2. sep. 2020

Sådan undgår du pseudoarbejde

Pseudoarbejde er arbejde, der ikke skaber værdi. Forfatter og antropolog Dennis Nørmark hjælper dig til at styre uden om de meningsløse stillinger i jobsøgningen.

Du bliver tovholder for det strategiske udviklingsarbejde med at sikre vores brand value i et konkurrencepræget marked. Det er en dynamisk, omskiftelig stilling, der kræver helhedsforståelse og teamwork med henblik på at iværksætte nyskabende løsninger og digitale kunderejser.

Sådan kunne jobopslaget lyde til et såkaldt pseudoarbejde. Det er antropologen Dennis Nørmark og filosoffen Anders Fogh Jensen, der sammen har beskrevet fænomenet. De definerer pseudoarbejde som arbejde, der ikke skaber nogen reel værdi, ikke angår nogen og ikke giver nogen mening. 

Og de advarer kraftigt mod at finde sig til rette i stillinger, der er kendetegnet ved den slags arbejde. 

”Problemet med pseudoarbejde er, at dygtige mennesker og hele afdelinger spilder deres tid med at fortælle, hvad de har tænkt sig at gøre, og hvad de er i gang med at gøre i stedet for bare at gøre det,” skriver de to forfattere i bestselleren Pseudoarbejde – hvordan vi fik travlt med at lave ingenting.

”Det er ofte dygtige, højtuddannede folk med lange universitetsuddannelser bag sig, der ender i de her job. Problemet er, at man bliver ulykkelig af det. Man skammer sig over at fortælle sine børn, hvad man egentlig laver. Og man bruger sine ressourcer på noget meningsløst,” forklarer Dennis Nørmark.

Sådan undgår du pseudoarbejdet

Pseudoarbejde er særligt udbredt blandt kontorfolk som konsulenter, marketingsfolk og kommunikationsfolk, men også forskere og terapeuter – med andre ord ofte akademikere. 

Som jobsøgende er der derfor god grund til at være på vagt over for pseudoarbejde. Men hvordan genkender man det meningsløse arbejde, før man står i det? 

”Det er en god indikation for, at der ikke er noget reelt job, hvis der bliver brugt en masse ord, som lyder imponerende, men i bund og grund er tågesnak. Det er en god rettesnor at se på, hvor sort der tales i jobannoncen,” siger Dennis Nørmark.

”Floskler og tomme ord skjuler, at der er en chef, som har fået budget til at udvide sin afdeling, men ikke har noget reelt indhold at putte ind i stillingen.”

Dennis Nørmark opfordrer derfor til, at ”spille bullshitbingo på jobannoncen” ved at kigge efter floskler og buzzwords som for eksempel:

- Du skal styrke organisationens strategiske og individuelle robusthed

- Vi arbejder med brand promise, helhedsforståelse og oplevelsesbaseret formidling

- Du skal være dynamisk, omstillingsparat og nyskabende

- Dit arbejde bliver at skabe synergi og co-creation

”Hvis du læser jobannoncen og tænker: Puha, jeg forstår i bund og grund ikke, hvad de mener, så skal man lægge den fra sig og aldrig se på den igen.  For enten er du uden for dit fagområde, eller også så forstår personen bag jobopslaget det sandsynligvis heller ikke selv,” siger Dennis Nørmark.

Og hvis du alligevel vælger at søge jobbet, så husk under samtalen at undersøge, hvad det daglige arbejde egentlig handler om.

”Du skal huske at spørge konkret ind til, hvad det værdifulde er i det her arbejde. Spørg: Hvad skal jeg helt konkret lave? Hvad er formålet med det? Og så skal du lytte godt efter. Kommer der mere løs snak med store ord, der lyder klogt, men er svært at forstå? Ja, så er der nok en stor risiko for, at det er pseudojob,” siger Dennis Nørmark.