Af Heidi Nielsen
Finans, jura, indkøb, marketing. Det er blot nogle af de områder, man kan arbejde med som studentermedhjælper i Salling Group i Aarhus.
Derfor kommer de studerende også med mange forskellige baggrunde, fortæller Head of People & Culture i Salling Group, Martin Prang.
I Salling Group behøver du ikke have det faglige på plads fra begyndelsen. Det kan du lære hen ad vejen:
"Vi ansætter først og fremmest på personlighed. Omkring 80 procent handler om, hvem du er, ikke hvad du har af karakterer på papiret. Når man kommer ind som studerende, er der meget, man skal lære i form af nye processer og nye systemer. Det kræver nysgerrighed og en åben tilgang," siger Martin Prang og fortsætter:
"Der kan være enkelte områder med store faglige krav, for eksempel i den juridiske eller finansielle afdeling, hvor du ikke kommer ind, hvis du ikke har den rette baggrund."
Opgaver der bidrager til driften
Han sætter stor pris på de studerende, fordi de ofte giver et friskt pust til afdelingerne.
"De kan være med til at udfordre det, vi plejer at gøre og komme med nye perspektiver," siger han.
Hos Salling Group får man ikke kun pseudo-opgaver.
"De får opgaver, der betyder noget, og som bidrager til driften. Jeg tror, at mange af vores studerende bliver tiltrukket af, at læringskurven er stejl, og at opgaverne er meningsfulde frem for, for eksempel, bare at hente kaffe. Så er man som regel også engageret i og passioneret for det, man laver," siger han.
Hvis man viser engagement og lyst til at lære, så er der stor sandsynlighed for, at det kan føre til fastansættelse, især hvis der åbner sig en stilling. Lederne vil gerne have nogen, der allerede kender hverdagen og kulturen.
Martin Prang. Head of People & Culture i Salling Group
Han understreger dog, at det er vigtigt, at de mærker efter, om det er det rigtige studiejob og den rigtige leder for dem.
"Det skaber tryghed og giver de bedste betingelser for læring og udvikling, hvis der er et match mellem studentermedhjælperen og lederen," siger han.
Mange af Salling Groups studentermedhjælpere ender med at blive fastansat.
"Hvis man viser engagement og lyst til at lære, så er der stor sandsynlighed for, at det kan føre til fastansættelse, især hvis der åbner sig en stilling. Lederne vil gerne have nogen, der allerede kender hverdagen og kulturen. Når man har haft et studiejob, ved man, hvordan vi arbejder, og vi ved, om den studerende passer ind. Det øger chancen for det rigtige match," siger Martin Prang.



