21. maj 2021

Genovervej din jobsøgningsstrategi: 2 ud af 3 job bliver aldrig slået op

Nye tal fra Akademikernes A-kasse viser, at medlemmerne i høj grad søger arbejde via klassiske jobopslag. Men ifølge Danmarks Statistik bliver kun 31 procent af jobbene i Danmark besat ad den vej, og flere bør derfor søge uopfordret eller via deres netværk, mener karriererådgiver.

Af Martin Ellermann (mae@aka.dk)

Bliver man ramt af ledighed, kaster de fleste sig over jobdatabaserne som fx Jobindex, hvor de scroller gennem alle de ledige stillinger, der matcher deres kompetencer. Men der er stor risiko for at forlænge sin ledighed, hvis man satser entydigt på de opslåede job, mener Troels Palner, som er karriererådgiver i Akademikernes A-kasse. Desuden går man glip af en masse interessante jobmuligheder.

”2 ud af 3 job på det danske arbejdsmarked bliver ikke slået op. De besættes via netværk og uopfordrede henvendelser. Men kun 19 procent af vores ledige medlemmers jobsøgning er rettet mod de jobs, der ikke bliver slået op, og det er alt for lidt,” siger han.

Læs om krav og regler for jobsøgning her

Tallene er blandt resultaterne af en særkørsel, som Akademikernes A-kasse har fået udarbejdet af Danmarks Statistik, og som så er sammenholdt med udtræk fra medlemmernes joblog. Ifølge undersøgelsen bliver kun 31 procent af jobbene på det danske arbejdsmarked slået op, mens hele 81 procent af a-kassens medlemmers jobsøgning er rettet mod de opslåede job.

”Det betyder, at der generelt er større konkurrence om de opslåede job, end hvis man søger via netværk og uopfordret. Det betyder samtidig, at der er et stort potentiale for, at vores ledige medlemmer kommer hurtigere i job, hvis de i højere grad er i stand til at tænke ud over jobdatabasernes lister,” fortæller Troels Palner.

Fokusér på dine egne ønsker, ikke virksomhedens

Karriererådgiveren forklarer, at der ud over tallene også er andre gode grunde til, at man bør overveje at lægge flere af sine jobsøgningskræfter i uopfordret søgning.

”Der er potentiale for større jobglæde, hvis du i højere grad søger med udgangspunkt i det, du er god til og brænder for. De opslåede jobs er jo defineret af arbejdsgiverne, og der er grænser for, hvor meget man selv kan påvirke jobbet. Når du søger uopfordret og via netværk, er der langt større mulighed for, at du selv kan påvirke jobbet og få netop din passion og dine kernekompetencer i spil,” siger han.

Troels Palner understreger, at a-kassens karriererådgivere ofte kan hjælpe medlemmerne med at dykke ned under overfladen og finde de job, der ikke er synlige på jobportalerne. Men han anerkender, at det for mange er en grænseoverskridende proces at henvende sig til virksomheder, der ikke åbent annoncerer efter nye medarbejdere.

”Vi ved, at det at være opsøgende i sin jobsøgning vækker en af de dybeste rædsler, som vi alle har, nemlig frygten for afvisning. Men det er en frygt, som vi kan hjælpe vores medlemmer med at overkomme, og gevinsten kan vise sig at være det hele værd,” forklarer han.

Karriererådgiveren håber, at de nye tal kan være med til at rykke på lediges jobsøgningsstrategi. For han tror ikke, at flertallet er klar over, hvor mange jobs der reelt bliver besat uden om de opslåede stillinger, og hvilke arbejdsgivere, der reelt ansætter uden at have haft en jobannonce.

”Jeg møder mange medlemmer, der har svært ved at overskue den opsøgende jobsøgning. Men vi kan hjælpe og vejlede dem, og det vigtigste er, at de bliver klar over, at jobopslagene kun er toppen af isbjerget. Der ligger så meget mere under overfladen,” slutter han.