26. jan. 2021

Louise skabte sit eget job i litteraturens verden

Louise Trankjær driver virksomheden Skriv for livet. Hun har som selvstændig fundet sin drømmekarriere inden for kunst og litteratur, som ellers kan være en vanskelig branche at tjene penge på.

Af Martin Ellermann (mae@aka.dk)

I mange år troede Louise Trankjær, at drømmen var at blive forfatter. Men egentlig ville hun blot arbejde tæt på litteraturen, og i dag er hun selvstændig redaktør og arbejder både for forlag og forfattere, som hun hjælper med at gøre manuskripter klar til udgivelse.

”Det er ikke altid det faste job, der er drømmen. Du kan også skabe dit eget. Jeg tænkte, at jeg skulle være forlagsredaktør, men jeg kunne hurtigt fornemme, at det blev meget svært. Jeg har sendt masser af uopfordrede ansøgninger men fået pæne standardafslag, og så valgte jeg at starte mit eget,” fortæller hun.

Louise har en baggrund som kandidat i litteraturvidenskab. Hun begyndte først at studere som 30-årig, og da hun kom ud fra universitetet med en så specialiseret uddannelse, oplevede hun, at jobmulighederne bestemt ikke hang på træerne.

”Min plan var at komme ind i forlagsverdenen, men det er ikke noget, man bare lige gør. I starten fik jeg noget freelancearbejde og var på supplerende dagpenge, og derfra har jeg kæmpet mig frem i forlagsverdenen og har nu min egen forretning,” siger hun.

Supplerende dagpenge og bogblog

Før Louise nåede så langt, skabte hun sig kontakter og fodfæste i branchen via en privat litteraturblog, hvor hun anmeldte bøger og med tiden fik gode forbindeler til både forlag og forfattere. Det blev afgørende for hendes videre karriere.

”Jeg havde aldrig forestillet mig at være selvstændig, men det er det bedste, der er sket for mig. De supplerende dagpenge gav mig et godt udgangspunkt og hjalp mig til at overleve i starten. Du starter jo på nul og skal have både opgaver og samarbejdspartnere. Det er svært i starten uden at have en stor opsparing, men det lykkedes mig at få byget noget op på 30 uger,” siger hun.

Louise kan godt forstå, at ledige akademikere, der har en lang uddannelse bag sig, som de brænder for, kan blive frustreret over ikke at kunne arbejde med deres passion. Hun vil gerne slå et slag for, at man prøver sig selv af som selvstændig. For selvom det ifølge hende kan føles frygtindgydende, så er det fantastisk, når det lykkes, og man kommer ud på den anden side.

”Det er forfærdeligt at være ledig, men det er det også at være i et job, man ikke brænder for. Som det er nu, lever jeg helt af de job, jeg får ind. Jeg er redaktør og oversætter for forlag i Danmark, og jeg elsker, at jeg nu arbejder rendyrket med litteraturen. Det var altid min drøm,” slutter hun.

Læs mere om Louise og Skriv for livet.