7. feb. 2021

Sådan får du en god online studiestart under corona

Få en eksperts råd til, hvordan du får det bedste ud af studiestarten i en tid, hvor al undervisning foregår online.

Af Martin Ellermann (mae@aka.dk)

Det er en anderledes oplevelse at være studerende i denne tid – især nu, hvor du egentlig skulle til at have din daglige gang på universitetet og møde dine medstuderende og undervisere. Det er bare noget andet, når alt foregår via computeren, men ifølge ekspert er der ting, du kan gøre for at holde motivationen oppe.

Jette Krøigaard er stresscoach, underviser og har virksomheden Trivselsfremmeriet. Hun forklarer, at det, du fodrer, vokser. Det vil sige, at hvis du tror, noget bliver forfærdeligt, så vokser det, og så bliver det faktisk forfærdeligt.

”Fodr dig selv med tanker som ’Det skal nok blive godt alligevel - Jeg vil se på det positive i det’ – ’Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at få det online sociale og faglige liv til at fungere,’" fortæller hun.

Jette Krøigaard anbefaler, at du laver din egen liste over gode sætninger, du kan fodre dig selv med. Det vil sige, en slags indre studie-grundlov, som du kan leve efter.

Indret studiepladsen

Stresscoachen foreslår også, at du indretter din egen lille studieboble derhjemme, så du har et godt og hyggeligt sted at arbejde.

”Indret din studieplads eller hjemmekontor, så du har lyst til at være der. Reflekter over, hvad der skal til, for at du synes, at der er rart,” siger hun.

Du bør blandt andet kigge på, om bordet står optimalt i forhold til lys. Kan du sidde og stå, så din ryg og skuldre har det godt? Hvilket kaffe-/tekrus skal være dit studiekrus? Sæt fantasien og kreativiteten i gang – gerne sammen med dit netværk og dine nye studiekammerater.

”Hør hvad de andre gør. Flere hjerner tænker bedre end en.”

Lav en studieplan

Når det kommer til selve arbejdet, anbefaler stresscoachen, at du laver din egen studieplan.

”Struktur er vigtigt. Gør de ting, som du også ville gøre, hvis du skulle afsted … planlæg hvornår vækkeuret skal ringe. Hvor lang tid har du brug for til at vågne? Hvad skal du have klar inden undervisningen starter?” spørger hun.

Det er også vigtigt, hvordan du bruger pauserne. Ifølge Jette Krøigaard kan du med fordel tænke lidt som, hvis du faktisk var på studiestedet. Du kan fx gå en lille tur eller snakke med de andre (online eller telefon).

”Sørg for, at du ikke sidder hele dagen lang med dit studie. Lav også noget andet, brug kroppen, vær fysisk aktiv, tænk på noget andet, lav noget lystbetonet, som giver dig flow, og vær sammen med din sociale boble, og arranger eventuelt ugentlige gåture med studiekammerater, hvor I kan socialisere coronavenligt.”

”Mærk efter, hvad du har behov for for at få studiet til at fungere. Reflekter over, hvilke løsningsmuligheder du har, og handl så på det,” slutter hun.