Brinkmann i ny bog: Find mening i arbejdet, men husk, at livet også er andet

Bogen Arbejdslivets dilemmaer, der netop er udkommet, er langt fra den første, der er skrevet om det moderne menneskes arbejdsliv – tværtimod. Men ifølge professor i psykologi, forfatter og foredragsholder Svend Brinkmann, der er en af bogens i alt tre forfattere, er der god grund til, at der bliver skrevet om emnet igen og igen. 

”Som psykolog synes jeg, at det er helt fundamentalt for os mennesker, at vi arbejder. Det er faktisk svært at finde noget, der er mere afgørende for os som art. Der er mange andre levende væsener, der opfører sig som os, når det kommer til at have familier, pleje deres yngel og bygge samfund op,” siger han. 

Men når det kommer til at arbejde, adskiller vi os som mennesker fra andre arter: 

“Den form for arbejdsdeling, vi mennesker har, hvor vi planlægger, hvad der skal gøres, hvem der gør hvad, og hvor der dannes hierarkier, den er unik for os,” siger Svend Brinkmann.  

Arbejdets mening for mig, os eller de andre?

I Arbejdslivets dilemmaer bliver der ikke serveret endegyldige svar og konklusioner for læseren. I stedet inviterer bogen til refleksion og diskussion om de mange dilemmaer, der præger vores arbejdsliv – præcis som titlen lægger op til. 

Med den form ønsker forfatterne, som de selv skriver i bogen, frem for at invitere til blind enighed, at “insistere på værdien af gnister af dissens og dermed også fremhæve, at arbejdslivets dilemmaer ikke går op.” 

De dilemmaer, bogen tager livtag med, er knyttet til forskellige nøglebegreber, som tilegnes hver deres kapitel. Nøglebegreberne er blandt andre diversitet, ledelse og udvikling. I forhold til begrebet udvikling bliver det for eksempel diskuteret, hvordan vi forholder os til det faktum, at det i dag i arbejdsmæssigt regi er det hele menneske, der bliver underkastet krav om at udvikle sig.
 
Det er nemlig ikke længere tilstrækkeligt, at vi udvikler vores faglige kompetencer - også i forhold til personlige, sociale og emotionelle kompetencer forventes det, at vi hele tiden sætter nye mål og forbedrer os til gavn for arbejdspladsen. Spørgsmålet er, om og hvordan vi så nogensinde kommer til at føle os kompetente nok som mennesker?

Et andet dilemma – måske det allermest fundamentale – som forfatterne tager op i Arbejdslivets dilemmaer, handler om, hvordan det moderne menneske finder mening i og med sit arbejdsliv. 

Ifølge Svend Brinkmann afhænger det af flere faktorer såsom opdragelse, livsværdier og klassebaggrund, og det vil af den årsag være forskelligt, hvad vi hver især finder mening i. 

”De fleste af os har jo sammensatte motiver. Der er heldigvis meget få rene egoister, der udelukkende gør ting for egen vindings skyld, ligesom der er meget få rene altruister, der altid kun tænker på, hvad de kan gøre for at hjælpe andre mennesker. De fleste af os cirkler rundt mellem de to poler, siger han.

”I bogen laver jeg en distinktion mellem mening for mig, mening for os og mening for andre. En hel simpel opdeling, hvor man kan tænke over, hvor man selv ligger. Det tror jeg er nogle sunde overvejelser at gøre sig, så man for eksempel kan få en balance ind mellem egennytte og det at bidrage til andre menneskers liv,” siger Svend Brinkmann. 

Han understreger, at der ikke nødvendigvis er noget forkert i, at man primært har valgt et arbejde, fordi det giver mening for én selv. For det kan sagtens have betydning og værdi for andre mennesker samtidigt. Faktisk viser nyere empiriske undersøgelser, at mennesker ofte trives bedst, når de gør noget, hvor de ikke behøver spørge sig selv om, hvad meningen med det er, fortæller Svend Brinkmann.

”Når noget føles værdifuldt i sig selv, og vi ikke skal spørge os selv, hvor det skal bringe os hen, så har vi det bedst. Det er der nogle mennesker, der oplever i forhold til deres arbejde, og på den måde får de et meget meningsfuldt arbejdsliv. De føler sig privilegerede over at kunne fordybe sig i noget, som de måske også ville have fordybet sig i, selvom de ikke fik løn for det,” siger han. 

Omvendt vil der også være nogle, for hvem det at arbejde ikke opleves som noget, der giver mening i sig selv. Men det behøver ikke at være problematisk. 

”Jeg tror sagtens, at man kan få et godt arbejdsliv, selvom det ikke føles som noget, der giver mening i sig selv. Der vil være dem, der primært er tiltrukket af idéen om, at man arbejder for at få en løn og så i øvrigt er glade for, at arbejdet foregår et sted med ordentlige vilkår og gode kolleger,” siger Svend Brinkmann. 

