19. feb. 2021

Nyt ferie-planlægningsværktøj til ledige

Det er dejligt at holde ferie, men kan være svært at planlægge, når du både har feriedage med løn og med feriedagpenge. Det hjælper vores nye planlægningsværktøj dig med.

Med den nye ferielov, der trådte i kraft 1. september 2020, optjener du ferie løbende, når du får udbetalt dagpenge. Er du ledig en hel måned, optjener du 2,08 feriedage – og som nyuddannet 1,81 feriedage.

Med denne løbende optjening kan det være en udfordring at få overblik over, hvor mange feriedage du kan holde, og hvordan du økonomisk er dækket, når du holder ferie. Som en hjælp til at få overblikket lancerer vi nu et digitalt planlægningsværktøj til dig, som er ledig.

Planlæg din ferie på Mit AKA

Log på Mit AKA, og gå ind på 'Planlæg din ferie'. Her kan du taste dine ferieplaner ind og så se, hvordan du vil være økonomisk dækket under ferien.

Du kan planlægge din ferie med feriedagpenge, med løn fra evt. tidligere arbejde og også se, hvis du selv skal betale for nogle af dine feriedage. Du skal stadig udfylde en ansøgning om feriedagpenge, når du vil have udbetalt feriedagpengene.

God planlægning og god ferie, når du når dertil.