22. apr. 2021

Akademikerprisen hylder nytænkende SMV’er

Akademikernes A-kasse står bag uddelingen af Akademikerprisen, hvor små og mellemstore virksomheder (SMV) fra hele Danmark bliver fremhævet og fejret for deres brug af højtuddannede medarbejdere, som er med til at udvikle virksomhederne.

Af Martin Ellermann (mae@aka.dk)

Kender du en akademiker, der har gjort en forskel i en SMV? Så simpelt er kriteriet for at indstille virksomheder til Akademikerprisen 2021. Baggrunden for prisen er, at tidligere undersøgelser foretaget af blandt andre Akademikernes A-kasse viser, at højtuddannede skaber vækst, når de får chancen i små og mellemstore virksomheder.

Adm. direktør i SMVdanmark, Jakob Brandt, mener, at der stadig er udfordringer med manglende viden og kultursammenstød, når mindre virksomheder og akademikere skal finde sammen.

”Både ledere i virksomhederne og akademikere mangler viden om hinanden. Hvis en SMV ikke selv udspringer fra akademisk arbejdskraft, så ved de ofte ikke, hvad profilerne kan bidrage med. Mange er vant til at arbejde med faglærte og med timelønnede, hvor man mere tydeligt kan se på bundlinjen, hvad de bidrager med,” forklarer han.

Ifølge Jakob Brandt er potentialet dog enormt, og når akademikere og andre fagligheder arbejder sammen og supplerer hinanden, kan det sikre virksomhederne vækst og innovation.

”Potentialet er stort. I øjeblikket står vi og banker på ketchupflasken, og pludselig vælter det hele ud, og både SMV’er og akademikere vil tydeligt kunne se potentialet. Som højtuddannet i en SMV bliver du hurtigt ledelsens højre hånd, og du kan hurtigere eksekvere end i en tungere og større virksomhed. Du får et stort ansvar og kan rykke på tingene,” siger han.

SMV-direktøren mener, at tiltag som Akademikerprisen kan være med til at de små og mellemstore virksomheder og akademikerne bliver mere nysgerrige på hinanden.

”Mange akademikere har aldrig været i en lille virksomhed. De går 20 år i skole uden at stifte bekendtskab med den type firma og har mest fokus på job i de store og kendte organisationer. Samtidig har nyuddannede akademikere også svært ved at sætte ord på, hvad de kan, og det er vigtigt, hvis du skal have foden indenfor i en virksomhed, hvor de ikke er vant til at have akademikere,” siger han.

Nedbryd barriererne

Jakob Brandt understreger, at når man først kommer på den anden side af fordomme og forbehold, er der store gevinster at hente.

”Der er mange gode eksempler på, hvordan akademikere kan gøre en forskel hos SMV’erne. Akademikere er verdensmestrer i at systematisere og administrere informationer. Det er ejerne ikke altid gode til. De har måske fået 10-20 ansatte og har nu et frygteligt bøvl med dem. Jeg har mange gode eksempler på akademikere, der er kommet ind og har hjulpet med den del,” fortæller han.

Han mener, at akademikere blandt andet kan sikre nytænkning og udvikling af forretningen, formidle ny viden fra universitetet samt synliggøre fx puljer, som SMV’erne kan søge.

”Samtidig bør du – som især nyuddannet – fokusere på alsidigheden og mulighederne i en mindre virksomhed. Det er et sted, hvor du får ansvar, stor viden og lov til at udvikle dig. Men det er vigtigt, at begge parter forstår og er villige til at investere i hinanden,” siger han.

Ifølge Jakob Brandt er brandingværdien af Akademikerprisen afgørende. Det er vigtigt for ham, at a-kassen er med til at skabe de gode fortællinger om samspillet mellem SMV’ere og akademikere.

”Det giver inspiration til andre, så de kan udvikle sig og lære af hinanden – fx konkurrenter og kolleger imellem. På den måde er Akademiprisen en sten i vandet, som får bølgerne til at sprede sig ud i resten af samfundet,” siger han.

SMV-direktøren understreger, at processen og vejen frem mod uddelingen af prisen er lige så vigtig som selve kåringen.

”Det er en fejring, som skaber noget opmærksomhed og er med til at øge fokus på området – især det regionale fokus er vigtigt for at vise, at akademikere kan spille en rolle i mange forskellige typer virksomheder i hele Danmark. Det er ikke bare en festlig aften. Det handler om at få de gode eksempler frem,” slutter han.

Indstil din favorit til Akademikerprisen 2021

Du kan indstille en virksomhed her ved at svare på følgende: Kender du en akademiker, der har gjort en forskel i en SMV?