Gå videre til hovedindhold

"Som nyuddannet skal man turde søge lidt bredt"

Allerede da Kia Møller Nielsen afsluttede sin kandidat, stod hun med en ansættelseskontrakt i hånden. Men at hendes første job skulle være i Forsvaret var egentlig ikke planen. I dag føler hun, hun er landet det helt rette sted.

“Jeg tror, jeg fik jobbet, (...) fordi der var en chef, som så en værdi i at ansætte nyuddannede,” siger Kia Møller Nielsen. Foto: Yurii Bulanov

20. november 2025

Af Louise Graa Christensen

Hvordan har det været for dig at være jobsøgende?

Jeg skrev under på min ansættelseskontrakt hos Forsvaret den dag, jeg afleverede mit speciale, så heldigvis nåede jeg kun at være jobsøgende, mens jeg stadig var på studiet. På det tidspunkt havde jeg dog også søgt i et halvt år, hvor jeg havde sendt omkring 40 ansøgninger afsted og været til tre samtaler.

Jeg har haft forskellige studierelevante job og været i praktik, og det har alt sammen været inden for sundhedsvæsenet i regi af kommuner og regioner. Derfor var jeg også ret sikker på, at det var der, jeg skulle have et job. Men det var megastressende at være jobsøgende. Jeg fik hele tiden at vide, at ledigheden var relativt høj for min uddannelse, og at der ikke var ret mange job at få i Nordjylland, hvor jeg søgte. Jeg brugte rigtig meget energi på det og lagde mange kræfter i at analysere jobopslag og skrive ansøgninger.

Samtidig var det også en lærerig proces, hvor jeg lærte at blive bedre til at sætte ord på mine kompetencer og give eksempler på, hvordan min akademiske viden kan omsættes i praksis.

Hvordan er du endt i dit nuværende job?

Jeg tror, jeg fik jobbet som fuldmægtig i Etablissement- og Terrænkommandoen, som var mit første job i Forsvaret, fordi der var en chef, som så en værdi i at ansætte nyuddannede. Hun havde en grundlæggende tro på, at man godt kan komme med nogle værdifulde kompetencer direkte fra sin uddannelse. Derudover giver det en organisation muligheden for i højere grad at forme en medarbejder. Jeg gik fra jobsamtalen med en følelse af endelig at være kommet til en samtale, hvor det at være nyuddannet blev vægtet positivt.

Jeg blev træt af at løbe panden mod en mur og få at vide, at jeg var rigtig god, men at jobbet var gået til en person med mere erfaring.

Siden har jeg været fuldmægtig tre forskellige steder under Etablissement- og Terrænkommandoen, og det er virkelig fedt, at der er så stor velvillighed i forhold til at få ens kompetencer hen til det sted, hvor man bruger dem bedst i organisationen. 

Efter det første år, begyndte jeg at interessere mig mere for det politiske lag, og da jeg italesatte det, blev det taget positivt imod. Det betød, at jeg har kunnet rykke mig og udvikle mig, og lige nu sidder jeg i Ledelsessekretariatet, som jeg er virkelig glad for.

SERIE: Ad omveje til drømmejobbet

Drømmejobbet er ikke altid der, hvor man starter med at lede. Det kan fem akademikere med forskellige uddannelsesbaggrunde og kompetencer, der i denne artikelserie fortæller om deres jobsøgning og karriere, skrive under på. De har alle fundet deres professionelle ståsted ved at tænke i alternative muligheder eller nye veje, der ført dem til et arbejdsliv, de sætter stor pris på.

Historiker i håndværksbranchen: "Det hele begyndte, da jeg rystede posen"

I Forsvaret som nyuddannet: "Som nyuddannet skal man turde søge lidt bredt"

På slalom-ski til Bruxelles: "Jeg er endt med at arbejde med det, jeg drømte om"

Klima med forretningsbrillerne på: "Det har været en fantastisk rejse"

Fra idræt til IT: "Som akademiker kan man skabe sin egen vej"

Hvordan bruger du dine akademiske kompetencer?

Jeg vil vove at påstå, at min uddannelse er meget generalist-rettet, og derfor kan det også være en stejl læringskurve, når man kommer ind på en arbejdsplads og skal tilegne sig en meget specifik faglig viden. Men det er også sjovt, at alle ikke er akademikere, og at der er nogen, der tænker helt anderledes end jeg.

Samtidig er det vigtigste ikke, at jeg graver mig helt ned i faglig viden. Det er derimod, at jeg bruger mine analytiske kompetencer. I Forsvaret går det ekstremt stærkt for tiden, så jeg sidder sjældent med de samme opgaver i mere end et par dage, og de skal ofte løses på kort tid. Derfor handler det om at sætte sig ind i nye områder, finde ind til kernen af eventuelle problemer, se en potentiel løsning med input fra de ansatte med relevante fagligheder og til sidst levere i et format, der er politisk forståeligt. 

Jeg selv var meget lukket i starten i forhold til, hvor jeg gerne ville hen, men er blevet ekstremt positivt overrasket.

Hvorfor valgte du at gå i en anden retning, end du i første omgang havde planlagt?

Jeg blev træt af at løbe panden mod en mur og få at vide, at jeg var rigtig god, men at jobbet var gået til en person med mere erfaring. Så da jeg havde sendt tilpas mange ansøgninger og været til flere samtaler, åbnede jeg op for en bredere palet af mulige job, hvor jeg kiggede mere efter opgaver end områder.

Da jeg så jobbet hos Forsvaret, var det ikke det, jeg havde forestillet mig at gå efter, og jeg havde også nogle forbehold - for var det nu var spændende? I selve opslaget var der flere af de opgaver, der lå i jobbet, som jeg ikke umiddelbart vidste, hvordan man skulle løse, men jeg gav det et skud.

Som nyuddannet syntes jeg ikke, jeg kunne tillade mig at være kræsen, og tanken var, at jeg jo kunne søge et andet sted hen, hvis jobbet ikke lige var mig. Det er bare ikke aktuelt længere nu, hvor jeg har lært Forsvaret at kende som arbejdsplads.

Hvorfor vil du anbefale andre at udvide jobsøgningen til at omfatte flere typer af job/brancher?

Fordi jeg selv var meget lukket i starten i forhold til, hvor jeg gerne ville hen, men er blevet ekstremt positivt overrasket. Jeg har fået nogle indsigter, jeg ikke havde regnet med, ved at udvide min søgning. Så det er det med at kigge bredt og turde at søge lidt udenfor sit felt. Det værste, der kan ske, er at ende et sted, der ikke er så fedt, men så kan man søge noget andet, og det er nok lettere at få noget, når man allerede er i job. Som nyuddannet skal man ikke være for lukket.

Om Kia Møller Nielsen

Født 1999 og uddannet kandidat i Politik og Administration ved Aalborg Universitet i 2023. Bor i Aalborg og arbejder som fuldmægtig i Ledelsessekretariatet hos Etablissement- og Terrænkommandoen (tidligere Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse), der driver og udvikler de fysiske rammer i Forsvaret.