Fremtidsforsker om arbejdsliv: Disse fem tendenser bliver vigtige de kommende år

Hvordan ruster vi os bedst til fremtidens arbejdsliv? De fleste af os kan mærke, at udviklingen går hurtigere, end vi kan nå at følge med i, og at både arbejdspladser og teknologier er i konstant bevægelse.

Derfor har vi bedt fremtidsforsker Liselotte Lyngsø, der er stifter af Future Navigator, podcastvært og en central stemme, når det kommer til at tage fremtidsbrillerne på, om at udpege de bevægelser inden for arbejdsliv, som hun mener bliver særligt afgørende i de kommende år.

Inden du stopper læsningen her af frygt for at få malet et dystopisk fremtidsscenarie, er der gode nyheder på et område, som mange bekymrer sig om, nemlig AI. Billedet, Liselotte Lyngsø tegner, er heldigvis ikke et en fremtid, hvor AI overtager vores arbejde. I stedet mener hun, at der nu og i de kommende år vil komme et skifte, hvor vi får mulighed for at tage styringen over vores eget arbejdsliv, og hvor både relationer, nysgerrighed og menneskelige kvaliteter kommer til at fylde mere.

Hun fortæller også, at fremtidens arbejdsliv ikke først og fremmest bliver et spørgsmål om at lære nye værktøjer. Det kommer i høj grad til at handle om at forstå sig selv, sine kolleger og teknologien på nye måder.

Her udfolder hun fem tendenser, som hun mener kommer til at spille en afgørende rolle.

Fra passager til pilot

I de kommende år bliver det afgørende, at vi skifter position i vores arbejdsliv, fra at sætte os som passive passagerer til at tage aktivt fat i styrepinden. Vi skal hele tiden bygge ovenpå, så vi udvikler os og får nye kompetencer. En af måderne at gøre det på er med kunstig intelligens, der i endnu højere grad vil være i centrum og bliver et nyt udgangspunkt. Teknologien kan løfte vores faglighed og udvide vores muligheder, men kun hvis vi vælger at være nysgerrige og kritiske i mødet med den. Det handler med andre ord ikke om at lade sig transportere af udviklingen, men om at engagere sig i den.

AI bliver i den nære fremtid ikke en konkurrent, men en støttefunktion, som bliver fuldstændig integreret. At kunne sætte teknologien i spil med omtanke bliver en kompetence, der bliver særlig vigtig de kommende år. På den måde udnytter man teknologiens styrker, udfordrer dens blinde vinkler og får den menneskelige originalitet i højsædet. 

Kort sagt vil dem, der tager styringen over deres arbejdsliv, få mere indflydelse, mere læring og ultimativt mere arbejdsglæde. 

Fra AI til ÆI (ægte intelligens)

De kommende års arbejdsliv kommer ikke kun til at kræve teknologisk kunnen. Det kommer også til at kræve, at vi træner og udvikler vores menneskelige intelligens. For der kommer fokus på de kompetencer, hvor vi ikke efterligner maskiner, men dyrker de menneskelige kvaliteter, såsom nærvær, empati, nysgerrighed og relation.

Teknologien kan levere analyser, udkast og data, men det er stadig mennesker, der skal tilføre perspektiv, tvivl og ny retning. Det kan være i form af stærkere fortællinger, skarpere formidling eller overraskende greb, som løfter kvaliteten og relevansen.

Jeg ser en tendens i forhold til i højere grad at vende tilbage til det, vi er bedst til. Hvor kreativitet og forståelse opstår til møder, under pauser og i fællesskaber, og hvor det menneskelige igen kommer i fokus.  

Hvis vi skal bevæge os fra kunstig til ægte intelligens, kræver det medarbejdere, der kan samarbejde med teknologien, men også styrke de menneskelige kapaciteter, der ikke kan automatiseres. Kan vi det, får vi et arbejdsliv, hvor mennesker ikke konkurrerer mod maskiner, men arbejder sammen med dem, og hvor det mest værdifulde stadig er vores evne til at være menneskelige.

Fra frygt for at blive overflødig til trivsel

En anden tendens, jeg ser, er, at vi de kommende år bevæger os væk fra den frygt, vi i øjeblikket har, for at blive overflødige i vores arbejdsliv. Frygten bliver i stedet erstattet med en mentalitet, der handler om at lære, innovere og løse problemer. For så længe verden står over for komplekse udfordringer som eksempelvis inden for klima, sundhed, og trivsel, så er der brug for mennesker, der kan skabe løsninger.

Teknologi erstatter nemlig ikke menneskelig problemløsning. Den kan i stedet hjælpe med til at se flere nuancer og for at arbejde mere menneskecentreret. Det ses allerede i eksempelvis byplanlægning, hvor fokus flytter sig fra bilernes behov til borgernes livskvalitet, og i organisationer, der redefinerer, hvad et bæredygtigt arbejdsliv kræver.

Det bliver derfor en kernekompetence at kunne se muligheder og engagere sig i de problemer, der endnu ikke er løst. Det kræver både nysgerrighed og mod. De medarbejdere, der vælger den tilgang, bliver ikke bare dem, der kan håndtere forandringer, de bliver også dem, der aktivt former fremtiden.

Fra 'human resources' til 'human networking'
Relationer på tværs bliver en af de vigtigste kompetencer i fremtidens arbejdsliv. Vi har i mange år søgt mod dem, der ligner os selv. Resultatet er siloer, hvor der ofte opstår problemer uden for siloerne, fordi man ikke får nye, friske perspektiver og ideer. 

Men fremtiden kræver noget andet. Derfor skal vi vænne os til at blive sat sammen med mennesker, der tænker anderledes end os selv. Det er netop forskelligheden, der gør fremtidens løsninger robuste.

Overgangen fra det, man kalder human resources til human networking, altså fra menneskelige ressourcer til menneskelige relationer, betyder også, at arbejdspladsen skal bruges mere bevidst end i dag. For når hybridt arbejde er normen, bliver fysisk fremmøde kun værdifuldt, hvis det giver kultur, fællesskab og læring. Det skal faciliteres, for det kommer ikke af sig selv. Jeg ser, at human networking bliver et centralt fundament for både trivsel og innovation på arbejdspladsen de kommende år. 

Fra 'one size fits all' til 'one size fits nobody'

Evnen til at skabe individuelle rammer og trygge fællesskaber bliver en nøglekompetence for både ledere og medarbejdere i årene, der kommer. Det kræver et grundlæggende skifte i måden, vi organiserer os på. I stedet for at behandle alle ens, skal vi blive langt bedre til at behandle alle, så de hver især trives bedst muligt.

Mennesker har nemlig forskellige behov for at trives og præstere. Nogle arbejder bedst i ro, andre i dialog. Nogle er bedst tidligt på dagen, andre senere. Jeg ser en tydelig tendens, hvor medarbejdernes behov bliver vægtet højere. Især blandt de unge generationer, der er meget bevidste om deres egne præferencer.

Den psykologiske tryghed og plads til at eksperimentere bliver afgørende, for uden det kommer der ingen udvikling. Hvis man hele tiden skal kæmpe for at kunne være sig selv, er der ikke overskud til at bidrage, og det går udover udvikling og innovation. Når arbejdspladsen kan rumme forskellene, bliver der frigjort energi, som medarbejderne kan investere i fællesskabet.