Tager du Marx eller Aristoteles med på arbejde?

Diskussionen om, hvilken rolle arbejde skal spille i et menneskes liv, er ikke ny. I Arbejdslivets dilemmaer bliver Aristoteles og Karl Marx, der begge havde skarpe, om end meget forskellige holdninger til, hvad et arbejde var, fremhævet. Hvor Aristoteles betragtede arbejde som noget instrumentalt og et middel til at opnå et højere mål, mente Marx, at mennesket realiserede sig selv netop gennem arbejdet. 

”Det er interessant at se, hvordan de diskussioner, vi har om arbejdet i dag - deriblandt om, hvor meget arbejdet skal fylde - faktisk er diskussioner, der har udspillet sig historisk gennem århundreder, ja årtusinder, når vi går tilbage til Aristoteles,” siger Svend Brinkmann. 

Hvorvidt det er Marx' eller Aristoteles' tankegang, vi trækker mest på, når vi går på arbejde i dag, er ikke entydigt. 

”På en måde kan man jo sige, at Marx fik ret, fordi mange af os i dag søger at arbejde selvrealiserende. Her kunne man måske med fordel ind imellem trække Aristoteles ind for at huske på, at der også er meget andet i livet end arbejde. Jeg prøver ikke at sige, at den ene har mere ret end den anden, for det er to forskellige grundfortællinger om arbejdet. På den ene side er arbejdet et nødvendigt onde, men på den anden side realiserer vi jo faktisk vores menneskelighed gennem arbejdet,” siger Svend Brinkmann. 

Han påpeger, at fordi arbejdslivet i dag ofte opfattes som en arena for selvrealisering, eksisterer der også en fortælling om, at det menneske, der ikke arbejder, faktisk går glip af noget. 

”I dag har vi den her moralisering vedrørende arbejde, hvor vi siger, at vi har arbejdspligt. Vi skal have folk ind på arbejdsmarkedet. Selvfølgelig for bruttonationalproduktets skyld – men når vi hører Kaare Dybvad eller Mette Frederiksen tale om det, så er det jo også fordi, at det er godt for folk at arbejde. De forestiller sig simpelthen ikke, at et liv kan være godt, hvis ikke man arbejder, hvilket jo i virkeligheden er en meget marxistisk tankegang,” siger Svend Brinkmann. 

Så hvad gør vi – hvordan finder vi den rette balance, så vi alle hver især kan finde en mening med at gå på arbejde?  

”Det er jo netop det dilemma, vi forfattere til bogen synes, vi skal diskutere. Deri ligger en anerkendelse af, at der er fornuft på begge sider. Der er faktisk noget om, at man skal passe på med ikke at lade hele livets mening afhænge af arbejdet. På den anden side er det også farligt at sige, at der ikke må være mening i arbejdet. Vi bruger dæleme mange timer på vores arbejde – skal det så ikke give en eller anden form for mening for os?” siger Svend Brinkmann. 

Hvad giver mening for akademikere?

Fordi akademikere i dag er en broget skare, er det svært at sige noget generelt om, hvordan de matcher arbejdsliv med motivation og mening. Men for en del akademikere gælder det, at de i hvert fald i udgangspunktet har mulighed for at vælge den livsform, som Aristoteles mente repræsenterede det gode liv. 

”Det, som Aristoteles beskrev som det arbejdsfrie liv, kan på en måde godt minde om mange akademikeres liv. Altså et liv, hvor man har mulighed for at fordybe sig i noget, som man virkelig interesserer sig for. Man har studeret et fag, forhåbentlig fordi man fandt det ekstremt spændende, og det at kunne få lov at arbejde med det, er jo faktisk en kæmpe gave, som vi måske skal blive bedre til at huske os selv på,” siger han. 

Svend Brinkmann skynder sig at tilføje, at han godt ved, det kan lyde både provokerende og næsten utopisk at betragte sit arbejde som en gave, når man samtidig ved, hvordan arbejdsvilkårene i virkeligheden er for mange i dag. Og deri ligger endnu et af arbejdslivets store dilemmaer. For hvad gør man, når det arbejde, man som udgangspunkt finder dyb mening i, pludseligt ikke kan udføres på grund af udefrakommende faktorer?

”Så kan det blive rigtig svært, og det er måske derfor, at så mange bliver stressede og kommer til at føle en eller anden tomhed i forhold til deres job. De har en længsel efter det arbejde, som er meningsfuldt for dem. Men på grund af pseudoarbejde, mangel på ressourcer, evalueringer, omstruktureringer og alle mulige andre snubletråde kan de ikke komme hen til det, som de egentlig uddannede sig til og syntes var spændende i udgangspunktet,” siger Svend Brinkmann og kommer med en opfordring. 

”Ved at tale om de problematikker i kollektive sammenhænge, har vi en større chance for at løse problemerne i stedet for, at man skal kæmpe med dem individuelt,” siger han.