynlighed for, at du går i stå,” lyder det fra Tina Skov.