Gå videre til hovedindhold

Hvad er vigtigt for din neurodivergente kollega?

Med Generation Z på vej ind på arbejdsmarkedet vil du muligvis møde flere nye kolleger med diagnoser. Så hvis du ikke allerede har orienteret dig om, hvordan du bedst muligt viser hensyn, er her seks gode råd fra Eline Sanders, der arbejder hos Specialisterne og selv er neurodivergent.

29. april 2024

Af Kirstine Thye Skovhøj

Neurodivergent er en betegnelse, man kan bruge om mennesker med for eksempel diagnoser inden for autismespektret eller adhd. Og som kollega til eller chef til en neurodivergent er det en god ide at sætte sig ind i deres behov. Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du gøre det nu, for med Generation Z’s indtræden på arbejdsmarkedet, kan din næste unge kollega være neurodivergent.

Arbejdet skal give mening

Uden motivation dur helten ikke! Og derfor skal arbejdet give mening. For mange neurodivergente er det vigtigt at vide hvordan og hvorfor deres arbejdsindsats er vigtig og giver mening. Uden den mening mangler den neurodivergente medarbejder motivation til at udføre arbejdet. 

Klar forventningsafstemning

Vær tydelig omkring, hvad der forventes af din neurodivergente kollega. Her går tilgangen ”det finder vi ud af i løbet af dagen” ikke. Det er godt at have et konkret arbejdsfelt med tydelige mål og kvalitetsparametre. 

Generation Z

Personer født i årene mellem 1995 og 2012. De er vokset op med internettet og er blevet unge i takt med de sociale mediers udbredelse. De betegnes også som digitalt indfødte. 

Struktur og forudsigelighed

Struktur og forudsigelighed i arbejdsdagen er gavnligt for mange neurodivergente. Det betyder, at man ved, hvad man møder ind til, hvad forventningerne er, både til arbejdet men også til det sociale og det fysiske. Nogle neurodivergente med en ADHD-profil er til gengæld glade for det uforudsigelige og trives i intense og omskiftelige job som sygeplejerske, pædagog eller redder. 

Fleksibilitet

Fleksibilitet for neurodivergente betyder: mulighed for at arbejde hjemme fra nogle dage om ugen, nedsat arbejdstid, evt. uden at det går ud over lønnen, fordi man leverer det, man kan forvente af en fuldtidsstilling på lidt færre timer. Med de rette rammer kan neurodivergente løse bestemte typer opgaver meget effektivt. 

Fleksibilitet er også, at det er okay at vælge sociale aktiviteter på arbejdspladsen til og fra, for eksempel frokostpauser, fester og fredagsbarer. Og at dresscoden er mere uformel.

For ansatte med ADHD betyder fleksibilitet også, at det er muligt at få hjælp til de opgaver, de har svært ved, som for eksempel dokumentation eller administrative opgaver.

Social elastik og rummelighed 

Rummelighed handler i høj grad om, at virksomheden/afdelingen er bevidst om de uudtalte sociale konventioner på en arbejdsplads. Hvordan går man klædt? Hvad taler man om til frokosten? Er det ok at drikke sig i hegnet til fredagsbaren? Og så videre. Rummeligheden handler om, at det er okay, at der er ansatte, der ikke er interesserede i at passe ind i den kultur. 

Nogle neurodivergente begår små subtile fejl, som neurotypiske aldrig ville begå. De siger for eksempel deres ærlige mening, når de bliver spurgt om en kollegas nye frisure, eller de sætter kritisk spørgsmålstegn ved om virksomhed nu også lever op til sit eget værdisæt. Med andre ord: De siger det højt, som neurotypiske tænker, men holder for sig selv.  

De små subtile fejl kan gøre, at kollegaerne trækker sig og undgår dem. Sker det vil din neurodivergente kollega ofte få en følelse af stress, for det er stressende hele tiden at opleve at fejle i sociale situationer. 

Nogle neurodivergente for eksempel autister er bedre til en-til-en-kontakt og for mange vil det være rarest kun at have en lille gruppe mennesker at skulle forholde sig til. 

Tag hensyn til sanserne

Mange neurodivergente sanser verden anderledes. For at tage hensyn til det på arbejdspladsen, kan man gøre det normalt at have lyddæmpende høretelefoner på, at have et roligt sted at spise frokost, at have muligheder for at "stimme" (mildt stress-reducerende aktivitet som for eksempel at vippe med fødderne, nulre hår, flappe med hænderne, rokke med kroppen, red.). Mulighed for ”stille-lokaler” at arbejde koncentreret i, hvor man ikke bliver forstyrret hele tiden. Mulighed for at tage en kort stillestund eller lur i løbet af dagen.

Kilde: Eline Sanders

Neurotypisk eller neurodivergent – forstå forskellen

Neurotypisk betyder, at man har en hjerne, som de fleste andres – altså en ”normal” eller gennemsnitlig hjerne. Det har cirka 80 % af befolkningen.

Neurodivergens er derimod et ikke-medicinsk paraplybegreb, der beskriver mennesker med variation i deres mentale funktioner og en atypisk hjerne. Betegnelsen kan omfatte tilstande såsom autismespektrumforstyrrelse, adhd eller epilepsi. Er man neurodivergent vil man ofte have nogle særlige evner inden for et område, typisk på bekostning af nogle andre evner.

Kilde: Specialisterne.dk

Analyse af unges forventninger til arbejdsmarkedet

En analyse udført af Akademikernes A-kasse i samarbejde med Bespoke Manyone giver bud på, hvordan unges forventninger og forhåbninger til deres fremtidige arbejdsliv kan se ud.  Den giver et grundlag for at udfolde nogle potentielle perspektiver på fremtiden.

Analysen har fokus på det akademiske arbejdsliv i Danmark og er blevet til på baggrund af en kvalitativ analyse baseret på en researchproces kaldet horisontscanning.

Horisontscanning er en metodisk tilgang inden for fremtidsstudier, hvor man indsamler forandringssignaler, som kan observeres i nutiden. Et forandringssignal kan eksempelvis være en ny adfærd, en ændring i værdier, eller nye tendenser og trends opfanget gennem generationsstudier. Generationsstudierne omhandler primært Generation Z, men der er også inddraget viden om Generation Alpha. 

Forandringssignalerne er blevet analyseret for at finde frem til relevante mønstre og temaer, der kan gøre os klogere på fremtiden og inspirere os til at gå i dialog med den. 

En del af analysen består af interviews med seks unge, som er i gang med deres videregående uddannelser. De er med for at sikre, at de unges egne stemmer er med og for at kunne holde deres perspektiv op imod nogle af de store globale trends, som vi kender til. 

Analysen er udarbejdet i efteråret 2022 – foråret 2023 af Bespoke Manyone i samarbejde med en kernegruppe fra Akademikernes A-kasse.